Altså, det er jo aldrig sjovt at miste følgere, men når det er en, man kender i virkeligheden, en, man betragter som en ven eller bare en bekendt, der holder op med at følge en fx på Instagram eller på bloggens Facebook, så er det altså noget, der rammer lidt. Og ja, det er…
Nå ja. Bevares. Bare fordi, jeg er typen, der skal sidde på hænderne og virkelig tale om grænsesætning med mig selv, når folk er så selvkørende, at de bare lader sig indlægge og skære i uden, jeg er med på sidelinjen til at supervisere showet. Eller mere retvisende: Være hende, der er sur for…
Hm. Har kun vendt ryggen til et års tid. Og så er det pludselig blevet moderne, at stå ved sin alder og blæse årets tal ud over landskabet, når man har fødselsdag. I hvert fald ifølge alle de smarte damer. Ville virkelig ønske at jeg havde læst den artikel FØR, at jeg sendte panik-sms’er rundt…