Om at blogge med bagage

Hvis Carrie Bradshaw havde levet og Sex and the City havde været virkelighed, så havde hun ikke fået en eneste date.

Gu havde hun ej.

For mens mænd er super meget nede med kvinder, sex og forholdsvis frisindede kvinder, så er det en helt anden sag med kvinder, der er offentligt står ved, at de dater og har et sexliv, eksempelvis ved at have en blog. Bare spørg Tinderslut, der endda har den fordel at være anonym, hvad hun er blevet udsat for af shit 

Og mens heltinden i vores alle sammens Sex and the City var så heldig, at hendes klummer kun udkom en gang om ugen i en avis, hvor historien ville være slettet til tid og evighed allerede dagen efter, så forholder det sig en kende anderledes, når historien ligger på en blog og der kan søges tilbage i alle indlæg altid.
Guderne og jeg selv skal vide, at jeg ikke er nogen Carrie Bradshaw og heller ikke har nogen intentioner om at være det, så det er helt og aldeles uden sammenligning i øvrigt, men som vi før har været inde på, så er det ikke altid superpraktisk, det der med at have en blog, når man er på datingmarkedet. Faktisk er det absolut en ulempe.

Det er åbenbart kun mig, der synes, at online stalking er noget skidt,
man skal holde sig fra, for jeg kan konkludere, at det er blevet en aldeles legitim fremfærd.
Ikke kun hos dem, man ser, men også pågældendes venner og omgangskreds i øvrigt – for slet ikke at tale om ”det virkelige liv”, hvor jeg nu, for tredje gang på fire år, efter endnu en flytning, er blevet googlet af alle i opgangen…
Endda med argumentationen:
”Når man har dit efternavn, så må man jo gå ud fra, at folk googler en, og gerne vil vide, hvem du er”
?
??
??!
Må man det???

For det memo har jeg sgu ikke lige fået.
Og jeg er, aldrig, aldrig nogensinde, rykket ind i en opgang og haft behov for at undersøge, hvem, der gemmer sig bag de andre navne på postkassen..
Måske det er en fejl, jeg er, trods alt, uddannet journalist, men nej.
Jeg synes stadig ikke, man skal fare ud på www og give sig til at undersøge alt, hver gang et nyt menneske krydser ens vej eller opgang, men det er jeg åbenbart ret alene om.

Det er same procedure every time:
Folk laver en billedsøgning, et efternavn, eller simpelthen bare et fornavn og en mediearbejdsplads og vupti: Så ender man herinde med adgang til alt, hele mit liv, mine største fiaskoer, nedture og alt andet.
Det synes jeg altså er pænt grænseoverskridende, også selvom jeg ikke skriver noget, jeg ikke kan sige til folk direkte, allerede har sagt og kan stå inde for de ting, man deler. Det kan jeg godt, jeg kan stå inde for det hele og det er mit liv, men der er også en voldsom ulighed i, at vildtfremmede, med to klik, kan ”klæde en fuldstændig af”, helt ind til de største sorger og inderste tanker, mens man selv ikke engang kender deres efternavn.

Den her digitale verden er benhård og brutal.

Især når man ikke kun deler det pæne, det lyserøde, opturene og al glimmeret.
Det har været et helt bevidst valg fra min side, at jeg synes, der manglede en modpol. At det ikke kun handler om det perfekte, eller om at illudere det perfekte, men at man også er nødt til at dele og stå ved, når tingene er noget lort. For det er oftere det, man kan spejle sig i.

Men jeg synes det er svært. Virkelig svært.

Så svært, at jeg efterhånden tror, at jeg er nødt til at drage nogle konsekvenser af det.
For mens det måske er gratis, nem og hurtig underholdning for Jer, så er det mig, der bliver givet af, på den anden side af skærmen. Mig, der deler ud af mig selv, mig, der får nogle hak over næsen, når jeg bliver valgt fra på baggrund af den historie, jeg har, og mig, der skal tage diskussionerne og skænderierne, hver gang, at nogle føler sig trådt over tæerne, også selvom de overhovedet ikke er en del at det pågældende indlæg, men alligevel føler sig ramt.

Tag ikke fejl, jeg overvejer meget, nøje og længe, hvad jeg lægger ud og hvad jeg deler.
Jeg skriver aldrig indlæg i affekt, sorg, afmagt eller fuldskab og jeg lægger dem slet ikke online. Jeg bestræber mig på, at der skal være en slags pointe, noget, du, som læser kan bruge til dig noget i hvert indlæg, så er der et formål med at læse den.
Jeg har aldrig, og kommer aldrig til at bruge bloggen som ventil eller til uddeling af tankeskrald, og når jeg bare trænger til at pille i min egen navle.

Dybest set vil jeg nok gerne gøre folk lidt klogere og bruge mit eget lille bitte hjørne af internettet til, at få talt om nogle af de ting, der er svære, ikke bare for mig, men for alle. Jo flere tabuer, jeg kan bryde jo bedre, ikke for mig, men for os. Det kommer aldrig til at handle om mig, der skal have luft, men om at vi kan bruge et fællesskab, når det er bedst til noget af det, der er svært:
Depressioner, barnløshed, stress, datingliv, rod i familierelationerne og hvad der nu ellers er af ting, som folk, nærmest, har sat en ære i, at fortie i årevis.

Jeg er med på, at det kan koste nogle slag og jeg har gjort op med mig selv, at dem kan jeg godt tage, i en højere sags tjeneste, indenfor rimelighedens grænser.
Når det gælder om, at få sat depressioner på dagsordenen, eksempelvis. Også selvom det betyder, at nogle, eksempelvis mandlige bekendtskaber, vælger mig fra. Og ja, det gør sgu ondt, især når det er inden, at de overhovedet har fået chancen for at møde personen bag, for det er jo, trods alt, ikke alt, jeg skriver om. Det er en udsnit. En nøje udvalgt udsnit, møjsommeligt tilpasset, at jeg ikke hænger nogen ud, undtagen mig selv og den pris er, ind i mellem, ret så høj, fordi det er mig, som menneske, der bliver dømt, bedømt, vejet, fundet for let, valgt fra, endda ofte fordi, at jeg er ærlig.

Den ærlighed er virkelig blevet min forpulede achilleshæl.
Først er det en fordel.
Det er i hvert fald noget af det, mænd ofte fremhæver som positivt og endda imponerende ved mig. Formentlig fordi det giver dem en fordel, at kunne tjekke mig overordentligt grundigt ud.
Det er så lige indtil, at jeg siger eller skriver noget herinde, som kan tolkes i en retning, der handler om dem. Så er det så som så med, hvor fedt det er, at jeg er ærlig.

Nu er det bare sådan, at jeg
1) Skriver nogle fuldstændig generelle betragtninger om mænd, kvinder, dating og det derimellem og 2) At jeg aldrig skriver i nutid. Der er en forskydning på mindst 6 måneder og helst et år, inden jeg skriver om de oplevelser, jeg har, for at der ikke er nogen, der skal føle sig hængt ud eller udleveret.
Det er i øvrigt skideirriterende, at der er den forskydelse, for det betyder jo også, at jeg ikke kan skrive, hvis jeg er super glad og ser en, jeg synes er fantastisk og at det kan være long gone, når der er gået et år, og jeg må skrive om det.

Jeg er ekstremt forsigtig med alle, jeg omtaler herinde, mine venner har betegnelser i stedet for navne, der er ikke billeder af dem, jeg spørger før jeg tagger folk, viser ikke billeder af folks børn uden tilladelse, osv.
Jeg tager generelt alle forholdsregler for, at den eneste, jeg hænger ud herinde er mig selv (Og det gør jeg så til gengæld grundigt…)
Det er ikke og vil aldrig blive live-blogging direkte fra sengekanten (Bevares. Det er smuttet en enkelt gang for at forklare mit fravær, og det kommer ikke til at ske igen)

Og alligevel, så går det galt, ind i mellem.

Jeg har det princip, at hvis man ikke vil have at folk taler om, at man opfører sig som et røvhul, så skal man lade være med at opføre sig som et. Og omtale kan også godt foregå på en blog som min, gerne sat lidt på spidsen.
Jeg er glad for at være sarkastisk og sætte ting på den berømte spids, fordi det så er lettere og sjovere, at hive nogle pointer og konklusioner frem og tage nogle af de diskussioner, som er nødvendige at tage, eksempelvis, at mænd stadig, i 2017, har den opfattelse, at det er kvinderne, der skal have styr på og ansvaret for prævention.
Det er sgu interessant! Især fordi mænd 15 år tilbage kan føle sig ramt af præventionsproblematikken og føle sig hængt ud – og så bliver det pludselig svært at skrive noget generelt på sin blog (Og nej, jeg er ikke en skank. Jeg er bare virkelig gammel, efterhånden)

Jeg tror også, at mange mænd generelt har en frygt for at blive hængt ud, blive udleveret og gjort til grin, også selvom det ikke er en specifik person, man skriver om. At der er så mange emner og situationer, der er så relaterbare, at man uvilkårligt tænker:
“Det her er mig, der får en tur med riven her”, også selvom det ikke er det.
“Men så er han jo bare ikke mand nok, hvis ikke han kan tage det”, vil det så typisk hedde i kommentarfeltet.

Det er jeg nødt til at sige, at det tror jeg ikke på.
Jeg tror mere, det handler om den føromtalte frygt for at blive udleveret.
At der sidder et helt internet og et kobbel af skrappe damer, med hvæssede kløer, klar til at fare i tastaturet, dømme og bedømme og pege på en som en idiot.
Bevares, der har da i dén grad været idiot-opførsel derude, ham her fx., og det er det, jeg synes skal påtales.
Jeg har ikke tænkt mig at gå på kompromis med ærligheden, jeg har kæmpet alt for hårdt for den til at hoppe tilbage i skabet, men jeg synes ikke at enkeltpersoner skal skulle frygte at blive hængt ud. Præcis på samme måde, som kvinder heller ikke bryder sig om, at vores BH-størrelse er almen viden på ens kærestes arbejdsplads, eller at han står i omklædningsrummet og underholder med, hvad man præcis foretog sig sammen, inden han blev sendt afsted til fodbold…(Begge dele ER i øvrigt sket)

Så konklusionen bliver derfor, at jeg stadig vil skrive de generelle ”Mand-kvinde-normer-og-kønsroller”-indlæg, når der er diskussioner, der skal tages i den retning, men at de mere ”Pege fingre”-agtige indlæg bliver nedtonet. Eksempelvis ”Ting, han ikke skal sige”-kategorien kommer til undergå en heftig forandring, hvis ikke den helt udgår, for uanset, hvor mange forholdsregler man tager, så kan lige præcis den form for indlæg ofte opfattes utilsigtet sårende.

Det har været sjovt, så længe det varede, men man skal heller ikke sidde og være morsom på andres vegne, hvis det i virkeligheden er sårende. Eller uforskammet. Eller nedladende. Eller arrogant. Det giver ikke rigtig mening, at være den, der plæderer for at man skal opføre sig anstændigt, hvis man selv sidder og skidtsnakker.
Det falder også uheldigt tilbage på mig, hvis det jeg skriver bliver opfattet som udleverende eller flabet.
Det er, trods alt, mig, der har valgt at have en blog. Andre har ikke nødvendigvis valgt at optræde på den og den respekt synes jeg godt, man kan vise andre mennesker, ligesom man skal kunne være i mit liv uden at ende på www.

Det er en hårfin balance, som jeg egentlig synes, jeg har været ret god til, men som jeg nu tager lidt ekstra forholdsregler omkring. En form for netikette, kan vi sige.

Medmindre folk ter sig som røvhuller og nar-hoveder.

Så får den hele armen.

 

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *