Det er virkelig ikke med min gode vilje, at jeg poster et indlæg som det, jeg gjorde forleden. Det er så ekstremt grænseoverskridende for mig, at dele noget så privat og jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg gider bare ikke være sådan en, der ikke har det godt. Ikke at der er noget galt med det overhovedet, jeg gider bare ikke være en del af det, jeg er virkelig træt af ikke at have det sådan helt top dollar godt og det vil jeg egentlig helst holde for mig selv.
Når jeg så alligevel vrider armen og alle andre kropsdele om på mig selv og offentliggør det alligevel, så er det fordi det faktisk gør en forskel. Ikke for mig, direkte, men for alle dem Jer, der læser med. Og dét betyder noget for mig.

Jeg er en af de latterligt idealistiske typer, der gerne vil gøre en forskel. Det var, beklageligvis, ikke grunden til at jeg blev journalist, det gjorde jeg for at gøre mine forældre glade og høste noget anerkendelse den vej rundt, uden at det hjalp noget som helst.

Men det har været en drivkraft undervejes, en måde at forsøge at få noget mening ud af et fag, som jeg ikke egner mig til, og det har kunnet holde mig kørende, men man gør sgu ikke rigtig nogen forskel som journalist i dag. Man laver ikke engang dagens væsentligste historier, men dem, der kan lade sig gøre på dagen og selvom jeg faktisk har lavet både store og vigtige ting, og endda har vundet en pris for det, så har jeg aldrig rigtig følt at jeg på den måde gjorde en forskel med det, jeg lavede.

Og det gør jeg herinde, har jeg opdaget.
Forleden fik Bedre Psykiatri, som er landsforeningen for pårørende, lov til at dele indlægget om ikke at have nogen hukommelse og jeg er stadig fuldstændig blæst bag over og rørt over, hvor mange, der har delt, liket og kommenteret. Foreløbig har over 20.000 mennesker læst indlægget, kun delt via Facebook og kommentarfeltet rører mig virkelig. Det er både dem, der har det præcis på samme måde som mig, der føler sig hørt, læst og forstået og som har fået sat ord på den følelse, de selv går med, men det er også pårørende, der virkelig har fået en øjenåbner i forhold til at forstå, hvad der foregår i hovedet på den, der er syg og får et indblik i og en forståelse for, hvad man egentlig slås med, når man brækker hjernen.

Det giver mening for mig på en helt anden måde end alt, hvad jeg tidligere har lavet som journalist.
Især fordi jeg virkelig ikke har vundet i lotteriet på pårørende-delen i forhold til mig egen sygdom, hvor forståelsen er fuldstændig ikke-eksisterende. Jeg er både blevet kaldt tarvelig, egoistisk, urimelig, et dårlig menneske og flere ting i samme dur, fordi der er ting, jeg ikke kan eller har energi til og det er ikke af tilfældige bekendte eller venner, det er mine forældre, der har været allermest ude med riven i forhold til, hvor dårligt et menneske, jeg er.
Og jeg har det endda på skrift, hvis nogen skulle sidde og tro, at jeg har misforstået noget. Det har jeg ikke.

Man skulle ikke tro, at det var voldsomt svært, at google ”Svær depression” og læse sig til, hvad en, der er så syg, som jeg har været, kan og ikke kan, og hvilke udfordringer man har, og hvad, man absolut ikke bør udsættes for, men det er det åbenbart, samtidig med, at jeg har været ekstremt flittig til at forklare, hvad jeg egentlig fejlede. Uden at det har gjort en forskel overhovedet. På et tidspunkt spurgte psykologen mig endda, hvorfor i himlens navn, jeg blev ved med at bruge så meget energi på at forklare mig, når der tydeligvis ikke var nogen lydhørhed. Jeg tror, jeg svarede, at det ønsket og håbet om noget forståelse. At det rent faktisk var en sygdom.

For det er lige præcis forståelsen, at der så ekstremt vigtig, når man fejler noget, der ikke kan ses. Et brækket ben, et skaldet hoved på grund af kemo, det er noget man kan se og forholde sig til. Det er langt sværere, når sygdommen er usynlig og består i at man hverken kan stå ud af sengen, sende en sms, tage en telefon, pakke sig selv, hund, tøj og gaver sammen og nå en færge, sidde i en gruppe, hvor alle taler i munden på hinanden eller bare spise noget mad – for det kan alle jo. Ligesom alle kan ”tage sig sammen og være i lidt godt humør”

Men hvis nogen skulle være i tvivl: Det er en utrolig dårlig idé, at sige til en, der har forsøgt at tage sit eget liv to gange i en svær depression, at vedkommende er et dårligt menneske. Når man i forvejen, samtidig, er blevet syg, forladt og fyret, så føler man sig ikke specielt meget som en vinder, så den slags er rimelig unødvendigt.

Heldigvis har jeg andre mennesker i mit liv, der både holder røven oppe på mig, når det er det, der er brug for, bærer over med mig, når det er nødvendigt og som forsøger at forstå de udfordringer, jeg ind i mellem har, endda uden at jeg altid skal bruge meget energi på at forklare, hvorfor jeg ind i mellem er lidt ”svær”, bla. på grund af den manglende hukommelse, at jeg hurtigt bliver træt, ikke kan være supersocial og at jeg kan have latterligt svært ved at tidsberegne, fordi de dele i hjernen stadig kører lidt skævt.
Radioværtinden eksempelvis er og har været fuldstændig enestående i den afdeling og jeg tror aldrig, at jeg kommer til at kunne gøre gengæld nok.

Og ja, jeg er pissebange for at de bliver trætte af mig, at jeg trækker for store veksler på dem og at det er for besværligt og derfor har jeg sjældent lyst til at tale om, hvordan jeg har det og slet ikke skrive om det herinde, for jeg synes det er så RØVSYGT, at det er sådan. Jeg bliver aldrig typen, der underholder med egne elendigheder og forsøger at score opmærksomhed på den konto, jeg fungerer meget bedre ved at ignorere det og tie det ihjel.

Sagen er bare, at samtale fremmer forståelsen.
Der er faktisk mennesker, der har nemmere ved at forstå og bære over, når jeg fortæller, hvordan tingene hænger sammen. Jo mere åben, jeg har været omkring det her cirkus, jo bedre er det kommet igen, stort set.
Man er også forpligtet til at bruge de evner, man har, synes jeg. For ja, det halter med koncentration, hukommelse, sociale evner, stavning og tegnsætning, men i det mindste kan jeg stadig skrive lidt og jeg har et talerør her, hvor virkelig mange læser med.
Så hvis det at jeg, ind i mellem, vrider armen rundt på mig selv og skriver det tunge og svære, kan gøre det lidt nemmere for andre, så er det okay. Også selvom det koster i min egen afdeling.

Man må selv være den forandring, man ønsker i verden.
Principper har jeg heldigvis stadig.

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!

Comments

comments