Træt

Hold nu kæft, hvor er jeg træt. Og her taler jeg ikke kun om den lammende træthed, der slår mig i gulvet på 3. døgn bare fordi, jeg strøg et par timer til festival, men trætheden over, at blive SÅ træt af så lidt. Stadig.

I det hele taget er jeg så træt af alting lige for tiden, at jeg er ved at gå fuldstændig op i limningen:
Træt af at min hoved ikke virker
Træt af at være ked af det
Træt af at savne
Træt af at være holdt som gidsel i mit eget liv, mens tiden bare går.
Træt af at en Arbejdsskadestyrelse ikke kan nosse sig samme til at finde ud af, hvor stor skaderne i mit hoved egentlig er.
Træt af at jeg derfor ikke kan stille noget som helst op, før der er en afklaring.
Træt af at jeg ikke bare kan skride på arbejde på fuld tid og skyde nogle penge ind på kontoen i stedet for en gæld, der bare vokser.
Træt af at være det svageste led, som folk aldrig kan regne med, fordi jeg aldrig ved hvordan jeg har det
Træt af at være den, der skal bæres over med og have hjælp
Træt af at spekulere på, hvornår de får nok og ikke gider mig længere, fordi det er for besværligt.
Træt af at folk, der læser det her indlæg tror jeg er en taber. Eller en nutcase.
Træt af at blive set over skulderen konstant i en jagt på at fange mig i noget, jeg ikke må. Fx have et liv. Det må man ikke.

Træt af at den mindste bedring bliver brugt imod mig. Man får virkelig ikke nogen som helst form for point i det her system for at gøre alt, hvad man kan for at forbedre sin situation, tværtimod:
”Nå. Du kan skrive et blogindlæg en gang om ugen. Så er du jo fint i stand til at have 10 deadlines om dagen igen”, uden overhovedet at skelne til, at en anden del af systemet har beordret mig til at holde mig i gang fx ved at skrive og ind i mellem se mennesker. Også selvom jeg reelt ikke kan og det koster alt for meget energi.
Træt af at skulle slås som en sindssyg for ALT, fordi det er blevet standard at man stikker folk afslag på afslag og spekulerer i, hvem der så er stædige nok til at klage.
Træt af at høre op folk, der siger:
”Så kan du jo bare gøre noget andet”. Jeg kan ikke gøre en skid, før jeg har fået en afklaring. Af et offentligt system, der, mildest talt, ikke har travlt. Og som man skal lægge arm med om alt. Konstant. Alt, hvad jeg gør derudover er kun til skade for mig selv.

Træt af, at det åbenbart ikke passede at alting blev fint igen, når bare jeg kæmpede mig igennem den værste stress og depression. Jeg har knoklet røven ud ad bukserne i tre år, gjort alt, hvad jeg har fået besked på og mere til og det er ikke meget, der er sket.
Og det er jeg eddermame godt nok træt af. At udover den kæmpe sorg det var, at blive syg og at blive forladt, da jeg blev syg, så skal jeg nu også i gang med en endnu kæmpe sorg over alle de ting, der ikke længere er en mulighed for mig., som er mange flere end jeg overhovedet havde forestillet mig.
Træt af at ingen fortalte mig, at det godt kunne være, at det ikke blev det samme igen. At jeg skulle forberede mig på, at der var ting, jeg måske ikke kunne længere, i stedet for at lulle mig ind i noget happy go lucky, du bliver helt den samme som før. At det først var nu kampen begyndte i forhold til at stable et nyt liv på benene, uden alle de ting, jeg mistede og dem, jeg ikke kan længere.
Lige for tiden laver jeg ikke andet end at lægge drømme i graven og det var overhovedet ikke meningen. Min indstilling har altid været, at man kan, hvad man vil. Det er så løgn. Jeg vil, men jeg kan ikke.

Men det jeg er aller, aller, aller mest træt af, det er, at være fanget i en situation, som jeg simpelthen ikke kan handle mig ud af. Uanset, hvad jeg gør. Lige meget hvad jeg prøver, så rammer det mig lige i røven.
Det er faktisk en kæmpe fed løgn, at jeg siger, jeg er træt af det, jeg HADER det. Og jeg er et knurhår fra at skide på alt, arbejdsskader, erstatninger, dagpengesager, et hoved, der ikke virker, hele lortet og så bare arbejde for fuld skrue igen. For der ved jeg i det mindste, hvad jeg laver. Men nå nej. Det kan jeg jo heller ikke.

For fanden, hvor er jeg træt.