En af de ting, der har slået mig mest og oftest i det her datingcirkus, jeg lejlighedsvis jonglerer i, er, hvor mange krav folk stiller til en eventuel partner m/k.

Det er virkelig mange, der kører deciderede tjeklister: ”Du er maks. 165 cm høj, vejer højest 49 kilo, motionerer mindst 4 gange om ugen, har et job, der inspirerer dig, tjener dine egne penge, laver velgørenhed, har dyrket Ironman, går kun i kjoler, bruger ikke parfume og er hverken til nips, rødvin, katte, spa, shopping eller rejser i Østen”

I kid you not.

Og indimellem har kravene en nærmest grotesk karakter. Og ja, jeg skriver krav og ikke ønsker, for det er det, det er.Folk dropper hinanden på de mest absurde ting:
For brede skuldre, en ”forkert” gang (Hvordan går man forkert ??!), en ludende holdning, på at træne for meget, træne for lidt, være for muskuløs, for sjov, for klog, ikke have læst længe nok på en videregående uddannelse osv.

Ovennævnte er i øvrigt helt sandfærdige eksempler ude fra virkeligheden. Fra både mænd og kvinder. Jeg er eksempelvis konsekvent en af dem, der bliver kaldt ”For klog” eller ”For sjov”, for det må damer i dag åbenbart ikke være. Er dog ikke nået at blive droppet på denne baggrund, det er heldigvis mig, der er gået først, men der er udpræget meget ”Hold kæft og vær smuk” over datingbranchen theese days (Hvor vi altså skriver 2015 og ikke 1948!)

Bevares, jeg er da heller ikke selv fuldstændig ukritisk. Eksempelvis gider jeg ikke gå ud med en, der er dummere end tagpap, nægter at børste tænder og ikke ved, hvem Amagermanden er (Eller noget i den kaliber)
Men hele den der liste med krav og kriterier – den har jeg altså ikke. Nærmest tværtimod. (Så ville det også blive en kort fornøjelse: ”Du skal bare være Harvey Spector, Hank Moody eller min eks-kæreste”. Næppe gangbart )

Jeg går mere op i, hvad jeg selv har at bidrage med på den front. I min optik skal man se sig selv lidt som en ret til et sammenskudsgilde, både når man dater, og i livet generelt:
”Hvad bringer jeg selv med til buffeten?”

Det er da mere relevant at se på, hvem man selv er, hvad man har at byde ind med, hvor man har udfordringer og hvor man har styrker, i stedet for bare at smække en liste op og give sig til at kræve ind af andre.
For det er faktisk det, jeg synes det minder om, efterhånden. At det er et:
”Jeg vil have, jeg vil have, jeg vil have”-samfund – og livssyn, vi fører, og hvis ikke man kan få det præcis, som man vil have det, så gider man ikke, uden overhovedet at se på, om man selv bidrager med noget brugbart.

Måske er det ikke så underligt, at en kvinde ikke gider en mand, der står på badeværelset og laver store snottere? Eller aldrig vasker sin diller? Eller kun taler om sig selv? Eller har en forventning om at hun smider alt, hvad hun har i hænderne, når det passer ind i hans skema?
Eller en mand, ikke gider en kvinde, der kritiserer alt og alle sønder og sammen? Eller som betragter alt andet end universitetsuddannende som imbecile idioter? Ikke spiser? Eller surmuler?

Det er som om, at man gerne må stille tårnhøje og nærmest umulige forventninger og krav til andre, men det med at se på, om man selv er godt selskab, et godt menneske, rummelig eller måske for kritisk, det bruger vi ikke rigtig. Og det hænder da, at jeg møder typer m/k, hvor det mest oplagte spørgsmål er:
”Mon ikke du overdriver din egen fabelagtighed en kende?”

Ikke at man på nogen måde skal sætte sit lys under en skæppe eller gøre sig selv mindre end man er, men hvis man mener man selv er det største catch og konsekvent er ufrivilligt single – skal der så ikke justeres på noget?
Kan det virkelig passe, at det altid er alle de andre, der er idioter?

Med alle de kriterier, der skal opfyldes, så tror jeg, at det bliver ualmindelig svært at finde lykken inden for noget som helst.
Og jeg siger ikke at man skal nøjes, men hvis man kan få både humor, god sex, de gode samtaler, fælles værdier og et nogenlunde ens livssyn, betyder det så noget, at kvinden har brede skuldre? Eller at manden bygger vildmøller i stedet for at være læge eller er 10 cm for lav i forhold til ”kravet”?
Vi har alle vores ”ting”, som vi ikke kan abstrahere fra eller synes er decideret usexede, og fred være med det. Det er ikke dem, jeg taler om her.

Men hvad synes I?

Skal vi justere lidt på kriterierne eller er det helt fint, at man stiller skræddersyede, tårnhøje krav til en måske-kæreste, for intet mindre end det perfekte kan gøre det?

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!

Comments

comments