Inden vi går til denne uges mandlige kiksere, så lige en opfølgning på det seneste indlæg og en stor tak for de søde ord, der fulgte med.

Faktisk synes jeg ikke, at jeg er specielt modig, fordi jeg tør sige depression ud over hele internettet, men at det er så sørgeligt, at det stadig betragtes som noget man skal skamme sig over, gør en til et dårligere menneske og at det kun er ”sarte typer”, der kan rammes af en depression. Eller stress. For det er i dén grad ikke sandt!

Og derfor gider jeg godt slå et slag for de 500.000 andre danskere, der også oplever både mørket og stigmatiseringen, der følger med og som går og skammer sig i stilhed, for det er dæleme ikke fair.

Jeg har den indstilling at evner forpligtiger, så når jeg kan skrive om det, har et stort publikum og ved, hvad jeg taler som, så er jeg næsten nødt til at tale højt om det, synes jeg.

Så ind i mellem vil der være indlæg om det, resten af tiden er vi ”tilbage ved normalen”. Livet er jo hverken sort eller hvidt, og når mørket er en del af mit liv, så føles det falsk, eller som en løgn, hvis det bliver holdt ude af bloggen, fordi det i mine øjne vil understøtte dyrkelsen af det perfekte og at der kun er plads til at have det godt og være ovenpå. Sådan er det ikke hos mig, take it or leave it, som man siger.

Indlægget er ment som en forklaring på, hvordan det opleves for, at øge forståelsen generelt og som forklaring på, hvorfor der ind i mellem kan være mere stille end ønskeligt herinde, og altså ikke en aktuel status.

For når man ligger helt ned, så er der ikke antydning af energi til noget som helst, ej heller blogging, til at formulere sig i tale eller i skrift, eller til at sende en sms. Eller skovle mad i hovedet. Og den del synes jeg er ret relevant, at få andre mennesker til at forstå. At man er SÅ nede på energi, at det, at hente et glas vand er, at sidestille med at løbe en maraton. Sådan føles det og sådan er det, når man er ramt af en depression, uanset, hvor mærkeligt det lyder og det er IKKE noget man vælger selv.

Robin Williams var fx en gudsbenådet, succesfuld og ekstremt populær skuespiller. Han havde penge, popularitet, succes, familie, hele pakken, og han endte med at tage sit eget liv, fordi han var ramt af en svær depression.
Det er så sørgeligt og et utroligt godt billede på, hvor meget man egentlig kæmper, når man har den sygdom og at man ikke ”Bare kan vælge at være lidt glad og se på de gode ting i livet og så går det væk”.

At det ikke handler om at være negativ, melankolsk anlagt, surmule, en manglende interesse for andre og hvad jeg fx ellers er blevet skudt i skoene undervejs
Der er noget helt andet på spil, noget, der er større og mere kraftfuldt, når det kommer til at trække en ned, end alverdens penge, kærlighed, job & succes og det er skidesvært at forstå, hvordan man er usynligt syg.
Dermed ikke være sagt, at man skal dyrke elendigheden for fuld skrue, men det er derfor, at man skal tale højt om den sygdom. Fordi uvidenheden, fordommene og fordømmelsen lever i bedste velgående..

 

Og så skal vi vist tilbage til de dér mænd.

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!

Comments

comments