Først gang jeg begav mig af med den slags analog ferie, hvor der var hverken telefon eller internetforbindelse, endte det med, at jeg, på dag fem, og voldsomt abstinensramt, råbte:
”Næste år holder vi fandme ferie på et fucking resort med fucking wifi OVERALT!!!”, til daværende kæreste. (Stakkels mand, man begynder at kunne forstå, hvorfor han tog flugten 😉 )
Som hævn var han så flink at dokumentere, hvordan den lille junkie kravlede øverst op på et stengærde med 15 meters frit fald ned af en skrænt på den anden side, i et, bevares, rimelig desperat forsøg på at få noget telefonforbindelse.

Til mit forsvar vil jeg godt lige have skrevet til protokols, at jeg ikke på nogen som helst måde var forberedt på at være uden elektronisk forbindelse til omverdenen. (Hvorfor skriver man ikke sådan noget som udlejer?!) og at jeg, som den flinke lille workaholic, jeg var, havde planlagt, at jeg godt kunne sidde og arbejde lidt under parasollen på den fine italienske terrasse.

Derudover har der det altid med at ske et eller andet i det sekund, jeg forlader landet.
Fx stod jeg i Paris og forsøgte at være romantisk, da to sigtede i en stor sag, jeg dækkende, meget overraskende blev løsladt. Næste gang, jeg kastede mig ud i det parisiske, blev jeg hevet hjem som vært på et eller andet, jeg har glemt, hvad var. En masse forberedelse til en stor sag blev rykket frem og måtte ordnes, da jeg troede, jeg skulle feriere i Grækenland og da jeg sad nede på den italienske bjergtop, uden hverken telefonforbindelse eller internet, var der en etbenet tjetjensk terrorist, der forsøgte at springe sig selv og Hotel Jørgensen i luften i København.
Med andre ord: Det er virkelig svært at mene noget eller assistere kolleger, når man ikke er til at få fat i. Og nej. Jeg kan ikke være ligeglad og bare slukke telefonen. Det giver heller ikke rigtig point i kontaktbogen hos chefen, så på en måde har jeg bare vænnet mig til at være online og ”på” altid.

En ting er, at det er usundt. Og man ikke er en skid nærværende.
Noget andet er, at det faktisk stresser mig helt vildt, hele tiden at køre i den samme cirkel, hvor jeg tjekker og opdaterer Facebook, Twitter, Instagram, blog og to mails hele tiden.
Så nu har jeg givet mig selv en digital detox.
Ingen mail, ingen FB, ingen Twitter, ingen Tinder, ingen datingsites og kun til nød en lille smule Instragram den næste måned.
Og heller ingen mænd på værelset.

Så må vi se hvordan det går…

(NB – bloggen kommer ikke til at lide under det. Jeg har naturligvis arbejdet foran og planlagt indlæg 🙂 )

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!

Comments

comments