Så hold dog kæft og lad mig sige noget pænt

”I love your shoes” sagde fremmed mand til mig, da jeg for et par uger siden holdt og ventede i et kryds og ”Love” skal i dette tilfælde udtales ”Lååååååååååååååååve” på Ole Henriksen – måden.
Mere var der ikke i det. Han fortsatte sin tur ud i natten og jeg min vej hjem, helt glad i låget over det uventede kompliment. Samtidig fik det mig også til at tænke.

Manden, jeg mødte, var tydeligvis turist og det faldt ham helt naturligt, at sige noget pænt til en kvinde, han tilfældigvis ser på gaden. Og nej, han var ikke ”ude på noget” eller havde ”uartige hensigter”, det var virkelig bare en straight up kompliment og det ville aldrig ske, hvis det havde været en dansk mand.
Hvis manden havde været dansker, så havde der enten
1) Været en helt klar bagtanke, hvor henvendelsen var blevet fulgt op af noget: ”Hvor skal du hen og skal jeg ikke gå med”-agtigt eller tiltalen havde været en kende mere direkte som i
2) ”Ska’ vi knep?’” som voksne mænd åbenbart antager virker charmerende på kvinder, der står i barer, sidder på cafeer og cykler på job kl. 8 om morgenen…

Nu er det ikke for at være ude med riven efter mændene. Jeg er heldigvis også så heldig, at jeg kender mænd fx kolleger og venner, der er ualmindeligt gode til og rundhåndede med komplimenter. Virkelig. Og jeg elsker dem for det, fordi det bare er god stil og det virker.

Tilsvarende kender jeg så også kvinder, der er ualmindeligt dårlige til at tage imod en kompliment – også fra andre kvinder. Ligesom jeg kender mænd, der ikke formår at sige noget som helst pænt til kvinder overhovedet. Heller ikke kvinder, som de, rent faktisk, er interesserede i, hvilket slet ikke giver mening, for kvinder kan, per egen definition, bare aldrig blive for rige, for tynde, få for mange diamanter, komplimenter eller sko. Sådan er det bare.

Så hvis man er mand, single og godt kunne tænke sig ikke at være det, så kan det være en gode idé, at se på ens egne evner ud i ros. Det er nemlig noget kvinder tester.
Ikke fordi vi er needy, desperate følelsesmæssige vampyrer i konstant underskud af ros, men fordi vi prøver at undgå typer, der er følelsesmæssigt nærige.
Hvis en mand, i den allermest indledende fase ikke kan formå at mønstre en kompliment, så kan han altså heller ikke om tre eller om ti år. Højest sandsynligt er han typen, der selv er i underskud og derfor tror der går noget af ham, hvis han roser andre. Så det gør han ikke, men forlanger selv ros, medlidenhed og opbakning en masse, bortset fra at det aldrig er nok. Og det vil aldrig blive godt nok.

Det er altid ham, det er mest synd for, ham, som er mest syg eller som har haft den hårdeste dag, uanset om han så har vundet i Lotto og du har fået begge ben kørt af. Ingen former for nærighed er charmerende, men den følelsesmæssige er en af de værste, så den prøver de fleste kvinder at undgå (Og for en god ordens skyld: Vi taler altså ikke om den version, hvor tilbageholdenheden skyldes at man lige har mødt hinanden og almindelig generthed)

Noget tyder desværre bare på, at vi også indimellem ødelægger det for os selv, for kvinder kan godt blive væsentligt bedre til at tage imod de rosende ord, der tilfalder os undervejs.

Jeg har flere gange stået med veninder og komplimenteret dem for tøj, hår, vægttab eller lignende og jeg, stort set, aldrig sluppet igennem med rosen. Den bliver altid mødt af en mur af bortforklaringer som:

”Ai, jeg skal tværtimod tabe mig, Jeg har da taget helt vildt på. Jakken? Det er bare en gammel ting fra H&M osv.” og hvor jeg simpelthen får lyst til at ruske dem og råbe:
”Nu holder du fanme kæft og lader mig sige noget pænt”, for det er jo skideirriterende, at ens ros bliver devalueret hurtigere end rubler i det tidligere Sovjetunionen.
Jeg ender med at få helt nedtur og tænke ”Hvorfor mon det ikke betyder noget? Hvorfor bliver mit kompliment ikke regnet for noget, siden det skal fejes af banen på den måde?” og så bliver det jo netop ikke til noget, uanset køn.

Der er bare noget med komplimenter og os danskere og jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvad det er? Er det janteloven? En angst for at virke selvfed?

Uanset hvad, så er det helt vildt ærgerligt, for der er ikke noget, der kan gøre folk så glade, både at give og modtage, som komplimenter. Det er virkelig en ”Two way street”, hvor begge parter går glade derfra og derfor har jeg besluttet at skrue maks. op i rose-departementet.

Faktisk er jeg allerede gået i gang, for det er en af de ting, der røg, da stresshjernen satte ind. Altså de der sociale evner, hvor man husker at sige ”Dejligt at se dig, Du ser godt ud, Tak for kaffe, Tillykke med jobbet, Tillykke med fødselsdagen, Går det godt?, Hyggeligt at møde dig” osv. de evner er fuldstændig røget ud. Så pisseirriterende for man virker jo, mildest talt, uopdragen og som komplet social analfabet.

Så derfor tænker jeg, at vi måske kan øve os i fælleskab? Både mænd og kvinder på hinanden? Det er trods alt en ret beskeden indsats og man kan faktisk vænne sig så meget til det, at man går en hel ferie og pr. refleks siger: ”Du ser sgu så dejlig ud” til alle. Også dem, der ikke taler dansk og slet ikke forstår ”Rytteriet i Gentofte-accenten”. Men de så sgu så glade ud alligevel 😉

Hvad siger I ? Er I med?

Skoene er forresten fra Proenza Schouler og fås hos Holly Golightly.

English recap: I’ve got an unexpected compliment for my shoes from at complete stranger and that made me really happy. In Denmark we suck at giving compliments, so now I’ve begun my own little experiment: Compliments for everybody! Are you in?