Tidligere ville jeg hellere gnave min arm af ved albuen end at fragte mig selv på ferie i bil. Jeg mener, hvorfor bruge to x 12-24 timer på at køre frem og tilbage til Destination Sydpå, når man bare kan hoppe ombord i et fly og sidde klar i solstolen 3 timer senere?
Men så var det, at jeg blev omvendt. Helt og aldeles. Måske har det noget at gøre med en rædselstur til Tunesien med en rejsetid på 12 timer hver vej. For når man først har prøvet at udføre hjemrejse iført 40 i feber, voldsomt maveonde og en sær parasit som skjult passager, så er et halvt døgn i rumlende bus (som ikke lige stopper, når man ”skal”), lufthavne uden toiletpapir og fly propfyldt med skrigende unger ikke lige sagen. Derfor har jeg efterfølgende været ret modtagelig overfor argumentet: ”Når man regner kørsel til lufthavn, alle de timer, man skal møde inden check-in, flyveturen og bumleturen i bus ud til hotellet sammen, så er det faktisk rigtig mange timer, som man kan nå at køre selv”. Plus det allerbedste i min bog: At man selv vælger selskabet undervejs!
Med andre ord, så synes jeg faktisk, at det er pissehyggeligt at være på roadtrip, især hvis man forbereder sig med god musik, mad, noget at se frem til undervejs og evt. overnatning. Der er ikke nogen andres børn, der skriger og sparker en i ryggen, man kan få alle de tissepauser, man vil, man kan slæbe alt det med hjem, som man vil (Læs: selvfølgelig kan der stå to sydfranske kæmpeplanter på bagsædet) man kan have hund med, man kan tale om alt mellem himmel og jord, når man alligevel sidder sammen i bilen og der er masser at se på undervejs. Og kaffen på italienske rastepladser er lysår bedre end den danske cafeer serverer!
En af de vigtigste ting, når man er på tur er selvfølgelig maden. Selvfølgelig kan man holde den kørende på currywürst mit pommes, kaffe, cola og slik hele vejen, men hvis man, som mig, hverken kan tåle gluten eller mælk, kan det dog godt blive noget af en udfordring. Her har de snedige og effektive tyskere lavet en online- guide med alle de steder, man kan spise glutenfrit hele vejen gennem Tyskland. Det er altså tysk effektivitet, når det er bedst!
Andre ting, der er gode at have med undervejs er gulerødder, mandler, frugt, skoleagurker, kiks og evt. en køletaske med brød, pålæg, mælk osv., så alle er sikre på at få noget ordentligt at spise.
Derudover har jeg følgende gode råd:
1) Gør det der fungerer. Nogle vil helst køre i et stræk, andre fungerer bedst med en overnatning. Bliv enige om hjemmefra, hvad I har det bedst med. Hvis I er skruphysteriske de første dage af ferien pga. manglende søvn på turen derned, er en overnatning en god investering.
2) Meget trafikalt bøvl kan også undgås, hvis man holder sig fra at køre på de store rejsedage fredag og lørdag.
3) Se noget undervejs. Hamborg, Frankfurt am mein, Begrenz, Mosel, Koblenz, Trier, Lichtenstein & Lugano er fx fine steder til en afstikker undervejs. Der er både hvidvinsmarker, gamle slotte, svulstige schnitzler og byer på UNESCOS kulturarvsliste. Sæt en time af i tidsplanen til at gå en tur, gå i friluftsbad, spise frokost/aftensmad og se lidt andet. Der er ekstremt smukke steder og lækker mad i Tyskland og Schweiz og det en oplevelse i sig selv.
4) Hold tidsplanen. Det tager overraskende lang tid at holde småpauser, når alle skal tisse, ryge, købe kaffe, spise is, lufte hund, veksle småpenge mm. Men hvis tiden skrider hver gang, giver det snildt et par timers ekstra køretid før man er fremme.
5) Bestil overnatning hjemmefra. Det er begrænset festligt at køre fra det ene udsolgte motorvejshotel til det andet kl.3 om natten. Brug evt. hotels.com til at finde overnatning i en by tæt på motorvejen. Det er tit lige så billigt og meget hyggeligere at bo i et schweizisk gasthaus end i en betonsilo. Links und Rechts der Autobahn er også kommet online og guider til rastepladser og hoteller undervejs.
6) Hav evt. skiftetøj og toiletsager i en lille, separat taske, så alle kufferter ikke skal slæbes ud af den nøje, grundige og præcisionspakkede bil.
7) Hvis I overnatter tæt på grænsen til Schweiz, så spring den kedelige, tyske motorvejsmorgenmad over og se i stedet frem til lækre, nybagte croissanter, friskpresset juice og god kaffe på de schweiziske rastepladser.
8) Hav altid godt med vand, kiks og fx mandler i bilen. Godt til sultne og tørstige passagerer, børn og hunde, når man er fanget i enten kø eller omkørsel. Hunden vil dog nok foretrække en rigtig hundesnack.
9) Hvis du har din hund med på køreferie, så husk lettilgængelige snacks, vand, legetøj og hyppige lufteture. Lav evt. nogle søge- og lydighedsøvelser i pauserne, så hunden også stimuleres mentalt. Hav også styr på sikkerheden enten ved, at hunden er i en transportkasse eller fastspændt i hundesikkerhedssele på bagsædet. Ved en kollision kan en selv lille hund gøre stor skade på passagererne, hvis den slynges gennem kabinen. Hvis hunden anbringes i en transportkasse, skal kassen stå med siden til, så hundens krop vender på tværs af bilens kørselsretning. Hvis kassen i stedet vender sådan, at hundes hoved eller bagkrop er i bilens kørselsretning, er der større risiko for skader på ryg eller hoved.
Tjek også jævnligt, at den ikke har det for varmt!
10) Helt lavpraktisk: Sørg for at holde tissepause, når det er nødvendigt. Karmaloven på motorveje er altid sådan, at i det sekund man tænker: ”Jeg kan sagtens holde mig indtil næste rasteplads”, så ryger man ind i et uheld eller en omkørsel, der giver et par timer i kø. Og tro mig: Ingen har lyst til at tisse i en skål for øjnene af andre i bilen (Ikke mig, en veninde) Eller hænge på kanten af en schweizisk håndvask, fordi man er meget trængende og har glemt, at Euro ikke giver adgang til de hellige toilethaller i Schweiz!(Det var så desværre mig)
Hvad er dine bedste tips, når det gælder kør-selv ferie?
Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!





Comments
comments
Pingback: Guide: Her skal du drikke kaffe i Odense | C & the City