Madbanditten aka Jane Faeber står bag et af årets allerstørste boghit om en ny madtendens LCHF, hvor godt med kød og fedt er vejen til vægttab og et sundere liv. Meget, meget interessant og du kan få et fint indblik i, hvad det handler om på Janes fine blog, der er et rent tag-selv bord af lækre opskrifter.
Udover at være succesfuld forfatter gør Jane det som mange andre drømmer om, nemlig pakker familien og sydfrugterne og tager læææænge til Thailand hver vinter. Få hendes tips her.
Hvornår og hvordan blev du bidt af at rejse?
Jeg har altid lidt af udelængsel og en drøm om at bo i udlandet. Som 19-årig flyttede jeg til Paris uden penge, job eller bolig. Mindre detalje, tænkte jeg dengang. Jeg fandt da også hurtigt både job og bolig og endte med at bo der i to år.
Hvad er rejseri for dig i 10 ord eller mindre?
Rejseri er frihed.
Har du et hemmeligt trick til bedre service eller opgradering, der altid virker?
Vi giver altid gode drikkepenge til rengøringen og til tjenerne i morgenmadsrestauranten helt fra starten af vores ferie. På den måde sikrer vi os god opmærksomhed hele vores ophold. Derudover opfører vi os altid pænt og ydmygt og undgår den lidt kedelige ”kræver-mentalitet”.
Hvad er din favoritmåde at rejse på og hvorfor?
Vi holder meget af at tilrettelægge vores rejser selv. Dels er planlægningen den halve glæde, og dels betyder det, at vi ender på steder, som er mindre besøgte, end hvis vi havde valgt en pakkeløsning. Vi har rejst til Thailand de sidste fire vintre og det, der bliver ved med at trække os derud, er den ro og det nærvær, vi finder ved at være så langt væk hjemmefra. Så sidder jeg der i strandkanten med min mand og mine børn omkring mig og udsigt til sol, sand og vand, så langt øjet rækker og tænker, at lige her har jeg alt det, jeg behøver i verden. Jeg øver mig virkelig i at finde den følelse herhjemme også.
Hvad er din mest specielle rejseoplevelse?
I 2004 tog vi til Gambia, min mand og jeg. Vi var i en lidt svær situation familiemæssigt og havde brug for at få tingene lidt på afstand. Her blev vi mødt med smukke, endeløse hvide sandstrande og et brutalt hav med store bølger. Desuden oplevede vi en utrolig imødekommenhed og livsglæde fra et fattigt folk, som virkelig ønskede at give en god oplevelse af deres land. Jeg har siden haft lyst til at tage tilbage men har ikke turdet. Tænk nu, hvis det er lutter store hoteller i dag!
Hvad er dit bedste rejseminde, der involverer mad?
Jamen hvordan skal jeg næsten vælge? Mad er jo ofte omdrejningspunktet på vores rejser! Vi går sjældent efter de store Michelin-restaurantoplevelser men forsøger mere at finde steder, som har sjæl. Hver gang vi er i Paris, er det en tradition, at vi skal spise på restauranten Chez Robert & Louise den første aften. Det er som at træde ind i et andet århundrede, og man sidder skulder til skulder med andre gæster, imens fatter steger store bøffer over åben ild nede i enden af den lillebitte restaurant.
Hvad er det allervigtigste du har lært af at være blogger?
At vi sagtens kan være uenige og stadig have en god dialog. Sundhed og mad nærmer sig jo nogle gange religiøse højder, og jeg synes, det er vigtigt at give plads til, at andre har en anden oplevelse end mig. Samtidig er jeg også nødt til at minde mig selv om, at jeg ikke kan være alt for alle. Men vi kan godt tale pænt til hinanden, selvom vi taler fra hver vores lejr.
Hvor skal du hen næste gang?
Vi skal til Sydfrankrig i sommerferien. Min far er flyttet permanent derned, og vi skal ned og besøge ham og hans kone.
Hvis du også har fået mod på at rejse til Thailand på egen hånd, så er der hjælp at hente i guiden her.
Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!





Comments
comments