En af de første ting, der sker, når grænsen til Frankrig krydses er, at indtage et apotek og giver sig til at flå ned af hylderne. De franske apoteker er et kosmetisk eventyrland, især når det kommer til hudpleje og kosmetikmærker, for de er vidt berømmede for at være ualmindeligt gode og prisvenlige. Nogle af dem kan også fås herhjemme, men udvalget er langt større og prisen endnu lavere, når de købes i La France.
Man mister som regel fuldstændig overblikket og køber sig fattig i fristende produkter, der skal prøves, men jeg tanker også solidt op af favoritter, der bare altid holder. Forbered dog gerne eventuelle medrejsende på, at det godt kan tage et par timer at gennemgå udvalget på de største apoteker systematisk (Her tænker jeg især på mænd, der har det med at blive noget stramme i betrækket, når de runder den første times ventetid…)
Alternativt kan du gå målrettet efter ting, der bare virker. Mit bud er disse fem franske favoritter som jeg, i denne omgang, synes er særligt anbefalelsesværdige – og hvor du ikke behøver betale overvægt på flyet, for de kan nemlig også købes på vores allerbedste ven: Netshops. Både de store skønhedssites, men også de franske apoteker, der nu er begyndt at sælge godterne på nettet, dog til en forholdsvis høj fragt.
Mais oui, selvfølgelig ingen hitliste uden den hypede Bioderma Créaline H20 Solution Micellaire, der går for at være favorit blandt både modeller, skønhedsredaktører og modefolk. Den er et one-hit-wonder, der fjerner både ansigts- og øjenmake up, er uparfumeret, skal ikke skylles af og koster ikke en skid. Derudover er den mild mod huden og på alle måder en lifesaver for de travle og dovne (læs: moi), der ellers ville gå i seng med ansigtet fuldt af krigsmaling. Du kan købe den på alle franske apoteker, både i en lille rejsevenlig størrelse og helt op til 500 ml til priser mellem 50 og 150 kr. Køb rigeligt, for den fås ikke i Danmark.
Vichys Liftactiv Serum 10 er forholdsvis ny på markedet, men værd at stifte bekendtskab med. Den bliver solgt som anti-rynke serum, men giver huden en overhaling, der både virker udglattende, fugtende og giver god glød. Til 200 kr. er der ikke meget at betænke sig på.
Der er få ting, jeg hader mere i verden end solcreme! Desværre bryder jeg mig heller ikke om, at ligne Hitler, hvilket nemt kan ske, fordi selv den mindste sol får mine fregner til at frembringe et tydeligt og umiskendeligt Hitler-overskæg. Solcremen Anthelios XL i solfaktor 50 fra La Roche Posay kan både forhindre det – og at jeg flår huden af mig selv i irritation over at have solcreme i ansigtet. Den er så tynd, at man ikke ligner en glinsende discokugle i ansigtet som andre fede solcremer – og så kan den fås i en version med en lille smule farve, så rødme, fregner, pigmentpletter og andet godt udjævnes. Ca. 150 kr.
Kropsolien fra Nuxe, Huile Prodigieuse, er en klassiker, men det gør den ikke dårligere. Den gyldne økologiske olie fås både med og uden glimmer og er et fantastisk multifunktionelt produkt. Den kan smøres direkte på huden, bruges til at samle tørre spidser i håret eller som dybdevirkende hårkur og koster ca. 150 kr. Til gengæld er jeg ikke superbegejstret for duften, men sådan er vi jo så forskellige.
Deodoranten fra Vichy kan modstå alt i modsætning til sine konkurrenter, der er dobbelt så dyre. Uanset om det er 35 graders varme, en præsentation af ideer for hele den samlede direktion, overgangsalder eller hot date, så skal du hverken bekymre dig om våde pletter under armene eller at lugte af ged (Pardon my french) Til ca. 100 kr. er det aldeles tilfredsstillende.
Står du ikke og skal til Frankrig foreløbig, så frygt ej. Webshoppen Escentual har kappet 1/3 af prisen på alle franske mærker, hvilket betyder halv pris i forhold til priserne i Danmark. Du kan shoppe løs indtil 1. april. Allez allez!
Har du en fransk favorit, du anbefaler?
Kan du lide, hvad du læser? Så del gerne indlægget via knapperne i bunden af indlægget. Du kan også skrive dig op til nyhedsbrevet via boksen til højre og modtage indlæg direkte i din indbakke
Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!





Comments
comments