Et knurhår fra at stemme blankt og 10 bud på, hvad man kan gøre ved det

 

Efter knap fire ugers valgkamp kan jeg konkludere følgende:
1) Jeg har aldrig været mere politisk hjemløs

2) Jeg har aldrig været tættere på at stemme blankt

3) Jeg har aldrig været mere opsat på at sætte et kryds, der v-i-r-k-e-l-i-g sparker igennem og

4) Jeg har aldrig følt, at det er mere umuligt end det er netop nu

Jeg ved ikke, om man får så seriøst et overload af imbecil politik, luftkasteller, tomme løfter, bizarre gaveboder og en horribel frygt for alt, der er mere fremmed end sønderjysk spegepølse, at man overvejer at emigere eller om det generelle politiske landskab pt. bare er fucked up håbløst.

Status er, at jeg virkelig synes denne valgkamp lader meget tilbage at ønske, hvilket jo i sig selv er absurd, eftersom den reelt har været i gang siden nytår.

Problemet er, for mig, at de samme ting, er blevet diskuteret igen og igen og igen, på bekostning af andre, lige så vigtige ting, der slet ikke har fået plads og at politikerne har stået i kø for at overbyde hinanden på det samme.

Der lader til at være bred enighed om, at dette er et af de vigtige valg nogensinde, fordi vi står overfor meget konkrete, specifikke udfordringer som skal løses i allernærmeste fremtid. Jeg synes bare overhovedet ikke, at nogle af de bud, der pt. er givet, virker særligt attraktive. Og selvom jeg måske kunne finde en at stemme på, så har de pågældende partier samarbejdspartnere og parlamentariske grundlag, som jeg no fucking way vil være med til at støtte.

Det føles fuldstændig bizart, at være et nogenlunde fornuftigt voksent menneske, der synes, at dem, der har det svært, skal behandles pænt, at syge skal kunne behandles, at børn ikke skal sidde i årevis og udvikle angst i asylcentre, at gamle og børn skal have anstændige forhold og vi nok ikke kan blive ved med blot at indkræve mere i skat, mens polerne smelter og isbjørnene sulter.

Jeg ved ikke om der er noget, der hedder en humanist, politisk set, men det er det, jeg er. Og jeg har det ualmindeligt stramt med en borgerlig regering, der i fire år har stået med bukserne om hælene, røven i vejret og lavet ren ”Bend over” for Dansk Folkeparti, der har fået gennemtrumfet den ene større urimelighed efter den anden, en ældreminister, der har været komplet fraværende, mens groteske historier om mangelfuld ældrepleje har verseret og et parti, der, seriøst, går til valg på billigere både, mens både sundhedsvæsenet og daginstitutioner sejler.

I den anden lejr har jeg det præcis lige så stramt med, at den eneste vej ud af ALT, er højere skatter, bundet op af støttepartier, der markedsfører sig på komplet urealistiske gavebodsløfter og selv har voldsomt svært ved at overholde de ting, som der skal lovgives omkring hos os andre.
SF har fx stemt for nedrivning af aldeles glimrende boliger, hvad der ikke kan betragtes som specielt klimavenligt, mens Alternativet, der kalder sig ”Klimaets vagthund”, selv slår rekord i flyrejser…
Samtidig med at den tidligere røde regering også stod bag nogle meget markante velfærdsforringelser, der belejligt er glemt nu, hvor der skal fiskes nye stemmer.

Det var Mette Frederiksen, der i sin tid som beskæftigelsesminister, lavede så omfattende reformer, at det reelt er blevet umuligt at få en førtidspension.
I stedet cykler folk rundt i årevis i sengepraktikker ned til 15 minutter, hvilket også betyder, at der er langt til de to dages arbejde, der er Løkkes grænse for, at man må gå på pension som nedslidt.
Og så virker det jo påfaldende, at begge partier er gået til valg på, at man må gå tidligere på pension, hvis man er syg eller nedslidt …

Skulle man så ikke i stedet se på lovgivningen om førtidspension og lave ændringer der?
I stedet for at vifte folk om næsen med noget, man ikke engang kan definere, når der i forvejen er et kæmpeproblem i den politik, man allerede har lavet?

I samme reform blev sygedagpengeperioden halveret, og det harmonerer jo ualmindeligt dårligt med et sundhedsvæsen, hvor der er flere års ventetid. Og ingen forholder sig reelt til problemet, for der er næppe nogen, der bliver hurtigere rask af også at blive fattig.

Beklageligvis har jeg ikke løsningen, men jeg kan pege på nogle af de ting, man selv kan stille op, hvis man lige som mig sidder i 11. time og ikke rigtig aner, hvad man skal stille op, men helst ikke vil stemme blankt, trods alt.

 

 

 

  • Glem alt, hvad du har sat dig ind i til EU-valget. Der er ekstremt stor forskel på EU-politik og dansk indenrigspolitik og du kan ikke gå ud fra, at det de forskellige partier har sagt, også gælder på de indre fronter. Mærkesagerne kan sagtens være forskellige. De handler også om, at der er forskellige alliancer omkring, hvem man samarbejder med i EU, hvilken gruppering man er i og her er også forskel på dansk – og EU politik. Så: Forfra.

 

  • Søg viden.
    Forstået på den måde, at du skal søge viden andre steder fra, end du normalt gør for man har det med at få viden fra personer og medier, hvor man i forvejen er enig. Og nej, det er ikke nok kun at se nyheder på TV, for der bringer man det, der kan lade sig gøre på dagen. Aviserne har mulighed for at være mere dybdegående og over længere formater end et indslag på 1 minut og 30 sekunder.
    Politiken har været så elskværdige, at gøre alle artikler om politik gratis op til valget, og Information har set på, hvordan politikerne reelt har stemt – og der er meget markant forskel på, hvad de siger, og hvad de gør. Så er du i tvivl, så faktatjek endelig.

 

  • Tag alle de kandidattests, du kan komme i nærheden af
    De forskellige tests er skruet forskelligt sammen og spørgsmålene er også formuleret forskelligt, så du kan sagtens få helt forskellige svar, afhængigt af hvilken test, du tager. Derfor: Tag så mange som muligt, så har du et nogenlunde oplyst grundlag, at agere ud fra. Læg især også mærke til, hvad der mangler i de forskellige tests. Der er ret mange væsentlige ting som fx ligestilling af psykisk og fysisk sygdom, der mangler i dem alle og så er det jo ikke underligt, at psykiatrien er så voldsomt underprioriteret, stadig. Ikke engang, når der er valg, synes politikere eller medier, at det er vigtigt og det er jo tankevækkende på alle måder.

 

  • Vælg det, der er vigtigt for dig
    Gaveboden er i dén grad åben og der er nærmest ikke det, der ikke kan lade sig gøre. Men man kan ikke få det hele og man finder nok heller ikke alt det, man ønsker i et enkelt parti. Så du må finde ud af, hvad der er vigtigst for dig og OGSÅ, hvordan det skal betales. Der er no such thing as a free lunch, så hvis du gerne vil have en pædagog pr. barn i din institution, så kan det betyde, at din bedstemor aldrig kommer i bad, fordi det bliver sparet væk eller at alle klimatiltag droppes. Eksempelvis. Uanset hvad du ønsker, og hvad der bliver lovet, så tjek, hvor pengene bliver taget fra.

 

  • Tjek samarbejdspartnerne
    Det er svært nok at finde ud af, hvem man skal stemme på. Endnu sværere bliver det, når man opdager, hvem de samarbejder med. Ikke kun, hvem der er det parlamentariske grundlag, men også hvem der reelt bliver lavet forlig med. Socialdemokraterne har før vendt deres politiske allierede ryggen for at lave forlig med den borgerlige regering og DF.
    Dansk Folkeparti har også solgt sig selv ekstremt dyrt for at støtte regeringen. Således har vi både fået en smykkelov, politiheste i København, et burkaforbud, en ringvej i Mariager og grænsekontrol, fordi det var prisen.På samme måde skal man stille et stort spørgsmålstegn, når et støtteparti markedsfører sig på: ”At så vælter vi regeringen”. Hvis der kan skabes et flertal udenom, så er der intet, der vælter.
    Det eneste det er afgørende er de 90 mandater, der giver flertal og er der et flertal, så bestemmer det, og ingen vælter.

 

  • Drop naiviteten
    Jeg har lidt for mange gange hørt:
    ”Ahmen det kommer jo aldrig til at ske” i den her valgkamp, og er bare nødt til at sige ”Historien viser noget andet”
    Der er eksempler nok på, at alt kan ske. Ingen havde fx tiltroet Dansk Folkeparti de store muligheder for at blive valgt ind, da de udbrød fra Fremskridtspartiet, men de har gang på gang fået rekordvalg og har dikteret det meste af dansk politik i pænt mange år efterhånden.
    Igen: Det handler om, at kunne tælle til 90. Og vi har altså partier, der kan stemmes på, der i ramme alvor mener, at alle, der er mørkere i huden end skummetmælksfarvet, ikke må være i Danmark,
    Hvis man først lykkes med at få aktiveret sofavælgerne, kan man nå virkelig langt. De mest ekstreme skal nok få stemt og den meget store gruppe af tvivlere eller dem, der ikke gider stemme, kan i dén grad gøre en forskel.

    Så tag det alvorligt og husk på historien. Europa så helt anderledes ud for bare 50 år siden og i Østrig består den siddende regering af bla. af et parti fra den yderste højrefløj. I USA er stat efter stat i gang med at forbyde fri abort. Sådan et parti har vi også i Danmark, selvom de ikke vil sige det højt.
    Det er de 90 mandater, der stemmer, så hvad nu hvis de tre højrenationale partier og abortmodstanderne endte med et flertal ? Jeg siger det bare. (Lige dén konstellation sker nok næppe, men det er pointen i at mønstre et flertal, jeg forsøger at illustrere)

 

  • Tag debatten. Igen og igen og igen.
    Jeg er blevet meget overrasket, for ikke at sige rystet over, at mennesker, jeg betragter som kloge, veluddannede, empatiske og fornuftige, er forfaldet til den præcis samme retorik som den, som de skriver og taler grimt om og endda gør det i Facebook-grupper, der er skabt til lejligheden.En ting er, at man er uenige, men man skal tale ordentligt. Og jeg er HELT med på, at der er mennesker, der stiller op til dette valg, der siger ting om andre mennesker, hvor man kan argumentere for, at de pågældende bør ligge under en varm dyne, velmedicinerede og uden adgang til sociale medier.

    MEN voksenmobning og at sparke på andre, er ikke bare ufint, det har en slagside, for der ER altså forskel på folk i det her land. Uanset om man ønsker det eller ej. Jeg vil godt understrege på det allerkraftigste, at jeg IKKE peger fingre, eller taler nedladende om nogen, uanset om det er den kreative klasse eller kontanthjælpsmodtagere, men man har forskellige udfordringer afhængig af livsvilkår, geografi, arbejde, helbred osv.

    – Bor man i grænselandet, kan man have udfordringer i forhold til tilrejsende af anden etnisk herkomst, som det kan svære svært at forstå i Århus, Odense, Nordsjælland eller Nordjylland.

    – Bor man i et område, hvor arbejdspladser er lukket, outsourcet og offentlig transport er ikke-eksisterende, kan man have helt konkrete problemer med at komme på arbejde, hvis ikke man har to biler.

    – Har man været syg mere end 22 uger og er overgået på kontanthjælpssatsen, mens man venter på at kunne blive behandlet på et sygehus, så kan det være svært at finde overskuddet til at hækle sine egne vatrondeller og råd til at købe økologisk for at passe på klimaet. Det der fylder er, om man kan betale sin husleje og skrabe sammen til en fødselsdagsgave til sit barn.

    – Har man et barn med et handicap, kan det være nødvendigt at være på deltid, for at pasning, træning, mv kan gå op.

    –  Bor man i hovedstadsområdet og skal gå meget på arbejde for at kunne betale for en dyr husleje og ditto institutionspladser, er kan det være ret afgørende, at man kan aflevere sit barn i nogenlunde sikre rammer. Eller få flere penge udbetalt til sig selv, så man kan købe sig til ekstra hjælp.

    Og så videre og så videre. Alle vores udgangspunkter og det, vi synes er vigtigt, er forskellige og det er helt som det skal være.

    Problemet der kan opstå er, at når dem, der udefra set, har “Deres på det tørre” giver sig til at håne og pege fingre, for så aktiverer det alle de mange andre mennesker, der føler sig overset / mangler noget / føler sig uretfærdigt behandlede.

    Ser man på mediebilledet (Og her taler jeg både blogs, politikere, meningsdannere og hele mediebranchen), så er det ret få mennesker, der har voldsomt meget indflydelse. Dem, man typisk omtaler om “Den kreative klasse”, “Magthaverne” og “De virkelig velstillede”.
    Men statistisk set er det egentlig ret få mennesker, der blot har voldsomt meget taletid og som ingenlunde udgør hele Danmark, selvom det kan virke sådan.

    Så når fx en politiker opretter en Facebookgrupper, hvor man håner, peger fingre og mobber og andre følger trop med opslag i samme dur, så er der er rigtig mange mennesker, der mener, at de førnævnte grupper ikke kun har for meget indflydelse, men også er ude af takt med resten af landet og som derfor får trangen til at gå kontra. Alene fordi at retorikken opfattes som bedrevidende og nedladende.
    Sagt på en anden måde: Når man sparker på nogle, så får andre trang til at forsvare dem, også selvom deres politik er helt til hest. Eller fordi der er dele af deres politik, der imødeser det problem, man selv har i sin hverdag.

    Når der pludselig kommer politikere fra ingenting og med et kan mønstre en opstilling til Folketinget, så skal man:
    1) Tage det alvorligt
    2) Spørge: Hvad er det, de peger på, som vi har overset ? Og det er især de etablerede partier, der skal stille det spørgsmål.
    3) Og så skal man lave sit faktatjek

    I de sidste fire år, har vi haft den strammeste udlændingelovgivning nogensinde. Helt ud på kanten af konventionerne. Samtidig er der kommet ekstremt få udlændinge til Danmark.

    Derfor skal man stille sig selv spørgsmålet: “Er det reelt udlændingepolitiken, der tiltaler folk, eller kan det være noget andet?”

    For vi har også haft nogle af de strammeste reformer nogensinde på kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension, som ALLE partier, undtagen Enhedslisten har stemt for. Så hvis man er utilfreds med det, hvor går man så hen?

    Og det de yderligtgående højrefløjspartier alle har til fælles, udover udlændingepolitikken, er netop socialpolitiken, der vil ændre de ting. Så vupti: De taler til en meget stor gruppe af mennesker, som de etablerede partier har glemt: Syge, handicappede, ældre, fattige, osv.
    Folk behøver ikke være blevet yderligtgående, fremmedfjendske typer, de kan blot være trætte af socialpolitikken, der driver handicappede rundt i jobcentre i årevis og have fundet et parti, der siger, de vil gøre op med det. Og hvis man så også oplever, man bliver hånet oveni af dem, der indførte stramningerne… You do the math.

    Derfor: Tag diskussionen sagligt i stedet. Der er intet, der kan afsløre at folk er idioter, så godt som at pille dem fra hinanden med argumenter. Og er det helt umuligt, så ti dem ihjel.
    At skrive grimme ting om folk på fx sociale medier, har den slagside, at algoritmerne er designede til at hive de mest likede og kommenterede ting op øverst – og så er der endnu mere opmærksomhed og taletid til dem, man ikke kan lide.

  • Brug din bullshit-detektor
    Igen: Løfterne er omfattende. Man har fornemmelsen af, at 13 partilederes mødre kunne blive solgt for højestbydende lige pt. Men igen: Et af de bedre parametre er, at se på, hvad folk gør, ikke hvad de siger. Og der er altså blevet indgået jævnt mange aftaler på kryds og tværs i bogstavkombinationer, der har været svært at forestille sig på forhånd.
    Se fx nedenstående, der viser hvordan, der er blevet stemt og det harmonerer jævnt dårligt med det, der bliver sagt. Venstre og Socialdemokraterne ligger eksempelvis overordentlig meget på linje:
  • Et af stederne, hvor det også meget tydeligt viser sig, er på klimaområdet.
    Alle politikerne har fanget, at det er en mærkesag for vælgerne, alle politikere siger, at det er vigtigt.
    Alligevel farer Socialdemokraterne rundt og deler roser ud, hvis CO2 aftryk ikke gør noget godt for klimaet, Alternativet flyver røven ud af bukserne, SF river boliger ned og den nuværende regering afskaffede 2020-målene, og har skåret markant ned for forskningen, til trods for, at uafhængig forskning er voldsomt vigtig, når det kommer til netop at bekæmpe klimaforandringerne.

    Så: Se på om der er handling og viden bag ordene.
    (Hvis vi skal være helt ærlige, så kan man få tanken, at ingen af partierne reelt har haft en klimapolitik, før det gik op for dem, at der var stemmer i det…)

 

  • Spørg!
    Du er den eneste, der ved, hvad der er vigtigt for dig.
    Spørg om alt det, du gerne vil have svar på. Du har en ret unik adgang til dine politikerne, både i valgdebatter, på Twitter, Facebook og i TV programmer. Du kan faktisk skrive direkte til en politiker med dit spørgsmål til, hvis du vil. Brug muligheden. Især også til at spørge ind til den politik, der allerede ER blevet ført, som jo er en del mere konkret, end det man lover, når man gerne vil have fire år mere. Og hvis du ikke får et svar, ja så kan man jo også lægge sin stemme udfra det.

 

  • Se på det store perspektiv
    Vi er nu nået dertil i valgkampen, hvor det har vist sig, at der er enighed på bestemt ting, partierne imellem. Jeg ved godt, at jeg tidligere skrev, at man skal se på det, der er vigtigt for en selv, men man skal også se på det samlede billede.
    Fx er der nu en ret bred enighed om, at klimaet står øverst på dagsordenen, at det skal være dyrere at ryge, udlændingepolitiken skal fortsat være stram, ligesom daginstitutionerne nok får et nøk opad på normeringerne.

    Så er den vinget af og man kan med fordel også bruge noget energi på det store billede, der også er vigtigt som fx afgifter, kultur, forskning, politiet, ældreplejen, public service, sundhedsvæsenet, erhvervslivet og psykiatrien og spørge sig selv om, hvad det er for et samfund, man gerne vil leve i.

    Alle vil gerne have mere og det er nok ikke sandsynligt, at det kan lade sig gøre, så hvor er det vigtigst, at opgradere og hvordan betaler vi for det?
    Psykiatrien er eksempelvis stadig ikke på finansloven og dermed er der ikke ligestilling mellem fysisk og psykisk sygdom. Stadig.
    Spørgsmålet indgår ikke engang i alle de kandidattests, der er lavet og det er da beskæmmende.

    Eksempelvis er det også ret interessant, at Socialdemokraterne går efter at sidde alene i en mindretalsregering, for det betyder, at de vil kunne lave forlig med alle lige fra Alternativet til Stram Kurs, for at få det sådan som de gerne vil have, mens en statsminister pludselig har øjnet muligheden for et samarbejde over midten og dermed afskærer yderfløjene (Hvad vel egentlig er klædeligt, at der kommer mindre blokpolitik)

    Igen: Man skal bare kunne mønstre et flertal på 90 mandater.

Valget er dit og jeg ved ikke om, jeg overhovedet har gjort dig klogere.

Men jeg håber virkelig meget, at det fremgår, at jeg hverken tager parti (Pun intended) eller peger fingre eller fordømmer. Jeg prøver at illustrere forskellige elementer, så du kan tage et forhåbentlig mere oplyst valg.
Heldigvis er der er et helt døgn til stemmestederne lukker, så der er tid til at blive lidt bedre oplyst.

Det eneste, der ikke er en mulighed er, ikke at stemme. Du har en stemme, brug den.

Rigtig god valgdag !

 

2 thoughts on “Et knurhår fra at stemme blankt og 10 bud på, hvad man kan gøre ved det

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.