Noget er nødt til at stoppe

 

Så meget tørshampoo i håret, at jeg kunne blive knaldet i en dopingkontrol, fordi jeg ikke havde orket at vaske det i 10 dage og så meget smertestillende i blodet, at selv Rolf Sørensen ville være misundelig.
Faktisk havde jeg, lige inden billedet blev taget, været ude og brække mig, fordi jeg var så svimmel og havde så ondt i hovedet og ryggen, at det var uudholdeligt.
Det er ikke noget nyt, faktisk er det same procedure as every day, men det er der jo ikke nogen, der kan se. Og det er sådan set pointen med indlægget.

At man i virkelig mange tilfælde fuldstændig kan camouflere at der er noget galt og at man er dødssyg, hvis bare man ifører sig store solbriller og et forceret smil. Det er fordelen og det er eddermame også ulempen, for hvis der ikke er et synligt bevis for, at man er syg, fx i form af gips eller manglende hår, så er det de færreste, der tror på, at der er noget galt. Især, hvis man formaster sig til at dele noget på sociale medier, også selvom at man får direkte besked på at gøre det.

Når alt hvad du gør bliver brugt i mod dig
Det er også forklaringen på blogstilheden herinde og jeg har tænkt og tænkt. Tænkt noget mere. Igen og igen og igen.
Det fremgår vist med al tydelighed, at jeg kæmper en del med det her bloggeri. Og det er virkelig ikke dig, det er mig.
Jeg er ægte glad og taknemmelig for det univers, vi har herinde, jeg knuselsker hver en kommentar og er både rørt over og glad for, at der stadig er nogen, der har lyst til at følge med.

Det er heller ikke fordi lysten mangler eller jeg ikke har noget på hjerte:
Jeg har bare ikke været herre over, hvad jeg kan skrive og i særdeleshed, hvordan det bliver brugt – og misbrugt.

Jeg er også godt klar over, at det indebærer en risiko, at tage bladet fra munden som jeg gør nu, men jeg har efter meget lange overvejelser besluttet mig for, at det er vigtigt, at det kommer frem, hvad man kan blive udsat for, hvis man er så uheldig at blive ramt af en ulykke.
Der skal ikke mere til end et uheld på vej hjem fra påskefrokosten og ens liv er pludselig komplet forandret og under lagt andres beslutninger.

Det er selvfølgelig – undskyld mit franske – det forpulede forsikrings – og sygdomshelvede, jeg mener. Noget, vi alle er virkelig trætte af både at skrive og læse om. Især mig, der aldrig har villet underholde om det og i stedet er blevet tvunget til at dele alt for meget, aldeles mod egen og andres vilje.

Det frirum, jeg havde herinde blev i stedet et fængsel, fordi alt, hvad jeg skrev blev brugt i mod mig og den eneste måde, at modsvare det på, er ved radiotavshed. Og nu er det nok.

Hele historien
Dette er første afsnit af ”Historien” for jeg har været nødt til at dele det op, da det ellers ville blive længere end Dødehavsrullerne.

På mange måder er jeg nok en ”Atypisk” blogger.
Forstået på den måde, at projektet her på domænet begyndte da jeg stoppede i DR og endelig kunne have en mening igen.
Ikke et ondt ord om DR, overhovedet, men i en virksomhed som der er SÅ meget politisk og folkelig opmærksomhed på, så er det klogest ikke at mene noget om noget som helst. Især fordi man som menig ansat også skydes alle mulige politiske holdninger i skoene.
Så da jeg gik videre til et job, hvor man vitterligt intet kan fortælle, og i en lang periode også delte privatliv med en, der heller ikke skulle optræde på en blog, så lå det lige for, at bruge den som ”Kreativt outlet” for ting, som jeg synes var sjove at diskutere, samfundstendenser og det, jeg i øvrigt vidste om kommunikation.

En slags ”News you can use” om man vil, var det, der bekom mig bedst med de hensyn der skulle tages, ikke mindst til mig selv, der er tæt på at være verdens mest private menneske.

Jeg deler ikke specielt meget af det personlige, heller ikke med de nærmeste og selvom psykologen jeg konsulterede i forbindelse med det store stresskollaps, fik mig overbevist om, at man ikke behøver at holde ALT for sig selv, så bliver jeg aldrig typen, der har brug for at skrive mine følelser ud (Og det er ingen kritik af dem, der har. Folk er forskellige)

Personligt, men ikke privat
Jeg skriver det, jeg mener andre kan bruge, uanset om det er om stress eller stiletter, rejser eller råd til hvordan man overlever det danske sundhedsvæsen.

Jeg ved ikke om jeg kunne have undgået det infame fejlbehandlings-cirkus, jeg har været igennem, hvis jeg havde vidst de ting, som jeg lærte undervejs, men jeg vil dæleme gerne forhindre andre i at opleve det samme som mig.
Jeg vil også gerne være en inspiration til, at selvom alt vitterligt ramler, så kan man godt finde et eller andet positivt alligevel.

Hvis det skal være troværdigt, er man nødt til at løfte en flig af sine egne erfaringer og jeg kan fint trives i, at det er personligt, men ikke privat. Så længe jeg selv vælger, hvad jeg deler og hvornår.

Faktisk bliver jeg på det område betragtet som virkelig sippet.
Jeg har endda mistet en venindegruppe på, at jeg ikke vil ”Tagges” eller tjekkes ind på sociale medier, med mindre jeg optræder i en professionel sammenhæng, naturligvis.
Men hvor jeg er, hvornår, og med hvem, det behøver ikke deles offentligt og jeg deler eksempelvis aldrig selv, hvor jeg er, mens jeg er der og det synes de var meget urimeligt.

Stemplet som løgner
Og ja, jeg ved godt, at jeg er ualmindeligt arbejdsskadet og har nogle anormale vilkår, men det er jo ikke anderledes end andre, der bare, af princip, ikke gider færdes på sociale medier eller også har jobs, hvor man ikke kan plastre sig selv ud over hele internettet.  Alle mine venner har af samme grund ”Øgenavne” herinde og jeg er ekstremt bevidst om, at ingen skal kunne føle sig hængt ud, for det er, og har alle dage været, mit projekt. Ikke andres.

Uanset årsagen, så mener jeg, at man selv må være herre over, hvad man deler, hvornår og hvem man deler det med og det er der ikke andre, der skal diktere.

Indtil jeg blev syg.

Og blev beskyldt for at lyve mig syg.

Fordi jeg har en blog.

Hvad alle parter har været adviseret om fra dag 1 og ingen har sagt, den var et problem.

Til gengæld er jeg blevet direkte rådgivet til, at bruge den aktivt i vejen til helbredelse med at have fokus på det gode, det sjove og det, der lykkes.

De råd fulgte jeg, for jeg ville sateme gerne være rask.

Og så blev jeg kaldt fuld af løgn og mistede, stort set, retten til at bestemme over mit eget online liv og liv i øvrigt.

Fortsættes….

6 thoughts on “Noget er nødt til at stoppe

  1. Det lyder bare rigtigt træls. Håber du ikke skal bokse for meget med systemet fremover, nyder din blog om stort og småt. Arbejder du stadig indenfor mediebranchen?
    Venligst, Mette

  2. Kære C,

    Tak for (opstarten på) din beretning.
    Uanset hvad, og hvor du ender, så skal du vide at jeg altid glædes, når der er nyt på din blog! Det er altid ord, der bringer mig noget – på godt og ondt.

    Blot en kippen med hatten herfra og en kærlig hilsen,

    Lene

  3. Kæmpe respekt for, at du tager bladet fra munden. Er ked af, at du skal kæmpe med forsikringsselskabet oveni sygdom – det fortjener ingen.
    Hepper fortsat på dig!

    • Tusind tak. Det er desværre ikke det eneste man kan kæmpe med. Bare det at komme forbi ventelisterne og til behandling har været den ledeste kamp. Og nej, det er sgu ikke fair noget af det. Tak <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.