Fordi jeg ikke har lyst

Der har bredt sig en tendens, jeg har tænkt virkelig meget over. Både fordi den i dén grad har ramt mig selv og ens navle er jo altid nærmest, men også fordi jeg ofte støder på den hos andre: Den dårlige samvittighed over stilhed på sociale medier. Og ikke at dele nok.

Det er tydeligt, at der ikke er sket en dyt herinde i umindelige tider og ja, det har jeg haft dårlig samvittighed over. Og det blev sværere og sværere at ”Komme tilbage”. Både fordi jeg ikke har kunnet, men især fordi jeg har følt, at fraværet krævede en forklaring. Og den har jeg ikke rigtig haft lyst til at have liggende ude på internettet til evig tid.

Pauset af livet
Det samme oplever jeg hos andre, der har været på pause pga. livet:
At man føler trang til at undskylde, hvorfor man har været væk og forklare hvorfor. Ikke bare på blogs, men på alle former for sociale medier og ikke kun hos bloggere og andre, der lever af onlinekommunikation, men alle.

At mange af os både går åbenbart rundt med dårlig samvittighed, når vi ikke deler nok af det personlige, men føler også stress over, når der ikke sker noget i vores respektive feeds. At der er stille for længe.
Og det er simpelthen helt forkert.

Der er ingen, der skal sidde, fx som jeg har gjort og se alle billederne i fotorullen igennem, igen og igen med tanken:

”Kan jeg for Helvede ikke finde et eller andet som jeg ikke har vist før, eller i en anden vinkel,  for der er ikke sket noget på min profil i tusind år?!”

Eller have skidedårlig samvittighed over, at man ikke deler ud af private ting af sig selv, fordi man bør forklare, at livet igen var på tværs.

Eller bare føle sig topstresset og presset over ikke at have noget at dele.

Eller endnu mere skamfuldt: At man ikke har lyst til at dele.

Lyst eller pligt ?
Lige præcis den del bekymrer mig. Meget. At det for så mange føles som en pligt, at man deler noget af sig selv, og at man gør det, selvom man ikke har lyst, for ikke at blive for hårdt straffet i tab af følgere eller en algoritme, der glemmer en.
Ingen, heller ikke en ”professionel influencer” er forpligtet til at dele noget som helst, som man ikke har lyst til.
Lige præcis det er faretegn nr. 1: Når det føles som en pligt.

Pligter er der nok af lige fra regninger over tandbørstning til hundeluftning. Der er nok ting, vi skal. At dele ud af os selv, bliver aldrig en del af det.

Sidste år på ca. det her tidspunkt var jeg omkring 8 timer og dobbelt så mange opkastninger om at skrive opslaget om, at jeg havde slået hovedet så meget, at jeg ville være fraværende et stykke tid. Jeg kunne ikke engang overskue at lægge det op herinde.

Det har jeg tænkt en del over siden. At jeg virkelig følte, at jeg ikke kunne være andet bekendt end at fortælle, at jeg var out of order. Hvilket jo, i princippet, er fuldstændig ligegyldigt, uanset om jeg var på Bahamas eller havde brækket hjernen.

Følelsen af pligt til at dele er til gengæld interessant. Og den har jeg tænkt så meget over siden, at jeg har justeret kraftigt ind på den front.

Jeg har nemlig ikke har en forventning om, at du sidder åndeløs klar bag skærmen og venter på, at der kommer nyt fra mig.
Jeg har heller ikke en forventning om, at det overhovedet bliver læst, liket eller kommenteret, det, jeg skriver.

Min forventning er, at du, præcis som mig selv, går til og fra, som det passer ind i dit liv. At du læser, deler og liker, når du har tid, lyst og lejlighed (Og naturligvis støtter op om den kæmpe indsats, som folk, der deler ud af sig selv, faktisk lægger) Men at du gør det, som det passer i dit kram, alt efter hvad du har lyst til.

Det sjove er jo, at ingen føler en forpligtigelse til at læse med. Eller til at kommentere. Eller følge med på Instagram. Det er et gratis tilbud om underholdning, hvor man tager det, man selv kan bruge uden nødvendigvis at give noget igen.

Fordi jeg ikke har lyst
Så hvorfor skal jeg eller andre have dårlig samvittighed over en pause? Uanset om pausen skyldes, at livet er ved at køre en over, at man er syg, eller man slet og ret ikke har lyst? Hvorfor føler man sig forpligtiget til at dele mere, og mere og mere af sig selv? Hvorfor overhovedet dele, hvis man ikke har lyst?

Jeg har helt klart været farvet af, at der er tonsvis af instanser, der læser med og noterer alt, hvad der foregår hos mig og at jeg har oplevet, at ting, jeg skrev, blev taget helt ud af sammenhæng og brugt i mod mig.

Når vi er ude i, at et sødt billede af en hund i sne er argument for, at man intet fejler, til trods for, at det kan dokumenteres i blodprøver, så bliver man helt utroligt opmærksom på, at man skal huske at fortælle detaljerne om, hvad der foregår bag billedet, hver evig eneste gang, også selvom man egentlig synes det er for privat.
Men hellere det end at blive beskyldt for at lyve (Ja, jeg er stadig sur helt ind i knoglerne over det)

Selvom jeg hjertens gerne er personlig, så gider jeg ikke være privat og jeg kan helt klart mærke, at jeg har følt mig tvunget til at dele for meget.

Faktisk har jeg vist på et tidspunkt skældt en sød type ud over ikke at have liket et billede eller villet være en del af bloggen, fordi jeg simpelthen var så skrækslagen for ikke at vise “det fulde billede” og at det, som sagt, blev brugt imod mig, hvis der ikke var komplet overensstemmelse mellem virkelighed og blog (Som om der er det hos nogen, overhovedet…)
Til mit forsvar havde jeg både slået hovedet absurd meget og var fejlmedicineret helt ned under gulvbrædderne, og så bliver man åbenbart virkelig urimelig. Men det gør det ikke mere charmerende, at jeg følte mig så presset til at dele ud, at jeg var nødt til at tvinge andre til at deltage også.

Jeg ved ikke om jeg skal skrive desværre eller heldigvis, men jeg er ikke den eneste, der har oplevet et virkelig uflatterende eksempel på, hvor meget vi egentlig føler, at vi skal dele. Andre slås også voldsomt med, hvilke private dele, der skal uddeles. Helt uden hovedskader og fejlmedicinering.

I mit tilfælde var det en meget specifik problemstilling med forsikringsselskaber og andet hopla. Andre oplever at føle sig presset til at være mere private end ønsket, fordi deres nærmeste ”blog -konkurrenter” skriver om revnede tissekoner, utroskab, engangsknald, bryllupper og filmer deres angstanfald og så må man jo selv dele mere ud også.

Det kan også, som sagt, handle om at føle sig presset af, at man ikke lige har noget at dele. Eller lyst til at dele.
Og det var en kæmpe lettelse, at indrømme over for mig selv, at jeg simpelthen ikke havde lyst til at dele de detaljer, jeg gjorde og reagere på det, for det var helt bestemt ikke godt for mig. Eksempelvis sidder jeg nu og føler, at jeg bør fortælle, at jeg har været 4 måneder og en masse praktisk assistance om at skrive det her…. Og det er jo latterligt og helt ligegyldigt.

Sociale medier er et tilbud
Som med alt muligt andet, så handler det jo om balance. Nogle har lyst til at dele alt, altid, andre deler aldrig noget som helst. Andre går lidt til og fra og kæmper med, hvordan det egentlig skal være. Alle delene er fine. Så længe det fungerer for en selv og her har jeg rykket grænsen betragteligt.

Jeg synes den er svær, fordi folk jo også følger en, fordi man “Giver dem noget”. Og når folk giver en deres dyrbare tid og opmærksomhed, så skal de også have noget “retur”

Og når alle vores grænser er forskellige i forhold til, hvad man ønsker at dele, så kan det godt blive noget af et pres, hvor det konstant skal være “Hurtigere, højere, vildere”

Det, jeg bare håber med indlægget, er, at minde om, at den personlige grænse man har, er helt fin. Og at man aldrig skal føle sig presset til at dele ud af personlige ting
Har man ikke lyst til at dele noget, så skal man, slet og ret, lade være. Også selvom man plejer at ”overvinde sig selv”.
Og det er altså tankevækkende, at så mange føler, at de bør give mere af dem selv, end de gør i forvejen.

Jeg tror man gør sig selv en tjeneste i at mærke efter. Hvad der har værdi, hvad der giver glæde og det kan sagtens være, at man trækker snuden til sig et stykke tid og intet deler eller mener. Og det skal man gøre helt uden dårlig samvittighed.

Sociale medier er et tilbud.
Det er noget vi kan benytte os af, når vi har tid, lyst og lejlighed, præcis som alt andet i vores liv og vi skal lære at dosere det i rette mængder, præcis lige som med motion og marcipan 😉

Og nu, hvor det er jul, er det helt legitimt, at lægge alt væk og hverken dokumentere eller dele, hvor hyggeligt man har det, men simpelthen bare være til. Og drikke virkelig meget portvin.

Glædelig jul! <3

 

Reklamelinks: Jakken, som et par stykker har spurgt efter, er fra Gestuz og på tilbud lige her. En mere budgetvenlig udgave er her. 
ASOS har begyndt udsalget allerede, så hvis du vil være på forkant og score en virkelig grim julesweater virkelig billigt, så er chancen der nu. Også i kjoleform. Det er åbenbart så moderne at være i god tid 😉

4 thoughts on “Fordi jeg ikke har lyst

  1. Kære C

    Sikke et tankevækkende indlæg. Godt skrevet og lige på kornet. Som mangeårig bloglæser tænker jeg, at jeg har “krav” på at den, der blogger laver indlæg og deler ud. Og det har jeg da ikke. Dit indlæg har fået mig til at se det fra en ny side. Det gør dine indlæg tit, og egentlig ville jeg bare skrive, at det var rart at høre fra dig igen. Jeg håber, du har det godt.

    Glædelig jul og kh

    Ib

    • Hej Ib
      Tak og glædelig jul til dig også <3

      Det er meget interessant, det, du skriver, for hvorfor synes du, at du har krav på, at man deler ud af private ting?

      KH C

  2. Glædelig jul, Christina. Jeg bliver glad, hver gang du lægger noget op på bloggen, men jeg har virkelig aldrig taget det som en selvfølge. TAK, men jeg glemmer at skrive det. Du hjalp mig f.eks. til at have en fest i Hamburg. Jeg siger dig – fødselsdag kl. lort om morgenen på Fischmarkt! Spot on👍 Jeg ved godt, dit indlæg har fortjent en bedre gennemtænkt kommentar – men det er the wee hours, og jeg skal beværte hele den pukkelryggede i morgen… 😂🎄

    • Ha ha ha ha!
      Jeg synes det er fabelagtigt! Er glad for at du kunne bruge tipsene og tillykke med fødselsdagen. Og hey, en kommentar er altid bedre end ingen kommentar <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.