Blev hun egentlig ikke lidt kedelig og tandløs, hende C? Jo, og her er forklaringen på hvorfor

Det her år altså…
Hold. Nu. Kæft.
Kun overgået af året før. Og de tre år før det.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det, især ikke efter lorteåret 2013, men 2017 var det hårdeste år nogensinde og det bliver VED med at kaste dønninger ind i 2018, der derudover, på sin egen crappy facon, også har tænkt sig at blive ved med at overgå elendighederne.

Jeg havde faktisk ikke troet, at noget kunne være så hårdt, så slidsomt, gå så meget galt og vare så længe og det siger eddermame ikke så lidt eftersom de sidste fem år har været en konstant lang røvtur. Alligevel lykkedes det, på bekymrende vis, for 2017 og 2018  at rydde bordet og være værre end de fire foregående år – tilsammen.  Det er forholdsvis meget lort samlet på samme sted, hvis nogen skulle være i tvivl.

Måske er det fordi, at jeg har været i underskud på forhånd. Måske er det fordi, at tingene bliver ved med at trække ud, uden at der kommer en løsning. Måske er der bare en grænse for, hvor længe et menneske kan kæmpe, alene, for både overlevelse og helbredelse, mens mere og mere dårligt kommer overi, jeg er træt nu.
Ikke bare træt, men udmattet, udpint, helt ind i knoglerne. Helt derind, hvor det hviner i marven og jeg bare er slidt. Slidt, slidt, slidt, slidt.

 

 

En af de svære ting har været, ikke at kunne skrive specielt meget herinde, hverken af det gode eller det dårlige.

Når man lægger ting ud offentligt, så kan og bliver det brugt imod en, også på måder, man slet ikke har fantasi til at forestille sig og så bliver man meget, meget, meget påpasselig med overhovedet at glæde sig over så meget som en fastelavnsbolle.
Derfor var jeg nødt til at give mig selv mundkurv på i urimelig høj grad indtil tingene var afklarede.
Det har blandt andet betydet, at jeg ikke har kunnet bruge mange af mine overlevelsesstrategier fx at være sjov, skarp, underholdene eller noget af det andet, der er foregået herinde, fordi det blev brugt til at påstå, at jeg ikke er syg. Har man en gen-fejl, må man åbenbart ikke have humor eller prøve at skabe sig et liv. Sørgeligt, men sandt.

Samtidig har jeg også det princip, at jeg ikke skriver om ting, mens de foregår, for det kan jeg ikke. Jeg er nødt til at have det på afstand før, jeg kan dele.

En ting er, at det fylder alt, både mentalt og i livet men når det kommer til at lægge ting ud offentligt, så vil jeg godt være på den sikre side i forhold til, at der ikke ryger for mange finker af panden og for det andet, så skal jeg have det hele på plads i mig selv, før jeg kan begynde at delagtiggøre folk i det, i hvert fald dem, der gør ondt på mig selv.
Jeg havde hjertens gerne skrevet lange sviner-indlæg om idiotiske forsikringsselskaber og kommuner, da det stod på, men da var jeg nødt til at være fornuftig.
Ubekendte i forhold til fx sygdomme, helbred og andet i privatkategorien, hvor man ikke ved, hvad der venter og hvor skidt det er, er så store, at jeg er nødt til at have vished og afklaring på egen hånd, før der kan deles ud af noget som helst.

 

 

Så når hele ens liv består af ting, man enten ikke kan sige, må sige eller kan overskue at sige, så kan det godt blive en kende småt med blogindlæggene. Og man kan komme til at virke rigtig mystisk og hemmelighedsfuld uden på nogen måde at ville være det, simpelthen fordi, der er ting, der ikke kan tales om pt.

Jeg er, og har altid været, fortaler for, at man skal dele det svære og det vil jeg altid være.
Der er bare virkelig meget forskel på, hvordan man gør det.

Nogle har det bedst med at lægge alt frem på en gang og skrive sig offentligt gennem smerten.
Andre har det bedst med ikke at dele overhovedet, før det hele er overstået.
Andre igen har brug for så meget normalitet som overhovedet muligt, hvor man egentlig lever sit liv og lader som ingenting, og jeg hører helt klar til i den gruppe.

Når alt andet sejler, så har jeg brug for at kunne blogge, instagramme, være aktiv på sociale medier præcis som alle andre, simpelthen for at kunne opretholde en følelse af normalitet. At man gør og kan gøre som alle andre. Jep, det er ren flugt og ren overlevelsesstrategi, men det virker for mig – indtil det jo endte med at blive brugt imod mig.

Derfor har jeg skullet prøve at finde en ny balance i det, igen igen igen, hvor jeg både tilgodeser mit eget behov for at, i så vid en udstrækning det overhovedet er muligt, leve et normalt liv, også online, samtidig med at skulle holde forsikringsselskaber, kommuner, og hvad der ellers findes af aktører, glade.
Eller sagt på en anden måde:

Prisen for at redde mit eget mentale helbred, forsøge at overleve, fortsætte med at pleje mit netværk og mine relationer og skabe mig en ny form for liv, bla. ved fortsat at være aktiv på sociale medier, er, at jeg også, til en vis grad, skal dele et sygdomselement. Også selvom det overhovedetikke er noget, jeg er tilpas med.

Det er bare ikke rigtig mit valg, hvis jeg fortsat vil have en blog og en Instagram-profil. Og det vil jeg egentlig gerne, for jeg skal også videre herfra, hvor jeg er nu og indenfor mit felt betyder det bla. en stor online synlighed.

Problemet er, at det egentlig ikke er særlig fedt, at skulle dele private, helbredsmæssige ting før man selv er klar til det og det har konfronteret mig med et vaskeægte ”First world problem”, som jeg ikke havde forestillet mig:

At det kan være svært at skulle tage stilling til og forholde sig til folks interesse og bekymring.

Forstå mig ret, for det er naturligvis meget velkomment, sødt, rart og dejligt med både omsorg, bekymring og interesse. Og mange kunne virkelig blive bedre til at række en hånd ud til en, de ser er ved at drukne, i stedet at det, for dem, er en slags underholdning på sociale medier.

Men hvis man er syg, udslidt, bekymret, bange og i forvejen kæmper med ALT, så har man virkelig også ind i mellem brug for en flugt.
Et sted, hvor man absolut ikke skal konfronteres med sin elendighed, kan få en pause og ikke skal sovse rundt i hvordan det går, når man bare har brug for at glemme alt om, at alt er crap og det kan man sagtens gøre ved at lægge pæne billeder på Instagram af hunde, is, fastelavnsboller og mad.
Det er en absolut herlig flugt og man er også nødt til at skabe en form for glæde i sit liv, når der er virkelig mange bekymringer og meget skidt.

Og derfor er det overraskende hårdt hele tiden at blive spurgt til det, man prøver at flygte fra. For selvom kærligheden, bekymringen og omsorgen er ægte, kan det være ekstremt hårdt hele tiden at få plasteret revet af, hver gang man er i gang med en lillebitte heling.
Et sår skal have ro, hvis det skal hele, og det gør det jo ikke, hvis der hele tiden bliver pillet i det, heller ikke selvom at interessen bag er god og kærlig. Det betyder også, at selvom man altid gerne må spørge og vise sin interesse, så er det ikke altid, at jeg kan give et specielt fyldestgørende svar og det handler IKKE om, at gøre sig selv interessant.

 

 

På den måde har bloggen været et fristed, hvor der godt nok ikke har været så meget aktivitet, men jeg alligevel har kunnet få en pause, mens nogle ting faldt på plads inde i mig selv (Og endnu mere fra hinanden ude i virkeligheden)

Sociale medier er, uanset hvordan man bruger dem, et udsnit af et liv. Et udsnit af et menneskes virkelighed. Selv dem, der tilsyneladende deler alt, er jo ikke i nærheden af at vise hele butikken frem, vi gør det alle, som vi bedst kan leve med.
Og ja, det kan da virke underligt, godt, at ville dele ud af nogle ting, og ikke andre, men sådan er det jo også i virkeligheden. Her fortæller folk jo også gerne om huskøbet og den nye, hotte kæreste, men ikke om fertilitetsbehandlingen eller rejsningsproblemerne…

Alle os, der på den ene eller anden måde, er aktive på sociale medier, er nødt til at finde en måde at navigere på det i, så det også harmonerer med livet udenfor skærmene og de krav, der stilles til os der.

Så selvom der er ting, jeg ikke kan fortælle om, ting jeg ikke må fortælle om, og ting, jeg ikke har lyst til at fortælle om endnu, så kan jeg også mærke at jeg efterhånden, så småt, er ved at være klar til at dele lidt mere herinde. Drypvist, når det føles rigtigt (Og man ikke har armen alt for meget vredet om på ryggen)

Jeg håber indlægget her giver nogenlunde mening, og at du stadig har lyst til at hænge på <3

 

10 thoughts on “Blev hun egentlig ikke lidt kedelig og tandløs, hende C? Jo, og her er forklaringen på hvorfor

  1. Kære C
    Jeg er af en eller anden årsag altid vendt tilbage til din blog, som jeg læser med grin, sorg, glæde og en følelse af inspiration. Jeg kan dog ikke se din Instagram-profil, hvilket ægrer mig lidt – synes også, at kunne være fint at følge med der. Ved ikke om der findes en løsning, ellers nøjes jeg med bloggen:) . Mange hilsner fra Anne

  2. Du har al mulig grund til at råbe højt og længe og være vred over alle de ting, der er ramlet ned over dig. Du kan ikke bruge det til noget som helst, men jeg kan mærke følelsen helt ind i knoglerne, når jeg tænker tilbage på nogle tilsvarende år i mit liv, der ikke indeholdt andet end sygdom, død, ulykker, massive arbejdsproblemer og en masse andet bøvl. Det gik over, og jeg håber inderligt, at det om ikke går over (kronisk sygdom går desværre ikke over), men i hvert fald finder et leje, hvor du kan leve med det, og hvor verden viser sig fra sin pæne og gode side igen.

    Indtil da hænger jeg på her og på instagram. Du skriver utrolig godt og vedkommende, og hæver dig langt over alle andre blogs, jeg læser med på.

  3. Tandløs, aldrig. Men for pokker altså, en ting er alt det crap, som ingen kan styre og som desværre ofte rammer enkelte gode seje individer helt ude af proportioner i forhold til andre “almindelige” mennesker. Men at du (og desværre også andre ramt af sygdom) ikke selv kan få lov til at bestemme om hvad der skal deles hvornår uden at det indgår som bevisførelse et eller andet sted, det er simpelthen så frustrerende og sørgeligt at høre om, fordi det er så småligt. Håber du finder en balance som du kan holde ud og at en balance i alt det andet også melder sig i en eller anden grad, så slitagen kan afhjælpes bare lidt, for ja efter så meget modgang så er det nok det som sender en mest til tælling og som er sværest at finde en reel strategi imod.

    • Det er SÅ frustrerende. Hvorfor kan man ikke få lov til at have en hobby? Noget der skaber glæde? Man har vel ikke ligefrem brug for flere deprimerede mennesker i systemet, fordi hele ens liv skal pilles fra en ? Det er hårdt nok i sig selv, at miste helbred, job, de muligheder andre har.
      Jeg er heller ikke færdig med at skrive om det, kan jeg love dig for 🙂

  4. Jeg hænger på! Og hvor er det sejt, at du hænger i <3 Det der forløb kunne da slå den bedste kvinde af hesten, men du fortsætter med at galoppere derudaf. R-E-S-P-E-K-T til dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.