Scoremad: Sommerens bedste iskaffe og den nemmeste måde at lave den på

 

Er det ikke bare her, at man bare dropper alle onkelhumor-vittighederne om vejret og varmen og kommer til sagen?

Sommeren er utrolig gavmild for os, der elsker den kolde drik, man kan jo leve af iskaffe i øjeblikket, hvilket jeg gør og min første opskrift vakte ret stor succes
(Jeg har endda fået beskeder fra læsere, der skriver ”Det er muligt, at vi ikke er i målgruppen, men vi elsker altså den opskrift” og der er da ikke noget, der gør mig mere glad.
I øvrigt tror jeg ikke rigtig, at vi har en særlig målgruppe her på domænet. Alle er velkomne, hvis man har lyst til at læse med og det har i hvert fald givet mig mod på, at dele en opskrift mere)

Jeg har længe gået og pønset på, at jeg gerne ville have en sukkerfri iskaffe og i lidt større mængder end det sædvanlige ene glas. 

Enter: Den koldbryggede udgave af kaffe.

Koldbrygning er ikke ligefrem nyt, men det er et hit, fordi det giver en langt blødere, rundere og mildere smag, da kaffens bitterstoffer ikke kommer frem, når man bruger koldt vand.

Dermed kan man, hvis man ønsker det, undgå sødning af kaffen, i tilfælde af at man ikke er til de supersøde iskaffer eller bare gerne vil undgå for meget sukker.

Til gengæld har jeg syntes det var noget rod at have skåle med vand og kaffe stående til brygning i køleskabet med det efterfølgende si-cirkus og så var det at jeg fik øje på min stempelkande…

Ja, man fatter ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt på det noget før. Det er jo præcis det samme, som når man laver kaffe normalt, bare med koldt vand og en overnatning i køleskabet. Easy peasy, ingen skåle, intet, der skal sies og alle fordelene ved den koldbryggede udgave.

 

 

 

Ingredienser til 1 stempelkande iskaffe ( 4-6 glas)

  • 90 gram hele aromatiske kaffebønner* (Eller den mængde, du plejer at bruge, når du laver kaffe i stempelkande. Jeg synes denne kaffe* er virkelig god til koldbrygget kaffe (Reklamelink))
  • Koldt vand så det svarer til din kande fx 1 liter
  • Mælk / fløde / sirup / sødning efter egen smag
  • Isterninger – meget gerne lavet af kaffe, så din drik ikke bliver vandet lynhurtigt.

 

Sådan gør du:  

  • Blend kaffebønnerne groft i din kaffekværn
  • Hæld i stempelkanden
  • Hæld koldt vand over
  • Rør rundt
  • Sæt ”Låget” på, men lad være med at presse stemplet ned.
  • Ind i køleskabet i 8-12 timer
  • Pres stemplet ned og din kaffe er klar!
  • Bland med isterninger og mælk / fløde efter din smag.
  • Hæld evt. på en ren, skoldet flaske, så du har kaffeekstrakten klar i køleskabet

 

 

Udover den åbenlyse fordel, at at det smager godt, sødt og lækkert, så er kaffen jo allerede kold og du slipper for en iskaffe, der hurtigt smelter, som hvis du brygger en varm espresso.

Bonustip: Hvis du shaker din kaffe efter du har tilsat mælk / fløde, bliver den lækkert cremet, helt uden brug af blender.

Bonustip 2: Lav isterninger af kaffe, så bliver din iskaffe ikke tynd på ingen tid. Og i en snæver vending kan du bare smide kaffeisterningerne i et glas og hælde mælk over. Coffee is served!

 

 

Læs også: 5 skønne steder at overnatte, når du kører sydpå 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.