Når Helvede er andre mennesker (Og lidt mig selv)

Sommerglade, overskudsagtige typer kan med fordel springe over det her indlæg.
Nogen er gnaven. Virkelig gnaven. Jamen, jeg kan lige så godt være ærlig, for det er sådan vi ruller, her på adressen.

Så nu peger jeg lige fingre ad alt og alle, jeg overhovedet kan komme i tanke om, og så går jeg i seng (Og satser på, at jeg får lov til at sove i nat, fuck you very much, folk, der tager coke udenfor mit soveværelse) og så går jeg ud fra at alt er meget bedre i morgen.
Blev der sagt!

– Versaler. Eller rettere de typer, DER SKRIVER HELE SÆTNINGER MED STORT. Uanset om det er på Facebook eller i et nyhedsbrev.
Jeg ved, ærligt talt, ikke hvor mange, der tænker ”Gud, den må jeg eje”, når der lander et nyhedsbrev i indbakken, der brøletruende annoncerer ”KØB SÆSONENS HOTTESTE LÆBESTIFT!”
Mit bud er dog, at der er langt flere, der konkluderer, at de ikke gider råbes af i deres egen mailboks og derfor helt fravælger nyhedsbrev fra pågældende firma nogensinde igen.  Store bogstaver er altså en forholdsvis aggressiv måde at kommunikere på, så drop versalerne. Tak.

– Folk, der ringer fra skjult nummer.
Igen og igen og igen og igen. Vi er VIRKELIG nødt til at have en snak om den slags.
For det første er det så meget 1995, at insistere på at ringe fra et skjult nummer. Stop det. Nu.
For det andet: Har I hørt om en telefonsvarer? Sådan en man kan lægge en besked på, i stedet for at ringe otte gange? Man kan også sende en sms. Eller en mail.
Faktisk er der, med alle vores kommunikationsplatforme, ALLE muligheder for at få fat i folk og ikke spilde sin egen og andres tid på at kime folk ned fra et skjult nummer.
Og nej, jeg tager den ikke, hvis ikke du gider stå ved, hvem du er. Til gengæld er versalbruget med fuldt overlæg.

– Folk, der ikke kan give en undskyldning.
Det er virkelig et dårligt karaktertræk at have. Alle begår fejl (Vi er endda nogle, der bestræber os på kun at lave den samme fejl en gang), men det ændrer jo ikke på, at ind i mellem klokker man i det. Og så skal man sgu kunne sige undskyld, i stedet for bare at løbe fra det, lade som ingenting eller snakke udenom. Sig undskyld. Længere er den simpelthen ikke.

– I samme boldgade skal man altså også kunne tage imod en undskyldning.
Det må jeg gerne sige, for jeg har selv haft lidt vanskeligheder på det punkt tidligere og det er virkelig uklædeligt.
I min optik er der egentlig ret få ting, som man ikke kan komme over, hvis man får en oprigtig og dybfølt undskyldning og det er virkelig irriterende, hvis ikke man kan finde ud af, at tage i mod den.
Man kan få tanken, at det mest handler om, at være sur for en sikkerheds skyld. Tag i mod den undskyldning, du (forhåbentlig) får i hobetal og kom videre. Længere er den heller ikke.

– Hunde, der hopper i åer.
Med de seneste måneders tørke, så er det ikke raketvidenskab at konkludere, at der
1) Ikke er meget vand tilbage og 2) Det, der er tilbage er så råddent, plumret og ulækkert, at det mest har karakter som et mosehul og dermed ikke er noget, man skal bade i. Slet ikke hvis man har pels og ligger på folks tæpper.
Men det, der pisser mig allermest af i den seance er, at man kan råbe, skrige, skælde ud og centrifugere så meget i raseri, at man nærmest skruer sig ned i stien, mens køteren kigger mig direkte i øjnene – og fortsætter sig ud i vandet. Om så jeg havde selvantændt og var gået op i flammer, havde hun, fuldstændig upåvirket, fortsat svømmeriet.
Når der hverken er tid eller overskud til hovedrengøring af lejlighed og hund, så er en hund marineret i brakvand ikke lige øverst på ønskelisten.

– Tilbud om blogsamarbejder, hvor afsenderen tydeligvis ikke har læst ens blog.
For en god ordens skyld, så samarbejder jeg glad og gerne og med stor taknemmelighed, når det altså er relevant for adressen her. Og dig, der læser med.

Men når det ligefrem skriger til himlen, at afsenderen ikke har konsulteret domænet, så bliver jeg træt. Eksempelvis forleden, hvor tilbuddene lød på DIY, have og byggeri / renovation.
Hvis der er noget, jeg ALDRIG har skrevet om, så er det lige præcis gør-det-selv projekter, havebrug og alt indenfor håndarbejde.

Den eneste grundregel, der nærmest findes indenfor PR er ”Know your audicence” og det er fanme skidt, at man ikke har sat sig ind i hvem, man skriver til.

– I den anden grøft er dem, der spammer en ned med mails om samarbejde og så trækker det tilbage igen – uden et ord eller en forklaring. Meget mærkeligt firma. Altså hvis man finder det nødvendigt, at skrive fem mails lige i rap, så må man formode, at der er en form for interesse. At interessen så forsvinder, når man svarer bekræftende retur, virker ret så bizart.
Bevares, jeg ved, at der er mænd, der fungerer på den måde, men at det også foregår indenfor markedsføring, forekommer mig underligt. Og ret så uhensigtsmæssigt.

Det mest absurde, jeg har prøvet i den afdeling, var en helt klar aftale, lavet med et stort, skandinavisk flyselskab. Alt var klappet og klart, hvorefter jeg intet hørte. Intet.
Hvorefter der kom et opslag i den præcis samme Facebook-gruppe, hvor vores kontakt også var blevet indledt, om at de ny søgte nye bloggere til nye samarbejder….
?
??
??!!
Næ, jeg kunne da ikke dy mig for at skrive en kommentar på opslaget, om jagten på nye betød, at de allerede indgåede samarbejder var aflyst. Det fik jeg, sjovt nok, heller ikke svar på. Jeg har i øvrigt heller aldrig set kampagnen udført nogle steder.

Men lige så rimeligt det er, at en influent takker nej til et firma, fordi konceptet ikke passer, lige så rimeligt er det, at en firma takker nej til en influent. Det er jo reelt nok at skrive:
”Tak for interessen, du har været for længe om at svare”, ”Vi har ikke budget alligevel” eller ”Vi har besluttet at samarbejde med en anden”, hvad ved jeg.
Man skal bare svare. Og når man selv har opsøgt et samarbejde og optaget pænt meget plads i indbakken hos vedkommende, så er det virkelig dårlig stil ikke at komme en tilbagemelding, uanset hvem man er.

 

 

– Mit lorte-helbred. Og at man aldrig kan regne med en skid i den retning, udover at alt, altid går i vasken, uanset, hvad det er.
Ikke engang en halvdagstur til København kunne det blive til, der endte jeg babubabu på Glostrup med mistanke om en hjerneblødning.

I dag var det min Wingman, jeg skulle se et par timer for første gang i halvandet år, men selvfølgelig var der noget, med nogle tal, der pludselig var helt forkerte og derfor skulle der tages prøver igen og så blev det heller ikke til noget. Igen.
Sådan er det hver evig eneste forpulede gang, jeg forsøger at planlægge noget med nogen og eftersom jeg ikke ligefrem farer land og rige rundt til socialt hopla, så slår det ekstremt hårdt, at den ene gang, der er noget i kalenderen, falder det alligevel fra hinanden.
Hele mit liv er detailplanlagt efter hospitalsbesøg og bivirkninger, jeg laver absolut intet socialt, selv pensionister har mere liv end jeg har og jeg får spat af, at jeg ikke kan gå ud fra noget helt basalt som at lave aftaler – og at andre heller kan det.

Det skal nærmest have et punkt for sig selv, den med at være det svageste led. Den, man ikke kan regne med.
At have aftaler og forpligtigelser og folk omkring mig, der har brug for hjælp og at man altid skal kalkulere med, at det måske ikke kan lade sig gøre. Det er svært nok for mig selv, at have de begrænsninger, jeg har, men det er intet imod, hvor meget jeg afskyr følelsen af at svigte. Jeg HADER det!
Jeg ved at folk i kemo lider under samme bivirkning: At de aldrig ved, hvilket humør deres krop vågner i og hvad den vil være med til den dag og det er ekstremt hæmmende for ens liv. Det er svært nok at være syg, man har virkelig ikke også brug for at miste venner oveni, fordi de bliver trætte af ens upålidelighed.

– Når behandlingen gør mig mere syg end sygdommen.
Are you freakin’ kidding me??!!!
Jeg har aldrig haft det værre end da det her behandlingscirkus gik i gang.
En behandling som min krop nu simpelthen strejker overfor, så den ikke engang kan lade sig gøre.
Vi er nået dertil, hvor mine blodårer simpelthen bare klapper sammen og det ikke er til at klemme en dråbe ud. Så er der forholdsvis langt til den halve liter, hver 14. dag og man bliver ikke mindre dårlig af, at folk forsøger at FLÅ blod ud af en.
Fiaskofølelsen er ekstremt meget til at tage og føle på, når man ikke engang evner at gennemføre den behandling, der skal til, før man få det bedre. At der er 30 grader udenfor hjælper IKKE!

– At hele mit liv reelt går med at ligge underdrejet. Den eneste variation over temaet er, at omgivelserne skifter. Desværre kun mellem hjem og OUH og de rammer er fanme ikke særligt eksotiske, uanset hvor varmt det er….

– Ja, jeg sagde jo, at jeg var sur.
Fordi jeg simpelthen ikke gider mere og fordi, at jeg konstant får at vide, at jeg skal vente og være tålmodig. Efter at have brugt fem år på at blive drevet rundt i den her manege, hvor de første fire gik med at blive fejlbehandlet for noget, jeg slet ikke fejlede, så synes jeg faktisk, at jeg har aftjent min værnepligt i det departement.
Jeg HAR kraftedeme ikke mere tålmodighed, den konto er helt og aldeles overtrukket, (Sammen med alle de andre, btw)
Det, at sidde som i en skruestrik, holdt som gidsel i mit eget liv, hvor det er alle andre end mig selv, der bestemmer, klæder mig virkelig dårligt. Ja, det hedder efterreaktioner på sygdom og er helt almindeligt, men det gør det ikke mere sjovt og heldigvis er der professionel hjælp til at håndtere den slags.

– Og apropos, så gider jeg egentlig heller ikke have skæld ud for alle de ting, jeg så selv sætter gang i på egen hånd i håbet om at det kan hjælpe. Uanset, hvor jeg kommer hen, så vanker der ballade for, at jeg gør for meget, prøver for meget, sætter gang i for meget og forsøger for meget.
Ja bevares, at jeg tager noget ansvar for mit eget liv, men set i lyset af, at have brugt 14 år på at forsøge at råbe sundhedssystemet op og lige så længe har fået at vide, at jeg ikke fejlede en skid, så er min trang til at lægge alle mine æg i deres kurv begrænset. Min tillid kan simpelthen ligge på et meget lille sted, så alt hvad jeg selv kan gøre – det gør jeg. Slut.
Man må åbenbart kun sidde på sin røv og vente og få det værre og det bliver altså over mit lig.

– Når jeg er mere end almindeligt gnaven og har forlagt den ja-hat, jeg ellers normalt godt kan finde frem, trods alt, så hænger det måske sammen med, at mine naboers ide om ferie er, at lægge fliser i forhaven og derfor fyrer de op for fliseskæreren kl. 07 hver morgen for tiden.
Foreløbig har det stået på i en uge.
Det harmonerer jævnt dårligt med alle dem, der bruger sommerferien på at feste til den lyse morgen – også uden for mine vinduer, fordi jeg uheldigvis har et art forsamlingshus udenfor soveværelsesvinduet.
I nat var det fire møgunger, der kørte coke-striber til kl. 05 og jeg er ovre den tid, hvor jeg fungerede helt fint på to timers søvn.

Så.
Nu er det ude af systemet.
Det her klæder virkelig ikke nogen, så jeg håber virkelig, at formen er bedre i morgen.

Selvom det ikke ligefrem er et charmetrolds-indlæg, så synes jeg alligevel, at det er vigtigt at vise et andet billede end de lyserøde rosé-solnedgangs-lååååååve-sommerbilleder, som alt flyder over med for tiden.
Ikke at man ikke må glæde sig eller være glad, fyr den endelig af. Men hvis man ikke selv er helt oppe at ringe for tiden, af den ene eller anden grund, så kan det måske hjælpe at læse, at der er andre i samme båd, der også er lidt stramme i masken. Håber jeg.

Og så vil jeg i øvrigt opfordre til, at gøre noget ved det, hvis opdager, at man lider af efterreaktioner ovenpå fx. et sindssygt sygdomsforløb. Det er åbenbart helt normalt, at gøre det og også ret let at “Sætte på plads” igen.

PS: Jeg er i øvrigt også sur over, at være henvist til lange ærmer 24/7, fordi mine arme ligner en junkies. Kjolen er i det mindste pæn og fra Second Female. Skoene er fra Sam Edelman og desværre udsolgte, men findes helt magen til og er på udsalg her* , her* og her*(Reklamelinks)

 

 

One thought on “Når Helvede er andre mennesker (Og lidt mig selv)

  1. Pingback: Ti ting, jeg vil i sommer | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.