6 ting, vi har lært af Sex and the City. Og 6 ting fra serien, du bare skal stikke op, hvor solen ikke skinner.

 

 

Det bør – måske – sige en et og andet, at man har fødselsdag på den samme dag som ikonserien Sex and the City. Eksempelvis at man er old as fuck, når det åbenbart er 20 år siden premieren og man har været med siden det første afsnit løb over skærmen… Men heldigvis har det, på nogle områder, været en lærerig serie fx. når det kommer til alder. Det er nemlig bare et tal og hvad man gør det til.

Men derfor kan det altså ikke gå ubemærket hen, at SATC og jeg deler fødselsdag, så derfor synes jeg det er passende at se på, hvad vi egentlig kan bruge en serie som Sex and the City til. For det kan vi faktisk, bruge den til noget. Det endte med at blive et virkelig langt skriv, så smæk benene op og hæng på 😉

Sex and the City er, med rette, blevet kritiseret for at være elitær, hylde den hvide overklasse, manglen på diversitet, fordomme mod bi – og transseksuelle, racestereotyper, den påfaldende mangel på karakterer af anden etnisk oprindelse, et fokus på overforbrug, at Donald Trump gæsteoptræder i et afsnit og at Charlotte jo nærmest ville være medlem af Teaparty-bevægelsen, hvis serien havde været fra i dag.

Men det er den ikke og der er sjældent noget, der skinner så kraftigt som bagklogskabens ulideligt klare lys.

Det er let at være bagklog
Det var en anden tid, dengang i 90’erne, midt i en sindssyg økonomisk optur, hvor det gjaldt om at give den gas på alle parametre og alle havde ret til et walk-in closet.
For Guds skyld: Vi har altså en hovedperson, der storryger. Indendørs! Det ville aldrig gå i dag.

I dag, post finanskrise, er der et helt andet syn på forbrug, overforbrug og generel politisk korrekthed på alle fronter.
Nu er det nærmest no go, at man signalerer overskud via tyk pengepung, kassekredit og sko, der koster en måneds SU. Det er i hvert fald ikke noget, vi skilter med længere.

I stedet er tendensen, at vi meget bevidst signalerer både sundhedsmæssig og politisk korrekthed via overdreven bevidsthed omkring ALT, hvad man putter i munden (Hej smukt dekorerede smoothiebowls med ”Superfoods”), vi er gode ved dyrene, miljøet og klimaet, sanker ukrudt til al vores hjemmelavede mad (Og dokumenterer hele processen med vores svinedyre iPhones ;-)) dyrker genbrugstøj, skralder udsmidt overskudsmad og skuler efter dem, der formaster sig til at købe en plasticpose i Netto.

Det er der ikke noget galt med, forstå mig ret, og Guderne skal vide, at jeg synes, det var godt, at vi fik det galoperende overforbrug nedskaleret lidt, men jeg synes også, at det er uretfærdigt, at man bedømmer en 20 år gammel serie med nutidsbriller på og dømmer den som letbenet, overfladisk og poleret, for den banede virkelig vejen for kvindeserierne – og for kvinderne.

 

 


En kvindefrigørende serie

Faktisk har Sex and the City på mange områder været decideret kvindefrigørende og banebrydende på mange af de ting, vi betragter som en selvfølge i dag – men som bestemt ikke havde været det, hvis ikke nogle af tingene var blevet vist og italesat i serien, der på mange områder brød med konventioner og normer i stor til og føjede facetter til kvinderollen, der ikke var set før.

Det gælder alt fra parforhold, barnløshed, singleliv, moderskab, ensomhed, økonomi, venskaber, løn og karriere og meget mere. Der er simpelthen ting, der er blevet nemmere og mere legitime, at tale om, alene af den grund, at det er blevet talt om og illustreret i en TV-serie.
Der er kommet en ”Ny normal”, hvor man gerne må sige, at man vælger børn og parforhold fra, har en kæreste, der er yngre end en selv, selvom man er kvinde, hvor man sidder alene på en cafe og spiser eller arbejder og at man er ærlig omkring, at selvom man elsker sine børn, så har man virkelig brug for en pause fra dem engang i mellem.

Det gjorde man bare IKKE dengang og det er bare nogle få eksempler på, hvor meget vi faktisk har rykket os.

Slut med stigmatisering af singler
I 1998, da serien havde premiere, blev parforholdet og kernefamilien betragtet som den eneste rigtige måde, at leve sit liv på og singler og homoseksuelle følte sig voldsomt stigmatiseret.
Derfor blev serien et opgør med det konventionelle familieliv, og de kiksede singletyper som Nynne og Bridget Jones, der tidligere havde domineret mediebilledet.

De fire veninder, Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha var i stedet vindertyper, der tog sagen i egen hånd og ikke behøvede en mand til hverken det ene eller det andet.
Så selv med alle dens fejl og mangler, fordomme og stereotyper, så holder Sex and the City stadig af to grunde:

1) Det er pishamrende godt TV og 2) Det er relaterbart, både for mænd og kvinder.
Vi har alle samme stået i lære op gennem voksenlivet med præcis de samme udfordringer, dilemmaer, frustrationer, op- og nedture med mænd, karrieren og alt det derimellem og det er det, der gør serien så underholdende.

 

 

 

  1. Kvinder har også et sexliv.
    Ja, det kommer jo ikke ligefrem bag på nogen, men det var det første serie med åbenhed omkring sex og i særdeleshed den kvindelige del af akten.
    Orgasmer blev diskuteret over brunch, mænd blev fremstillet som sexobjekter og deres private dele omtalt om ”Dick-a-licious”
    Jeg hørte første gang om serien på Journalisthøjskolen (Ja, det var der, jeg var i 1998), hvor det var mine mandlige kolleger, der var dybt fascinerede af en serie, hvor man kom helt med ind i kvinders hoveder og fik alle detaljer.
    Det var den første serie, hvor man kunne tale om sex så åbent. I mange serier før det havde man antydet tingene, men man sagde det aldrig rigtigt åbent. Eller vist det.I dag virker det måske mærkeligt, men det var rimelig vildt med så meget åbenhed og så mange detaljer og det har virkelig rykket ved vores opfattelse af seksualitet. Det blev vist, at det er helt ok, at kvinder har en stor, sund appetit på sex, mange partnere, har sex for egen vindings skyld og at man gerne må gå fra et forhold, hvis den del ikke fungerer eller er ikke eksisterende.
  2. Han er bare ikke vild med dig.
    Sætningen fra et enkelt afsnit af serien, der vakte så meget genklag, at der blev lavet en film med samme titel.
    Ordene stammer fra Carries kæreste, Berger, der pludselig åbner Mirandas øjne for koden bag dating. Nemlig at der ikke er nogen kode eller blandede signaler.
    Hvis han er vild med dig, så ringer han, han foreslår I ses, han går med dig hjem, selvom han skal op kl. 04. og han formår at kontakte dig, selvom han er på vej til Månen. Eller han evner i hvert fald at fortælle dig, at han er på vej til Månen og derfor ikke er kontaktbar et stykke tid.Med andre ord: Mænd er ikke specielt komplicerede og hvis de vil dig, så skal de nok give udtryk for det. Det er fuldstændig rigtigt og man kan spare virkelig meget energi og hjertesorg, hvis man accepterer det. 

     

     

     

  3. Kærester forgår, venner består.
    Reelt er det ikke en serie om hverken sex, mode, tøj, sko eller New York. Det er en serie om venskab.
    At samle på gode mennesker, i medgang og modgang, i tykt og i tyndt. At have venner, der vil låne dig penge, når du er på røven, køre dig til kemo, komme med mad til dig, når du er syg, passe dine børn, når du selv er ved at få spat og høre på dig tusind gange, når du igen, igen, har fået dit hjerte knust / er blevet fyret / tror du er grim /er uvenner med manden eller han (igen igen) ikke kan få den op at stå.Især kvinder, der har tendens til at blive ”kærestekedelige” i det sekund, der kommer en mand ind i deres liv, har haft godt af at blive mindet om, at venskaber er en af de ting, der (også) er med til at bære en igennem (kærligheds)livet. Du behøver ikke en kæreste, men du behøver kærlighed og den får du hos dine venner. Den store kærlighedshistorie i SATC er venskabet.
  4. Det er ikke et mål i sig selv, at blive gift og få børn.
    Det er i hvert fald blevet mere i orden at sige, at man ikke ønsker det. Bevares, det er stadig noget folk undrer sig over, hvis man ikke ønsker sig det, men for 20 år siden var det et ramaskrig, når man vovede at sige, at man ikke mente, det var i den retning lykken lå. På samme måde er det blevet væsentligt nemmere at være single, nyde det og ikke ønske sig, at være i et forhold.
    Ja, jeg ved godt, at et af hovedtemaerne i serien er jagten på kærligheden, men der er heldigvis også en af karakterne, der bestemt ikke ønsker sig hverken parforhold eller fælles adresse, nemlig Samantha, og det har været meget befriende, at det er blevet legitimt at tale om, at det ikke nødvendigvis er der lykken ligger for alle. Og at man ikke behøver en mand i sit liv for at være glad. Det gode kvindelig er uafhængigt af om man har en mand. Det er det, der er seriens pointe.

  5. Det er ok, at interessere sig for, hvordan man ser ud, pænt tøj og pæne sko og det gør ikke nødvendigvis en dummere end vådt tagpap.
    Mkay, den bakser vi stadig lidt med, den med at kvinder åbenbart ikke kan være kønne, gå i pæne sko og være kloge samtidig. Spørg bare Katherine Dietz, der blev udråbt til ”Letpåklædt anmelder med sovekammerøjne” i Politiken, da hun lagde et billede af Morten Sabroes 32 centimeter (Det hedder bogen altså!) på Instagram, hvor hun proklamerede at han havde holdt hende vågen hele natten, men desværre ikke kunne tildele bogen mere end 3 stjerner.
    Svaret fra Morten Sabroe kom prompte, da han postede billedet af Diez på Facebook og skrev:
    ”Det er denne kvinde, der anmelder min roman ’32 cm’ i Berlingske Tidende i dag. Hun ved rigtig meget om litteratur, det kan enhver med øjne i hovedet se. Det er en god ide af Berlingske at bruge hende som litteraturanmelder. Berlingske er en god avis, nok den bedste vi har for tiden. Vi har brug for flere af den slags aviser”Sarkasmen i denne kommentar er skåret ud i pap: Nemlig at en kvinde har to muligheder: Hun kan se godt ud ELLER hun kan være klog, i dette tilfælde vide noget om litteratur. Man kan ikke begge dele. Og enhver ved jo også at smukke kvinder er lidt smådumme, og hvis de også interesserer sig for, hvordan de ser ud eller går klædt, så er det helt galt.
    Jeg har selv oplevet noget af det samme. Det, at jeg har en blog, sletter åbenbart de sidste 20 års viden om krimi, terror, ledererfaring, sikkerhedsrådgivning, kommunikationsrådgivning og så videre. Man kan åbenbart ikke begge dele  – og gu kan man så!

    Det sjove er nemlig, at New York Times lavede en undersøgelse med interviews med kvinder fra byens fattigste kvarterer som Harlem og Queens og de elskede også alle Sex and the City.
    De brugte serien til at reflektere over deres liv, venskaber, valg af mænd og livsvalg generelt, fordi SATC har formået at skabe identifikation i alle samfundslag, uagtet at serien er pakket ind i dyre sko og VIP-arrangementer.

    Jeg er ret træt af, at Sex and the City-seere bliver udråbt til at være tomhjernede gæs og man har virkelig misforstået det, hvis man kun tror, man kan få noget ud af serien, hvis man går i Louboutin-sko.
    Udgangspunktet for SATC er, at der ikke er noget rigtigt eller forkert kvindeliv, og at man ikke er tomhjernet eller dum, uanset at man også interesserer sig kunst, antik, børn – eller mode.

  6. Livet stopper ikke, når der er to streger på graviditetstesten.
    Ja, det er næppe en nyhed, men dengang var det bestemt ikke comme il faut, hvis man som mor sagde, at man ind i mellem har brug for en pause fra sine unger, tid til sig selv eller en venindetur væk fra børn og mand.
    Jeg tror nærmest, man var blevet stenet ud af byen, hvis man havde givet udtryk for, at moderskabet føltes lidt snærende.
    Nu er det helt legitimt, at sige og skrive, at man ikke altid nødvendigvis elsker morrollen og det tror jeg har gjort tingene nemmere for mange. Og det er jo kommet et sted fra, fx Sex and the City, hvor problemet med at finde sig til rette i sin nye identitet som mor også har været et tema.

 

 

Men. Nu er livet jo ikke en TV-serie, heller ikke selvom der er mange relaterbare momenter i SATC, så her er 6 ting fra den selvsamme serie, som du bare skal arkivere lodret og lade være med at tro på.

  1. Mængden af fritid. Ingen har tid til at se sine venner så meget, gå så meget ud og gå så meget på bar, som de fire damer gør. INGEN. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at kunne mødes til både morgenmad og drinks hver dag. Så hvis du har en forventning om, at du skal ses med dine veninder flere gange dagligt, og passe et job samtidig, så glem det.
  2. Nej, du kan ikke leve af at være klummeskribent på en enkelt avis, med kun en ugentlig klumme.
    Spørg bare alle de bloggere, der på bedste Carrie Bradshaw-vis, laver tonsvis af godt indhold dagligt og som stadig kun bliver honoreret i goodiebags og vareprøver.
    Du kan i øvrigt heller ikke skrive offentligt om mænd og dating og så forvente, at der faktisk er nogen, der vil gå ud med dig, før det tør de ikke. Den erfaring har vi lissom dækket af her på domænet
  3. Og du kan i hvert fald slet ikke være klummeskribent og så kun gå i sko til 5000 kr. pr. par, spise alle dine måltider ude, drikke drinks konstant OG bo i en kæmpe lejlighed i New York. Eller Næstved for den sags skyld.
    Magasinet Cosmopolitan har lavet en beregning på nogle af de mest berømte TV-serielejligheder og her ligger Carries på en husleje mellem 19 – og 22.000 kroner…
    Der skal altså laves en del sponsorerede indlæg for at hive gryn nok hjem til den hybel 😉

  4. En dårlig mand er en dårlig mand. Og han ændrer sig ikke. Uanset hvor længe du venter. Punktum.
    Så hvis du dater en plus 40-årig superegoist, der ikke har øje for andre behov end sine egne, så lad være med at sætte din lid til, at alt bliver godt til sidst.
    Det er mere sandsynligt at Helvede fryser til is, end at han laver en ”Mr. Big” og pludselig bliver en god fyr, der prioriterer dig først og gerne vil have et liv sammen med dig. Ain’t gonna happen. Med dig i hvert fald.
    Så kom videre i teksten og find en, der godt gider dig. Som du er.

  5. Overforbrug er ikke vejen frem.
    Alle har, overraskende nok, ikke ret til et fedt walk-in closet og i dag virker seriens fokus på forbrug helt til hest og voldsomt outdated. Har du eksempelvis lagt mærke til hvor ofte mændenes økonomi, status, adresse og profession bliver omtalt og brugt til at vurdere om de er et ”egnet emne”?
    I det mindste lader det til, at vi har lært at ting ikke nødvendigvis er gode, fordi de er dyre og at det gode liv er den økonomiske frihed til at leve det liv, vi ønsker, uanset om det et arbejdsliv på nedsat tid, at gå fra et crappy job eller at man bruger alle sine penge på rejser eller videreuddannelse.
  6. Nej, du gider faktisk ikke være Carrie.
    Hun var den med den gode stil, det smarte tøj, det fede hår, det episke skoskab og vi håbede på en måde alle sammen, at det var hende som vi ville bonne ud som i alle ”Hvilken af karakterene fra SATC er du”-tests, der florerede dengang. Dengang. Hvor det at være en ”Miranda” nærmest var det værste resultat, man kunne få.Men hvor Carrie faktisk er overraskende sippet af en sexskribent at være, er rimelig utjekket, egoistisk, selvcentreret og slet ikke har fattet, at man altså ikke kan afkræve folk ”Kærestesnakken” efter tre dates, så er det jo, set med 2018-brillerne på, klart Miranda, der har trukket det længste strå:
    Hun tog det lange, seje karrieretræk, havde alligevel, trods virkelig lange arbejdsdage, modet til at blive enlig mor og også modet til at gå ned i tid og vælge sit barn til og til at vælge den mand, der var bedst for hende, selvom han bestemt ikke var det på papiret.

Så ja, der er stadig noget, vi kan bruge SATC til, nemlig god, solid underholdning, et evigt crush på New York og mindet om en ungdom, hvor, tingene på sin vis, var langt mere ukomplicerede.

Og hvis du stadig er i tvivl om serien virkelig kan være 20 år gammel, så lad mig give dig et par hints:
Ingen sidder med næsen i deres smartphones, sociale medier er ikke eksisterende og et par Manolos koster ikke i nærheden af 400 dollars, prisen på dem er fordoblet nu.

Hvad synes du? Holder Sex and the City stadig eller er den blevet no-go ?

Kan du lide hvad du læser, så følg meget gerne med på Facebook og få besked om nye indlæg, og på Instagram, hvor der er underholdning og pinligheder i små firkanter

Photocredit: Sex and the City & HBO

2 thoughts on “6 ting, vi har lært af Sex and the City. Og 6 ting fra serien, du bare skal stikke op, hvor solen ikke skinner.

  1. Det er jo en hel klumme, du har fået skrevet. Og jeg er vild med den – og med SATC. Og med et af dine tidligere indlæg in mente, husker jeg nu at skrive det til dig. For dengang havde du også en god pointe – vi skal huske at anerkende hinanden. 🙂
    Jeg var vild med Sex and The City dengang (er 42) og jeg synes stadig at den holder – godt nok har jeg ikke længere de lyserøde briller på, men er fuldstændig enig i dine pointer omkring hvad serien har givet til kvindekønnet…
    Kh Lene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.