Scoremad: Verdens bedste koldhævede grødboller

Jeg er en doven hund.
Så er det sagt.
Ikke på den måde, hvor jeg ikke gider lave noget, jeg tror de fleste der kender mig og/eller læser med herinde er helt med på, at jeg er typen, der arbejder solen sort, men i den forstand at jeg ikke ser nogen grund til at gøre tingene mere komplicerede for sig selv end højest nødvendigt.

I min bog er det mere end ok, at hugge en hæl og klippe en tå, hvis det gør, at man kan få tingene til at nå bedre sammen.
Gode råvarer, økologi og dyrevelfærd går jeg ikke på kompromis med, men til gengæld er jeg skamløs og glad bruger af alle genvejene, fordi det simpelthen er nødvendigt. Og jeg er egentlig ret glad for, at jeg har fået det sådan, altså at man gerne må tage en genvej, især set i lyset af det præstationscirkus, jeg tidligere har haft mig selv skruet ned i.

 

 

Jeg har tidligere, med stor succes, bagt grødboller til Cykelrytteren. De kom dog fra en kasse med færdigblanding og vakte (Urimelig) stor begejstring på grund af deres fugtige konsistens og lange holdbarhed.
Grøden gør åbenbart, at de, også smagsmæssigt, holder sig friske og gode virkelig længe og beholder den nybagte følelse. Dermed er de ret geniale til madpakken også.

Derfor har jeg gået og funderet over, hvordan man kunne lave dem selv, fra bunden, for selvom jeg ikke er bleg for en hurtig og nem løsning, så synes jeg alligevel at det er federe (Og billigere) at lave tingene from scratch.
Og her vil førnævnte dovenskab så, at jeg fik udregnet en måde at lave dem på, så de er endnu nemmere at svinge sammen end en færdig købeblanding.

Alt det der med at koge havregrød, vente på at den køler ned og vaske klamme, klistrede gryder op, det gider jeg nemlig ikke.
Derfor var tanken, at når de såkaldte ”Overnight oats” eller køleskabsgrød i forvejen hitter som morgenmad, så må man snildt kunne bage af det også – helt uden fastklistrede grødrester i gryder.

Et voila: Verdens bedste koldhævede grødboller.

 

Sådan gør du:

Dag 1:
2 dl havregryn
1 ½ dl femkornsblanding
2 dl vand
2 dl mælk
Et nip salt

Rør det hele sammen og sæt grøden i køleskabet til dagen efter.

Dag 2:
12 gr. gær
2 tsk. salt
3 spsk. lunkent vand
100 gr. hvedemel
100 fuldkornshvedemel
50 gr. græskarkerner

Udrør gæren i vandet, hæld grødblandingen fra køleskabet oveni og rør.
Tilsæt de to slags mel, salt og græskarkernerne og rør det hele sammen.

Juster med mel, så du får den rette konsistens, der skal være ligesom tyk havregrød. Alle meltyper er forskellige og de opfører sig også forskelligt, så det kan sagtens være, at du skal tilsætte lidt mere eller holde lidt tilbage.

Sæt dejen tilbage i køleskabet og vent mindst 6 timer eller til dagen efter

Dag 3:
Tænd ovnen på 225 grader.
Sæt bollerne på en bageplade, brug to skeer, og giv dem fem minutter i ovnen på 225 grader. Skru derefter ned på 200 grader og bag dem i 10 – 15 minutter. De skal lyde hule, når du banker dem i bunden.

Servér med tandsmør og nyd dit bifald

Bonusinfo: Er du typen, der laver havregrød, så kan du sagtens bruge resten og bare køle den ned.
Bonusinfo 2: Det er søde Grødgrisen, der har inspireret mig til denne opskrift. Hvis du vil afprøve hendes version, så finder du den her.

 

 

2 thoughts on “Scoremad: Verdens bedste koldhævede grødboller

  1. Denne opskrift skal du have så mange gange tak for.
    Jeg har nok bagt disse boller fire gange nu, og de er blevet storfavoritter 🙂
    Min mand er også glad for dem, selv om der er “fuglefrø i”, og det kan være farligt, så det kan jo ikke være bedre.

    • Hvor er jeg glad for at høre det! Tusind tak <3
      (Og ja, man skal være forsigtig med al det fuglefrø, men godt det går alligevel 😉 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.