Hvordan får man det til at holde? Sarah Skarum

Tid, eller rettere: Manglen på tid er blevet den største trussel mod det moderne menneske og vores forhold, især vores parforhold. 

Når man har leveret hele dagen og alle har fået en bid af en, så er der ikke meget tilbage, når vi dejser ned i sofaen kl. 21.30 om aftenen. Og så bliver man skilt. Mange af os gør i hvert fald.

Og så er der dem, der tilsyneladende kan klare alt. Alle kriserne, al modgangen, de små børn, den manglede søvn, de alvorlige sygdomme, arbejdsløsheden og vi andre, der kan stå og se på og tænke:
 ”Hvordan fanden gør de?”

Hvordan får man det til at holde?

Jeg er meget inspireret af, at tage ved lære fra dem, og derfor har jeg spurgt en masse seje oog inspirerende typer, med kloge ting at sige om kærlighed, og hvordan man beholder den.
Velkommen til tredje afsnit i kærlighedsserien. 

I dag skal du møde Sarah aka Verdens Bedste Værtinde, som hun omtales her på domænet. Hun har været sammen med Nikolaj i knap 9 år og boet sammen i syv (de har ingen fælles børn, men Nikolajs datter på 15 bor hos dem en del af tiden)
Sarah er journalist på Berlingske og udmærker sig ved at have en skarp, vittig og klog pen, der samtidig også får en til at reflektere og tænke over tingene en ekstra gang. Du kan følge hende her  og se fx. det meget fine modeugen-backstage portræt, hun er med i her. 

 

 

Hvordan får I det til at holde? (Når man nu har været sammen i mange år, begge har karrierer, rejseaktivitet og alt det andet, der kan stjæle ens tid sammen)
Altså det aner jeg ikke. Jeg har aldrig tænkt på det som ’får det til at holde’. Det holder, fordi vi godt kan lide hinanden. Får det til at holde lyder som en sur pligt. Eller som noget man taler om, hvis man maler sit træværk. Det er det ikke. Det er herligt. Jeg er virkelig glad for at have mødt Nikolaj, og jeg er glad for at være sammen med ham.  

Hvordan får I tid til hinanden i hverdagen?
Vi slukker fjernsynet, og vi har lavet mobilfri zoner i vores hjem. Ingen telefon i køkkenet, soveværelset og vores dagligstue. Når vi er der, er vi enten alene eller sammen. En telefon er de værste distraktion, jeg kender. Den fjerner nærværet.

Og så laver vi praktiske ting sammen: vi laver mad sammen og snakker imens. Og går ture, hvor vi både snakker om store ting og om små ting og kigger ind af folks vinduer og snakker om dem. Vi bonder en del over, hvor grimme lamper andre mennesker har. Vi har også en nyttehave, som vi dyrker grøntsager i om sommeren. Jeg synes, det er optur at lave noget sammen.  

Har I de samme opfattelse af, hvad der er vigtigst i jeres liv? Eller er I (som mange andre) fangede i, at den ene prioriterer arbejde og den anden familien/ sporten/ vennerne/ fritidsinteresser?)
Jeg oplever det som at vi er ret enige. Vi er begge to journalister og begge glade for vores job, som fylder meget, også mentalt, når vi ikke er på avisen eller bureauet, vi taler meget om journalistik, så jeg føler ikke, at Nikolajs arbejde er en konkurrent til mig, det er en fælles interesse, som jeg gerne vil høre om – og som jeg godt kan forstå, han gerne vil bruge tid på. Jeg gad ikke være sammen med en mand, der prioriterede sit job højest, så jeg kunne være praktisk gris. Mit liv skal ikke bruges på at være støttefunktion.  

Hvad gør I, når I synes, at I er kommet for langt fra hinanden? Hvis I fx har haft for travlt i en periode?
Det synes jeg ikke, vi kommer. Vi taler jo løbende sammen. Vi spiser morgenmad sammen og aftensmad, hvis vi er hjemme, så vi vågner aldrig en morgen og tænker ’Hov hvem er du?’  

Hvad har jeres største krise været?
Jeg tror, det var, da vi flyttede sammen.
Vi er meget forskellige, Nikolaj er introvert, jeg er ekstrovert, jeg var rimelig habil husmor (med ret hysteriske krav til, hvad man laver selv (ALT) og hvordan der skal gøres rent. Nikolaj var ret meget en ungkarl, der vaskede én skjorte af gangen i vaskemaskinen. Og så holdt han op med at ryge samtidig. Det var en dårlig kombination. Vi skændtes meget, jeg synes, han var debil, og han synes, jeg var pissestreng.

Hvordan løste I den?
Vi holdt ud.
Og bagefter har vi grinet af, at det nok var vores held, at vi har en husleje, der var svær at sidde med alene. Det var ikke muligt at vælge den lette løsning at bede den anden flytte. Så vi tog en dag mere og en dag mere og en dag mere. Og sleb kanterne af hinanden. Og så har Nikolaj og jeg altid haft det sjovt sammen, vi har altid holdt mange tomandsfester, drukket fadøl og hørt gamle plader og grinet. Det har aldrig været væk, og jeg tror, det holdt os sammen det første år. At vi aldrig glemte, at vi godt kan lide hinanden. Og så har han lært at lave mad og vaske en fuld maskine, og jeg har lært at tænke ’Ja ja, så gør han sådan, det går nok.’

 

 

Hvordan kommer man tilbage på sporet, hvis man er uvenner / har talt forbi hinanden ?
Taler lidt mere tror jeg. Og siger ’undskyld’ og tænker ’let it go’ og prøver at huske sig selv på, at livet er kort.
Jeg har for nyligt læst bogen ’Joy on Demand’ der handler om meditation, og her fortæller forfatteren om, hvordan man mediterer sig lykkeligere.
En af måderne er at meditere på sin taknemmelighed, en anden på sin – og andres – dødelighed. På den måde får man sat sin vrede i perspektiv. Ville man spilde sin sidste dag sammen på at være skidesur over, at nogen ikke har taget opvasken? Næppe. Det være sagt, så kan jeg godt blive RASENDE, men jeg øver mig i at slippe raseriet og ikke bære nag. Det er den dårligste energi i verden. 

Er der tre nøgleord, du kan sætte på et forhold for at det skal være ”succesfuldt”, altså, at man bliver sammen? Man skal virkelig virkelig virkelig virkelig kunne lide hinanden. Man skal have det sjovt sammen. Man skal dele det kedelige arbejde, så ingen kan være en martyr.

Hvordan håndterer I ”Fristelser”? (Og her tænker jeg ikke på dem, der kan spises, men dem man kan møde på sin vej gennem livet)
Jeg har aldrig mødt noget bedre, så det ved jeg ikke. Seriøst.  

Hvis der er en ting, mænd skal vide om kvinder, hvad er det så?
At de er overhovedet ikke er ens.  Der findes ikke en manual. Lær hende at kende, du sidder overfor i stedet for at tro, hun  kan betjenes korrekt som var hun en vaskemaskine eller en rundsav.  

 

 

Hvis der er en ting, kvinder skal vide om mænd, hvad er det så?
Det aner jeg da ikke. Men igen, jeg tror man skal lade være lede efter en løsning og ET svar. Man skal se et forhold som en spændende opdagelsesrejse, hvor man  prøver at finde ud af, hvem den anden mon er ikke en jagt efter en skabelon, man kan mase hinanden ned i, mens man veltilfreds siger ’Nå så er du SÅDAN’.

Må jeg lige sige noget, som ikke passer ind i dine spørgsmål? For jeg synes, det er prægede af, at det nok er svært og tungt og umuligt, at et forhold er en tung opgave, der er dømt til at mislykkes og et forhindringsløb mellem fristelser, distraktioner og skænderier.

Sådan oplever jeg det virkeligt ikke: Vi er to mennesker, der godt kan lide hinanden og derfor prioriterer det at være sammen. Men som stadig har respekt for, at vi er TO mennesker, ikke en symbiose, og at vi er forskellige. Nikolaj har brug for mere stilhed og ro, jeg har brug for mere selskab. Så går jeg lidt mere ud og spiser med mine veninder, han er mere hjemme. Jeg sætter flest praktiske ting i sving, men Nikolaj gør dem færdige. Det glæder jeg mig over i stedet at være sur over, at han ikke finder på et nyt opbevaringssystem til vasketøj. Nikolaj læser kun bøger, jeg hader, jeg hører opera, som han hader. Men så gør jeg det bare ikke, når han er hjemme.

C: Min tanke er ikke, at forhold er svært, tungt eller dømt til at mislykkes, nok nærmere tværtimod: At man, hvis man er glad for det forhold, man er i, eventuelt kan blive opmærksom på faldgruber, man skal undgå og om, der er ting, man kan gøre, så det bliver endnu bedre. Så man kan beholde det, man har.
Udgangspunktet er vel, at folk godt kan lide og gerne vil hinanden og alligevel er skilsmissestatistikkens tal jo ubønhørligt tydelige. Så hvor går det galt, efter din mening?

Altså, det aner jeg ikke. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kender andres kampe.
Vi husker på at gøre os umage for hinanden, vi tager vores pæne tøj på og går ud og spiser, vi giver hinanden gode gaver, vi er opmærksomme, men vi har også et liv, hvor vi kan være helt helt stille og afslappede, en hel weekend i det blødeste tøj. Og jeg føler mig elsket, uanset hvilken udgave af mig selv jeg er.
Vi er gode til at fejre hinandens sejre og at rose hinanden.
Vi er begge to meget opmærksomme på at være taknemmelige. Vi taler ofte om, hvor privilegerede vi er, og hvor godt et liv vi lever.

Og så har vi, og det er jeg taknemmelig for, en fælles interesse, nemlig FC København, som vi begge følger tæt – vi mødtes til en kamp – og det at have noget at gå op i, sammen, som ikke er ’fabrikken,’ som vi kalder hverdagsrutinen herhjemme, er genialt. Det giver os et rum, hvor vi ikke bare er kærester, samlevende, gift, venner, men hvor vi noget mere og andet, hvor jeg oplever, at vi hver især er den, vi var, da vi mødtes, så vi til stadighed faktisk ser hinanden.
Og så er det nemt at huske, hvorfor det er, vi er sammen.

 

 

Tusind tak til Verdens Bedste Værter for at lege med og for Sarahs kloge, gode og virkelig tankevækkende svar. (Jeg sagde jo, at hun kan det dér!)
Husk at du kan læse de andre afsnit i serien her, her og her. 

Har du i øvrigt en person, du gerne vil læse om i denne serie?
Så giv endelig dit bud, enten i kommentarfeltet eller som direkte besked og husk, du er mere end velkommen til at følge med i mine daglige udskejelser på Instagram ( C and the City)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *