Fem fantastiske feber-film

Det her indlæg forsøgte jeg at udtænke, mens jeg lå underdrejet i 10 dage af dødsinfluenza og havde bekymrende svært ved at finde noget, jeg kunne holde ud at se. Faktisk så meget, at jeg googlede efter ”Bedste influenza-film”…
Det fik jeg ikke meget ud af.

Sagen er, at når jeg er syg, slår det virkelig igennem, at jeg, som mine venner siger, er en tredjedel mand. Faktisk kunne udtrykket ”manflu” være opfundet af en, der har set mig være syg.
Alt er galt, folk er nogle røvhuller, hvis nogle hjælper mig, spørger til mig eller lignende er det enten for lidt, forkert eller på anden måde bare skævt, jeg er, i egen optik, verdens ensommeste menneske, jeg kommer til at dø alene, folk lægger ikke engang mærke til at jeg er væk, fortsæt selv rækken, det er en ynk!
Ikke så klædeligt, men sandt.

Med andre ord er irritationsbarren ualmindelig lav, så dybest set, handler det om at finde noget at se, der ikke pisser en alt for meget af. Det må heller ikke være for svært at følge med i, kræve for meget koncentration, have for meget larm, så man skal skrue op og ned hele tiden, og det må slet, slet, slet ikke have antydningen af en lykkelig slutning, hvor alt går op i en højere enhed og de rigtige får hinanden, men det må heller ikke være for sørgeligt.

Og så er der ikke meget tilbage, mildest talt.

Først havde jeg kaldt indlægget for “Fem fuldstændig hjernedøde feber-film”, men det synes jeg faktisk er, at undersælge dem, for de er fine på hver sin måde, og der er kun to, der er i hjernedød-kategorien og det må der, trods alt, være plads til, når man er døden nær.

 

 

All inclusive
Det her er en af de fineste film.
Sød, sjov, underholdende, der er ikke en klassisk happy ending, men alligevel ender det godt og det er en, hele vejen igennem, feel good-film.
Det er ikke stor filmkunst, men det behøver det heller ikke være. Den gør det, den skal, lever op til alle mine ovennævnte kriterier og serverer nogle seriøst gode grin undervejs.
Den søde, sjove, men lettere kaotiske Ditte skal med familien til Malta for at fejre moderens fødselsdag. Et fly hun i øvrigt er ved at misse, fordi hun har tømmermænd og et one night stand liggende derhjemme, og så er stilen i filmen ligesom lagt.
I lufthavnen går det op for hende at forældrene er ved at blive skilt og faderen derfor slet ikke skal med, hvorfor hun sætter alt ind på at give moderen en god fødselsdag, blandt andet ved at hyre lokale mænd til at ”vise interesse”.
Et projekt, der bliver lidt mere problematisk end ønsket, da Ditte allerede har knaldet den pågældende mand, der bliver lidt for interesseret i moderen, samtidig med at Dittes søster, den noget satte med tre børn, heller ikke er alt for imponeret over hende.
Jeg tror, jeg har set den fem gange, den holder altså som en feelgood-film med kant og Bodil Jørgensen som moderen er SÅ skøn.
Ligger på iTunes

 

 

Spygame
Her er vi ovre i en noget anden genre end ovenstående, men absolut seværdig. Mænd vil være begejstrede for spion – og actionuniverset, mens kvinder, derudover, nok også vil glæde sig over at både Robert Redford og Brad Pitt har hovedrollerne.
Robert Redford er den aldrende efterretningsagent med det ene ben ude af døren, på vej på pension, mens Brad Pitt, der har været hans unge protegé er i problemer og sidder fængslet i Kina.
Redford, der er agent af den helt gamle skole, må derfor bruge alle tricks i bogen for at få ham ud, inklusive en hel del ufine tricks, da hans, snart tidligere arbejdsgiver, CIA, ikke er helt så hjælpsomme med missionen som de burde være.
Mens tiden tæller ned til Pitts nært forestående henrettelse, bliver deres fælles historie rullet op fra den gang, hvor der virkelig var spioner til, med klip til deres missioner i Vietnam, Berlin under Den kolde krig, Libanon osv.
Plus naturligvis årsagen til, at Brad Pitt skal henrettes i et kinesisk fængsel…
Der er, selvklart en del aktion, men også en interessant historie, plottet holder en godt fanget og overrasker hele tiden og så er Pitt og Redfords look gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne ret geniale.
Fed, fed, fed film af Tony Scott, der konsekvent laver gode film.
Findes på Netflix

 

 

Proof of life (Livstegn)
Filmen her er i samme genre som ovenstående, blot som Russel Crowe som hardcore, succesfuld gidselforhandler i et privat firma, mens Meg Ryan er kvinden, hvis mand bliver kidnappet.
Meg Ryan og mand er et amerikansk par, der bor i Sydamerika og begge optagede af at gøre verden til et bedre sted. Således har de rejst og boet i det meste af verden, mens de har arbejdet for forskellige velgørende organisationer.
En guerillahær kidnapper manden, da de tror han arbejder for et stort oliefirma, der derfor vil betale en kæmpe løsesum.
Russel Crowe kommer på banen som forhandleren, der både må finde sit gode hjerte frem, da firmaets forsikring alligevel ikke dækker og forsøge ikke at falde for den efterladte Meg Ryan.
Der er både kærlighed og action, samt et fint indblik i, hvor meget magt narkokarteller og guerlliahære har i andre dele af verden, samt et indtryk af, hvordan gidselforhandlinger kan foregå.
Russel Crowe er fremragende som den tavse, lettere hæmmede he-man, der alligevel får slået lidt hul i følelsespanseret.

Denne har jeg desværre ikke kunnet finde på en streamingtjeneste, men det kan ofte findes i en 20 kroners dvd-kasse i nærmeste supermarked

 

 

The Devil wears Prada
Jeg formoder ikke, at denne behøver yderligere introduktion, og den gør også det, den skal. Pænt tøj, Paris og Meryl Streep, der spiller fuldstændig fantastisk som den værste krage af en chef på verdens mest ikoniske modeblad.
Det er ikke stor kunst, men fin underholdning, hvis man alligevel har 40 i feber og ikke magter, at hidse sig op over overfladiskheden og fordommene.

Skulle du, mod forventning, ikke hvad jeg taler om i ovenstående, så handler filmen om den kiksede, men kloge Andy, der bliver assistent for chefredaktøren for verdens mest prestigefyldte modemagasin amerikansk Vogue.
Andy har ikke den store modesans, men med hårdt arbejde og en masse grooming bliver hun efterhånden den barske chefs darling, efterhånden som hun både bliver tynd nok, får sans for Chanel og formår at redde situationer gang på gang.
Pænt overfladisk og helt klassisk Askepot-historie fra modeverdenen, der tager udgangspunkt i en bog som en tidligere assistent skrev efter at have arbejdet for Anna Wintour, chefredaktør på Vogue.
Ligger på Netflix og i iTunes

 

 

Klovn Forever
Denne her kræver, at man synes Klovn-universet er fedt og det gør jeg. Ualmindeligt morsomt, faktisk. Den første film er også fin, men den her er på en måde lige niveauet højere.
Frank er sat med to små børn og kone i Frederiksberg-villaen, mens Casper er blevet skilt og søger nye græsgange. Deres samarbejde kommer til at halte gevaldigt på grund af en fælles bog og Casper rejser til LA for at slå igennem derovre.
Frank rejser efter, men bliver forhekset undervejs og kommer også til at knalde Caspers datter, ved et uheld, naturligvis.
Det er jo ikke stor kunst, men det er letbenet, fjollet, sjovt og underholdende og man kan ikke blive andet end imponeret over, at d’herrer Hvam og Christensen formår at genopfinde sig selv igen og igen.

Nogle vil også sætte Satc 2 på listen. Jeg har også selv noteret den, vist nok, men jeg synes simpelthen at den film er så vanvittigt irriterende. Det kan være det bare er mig, så nu er den med som et forslag.
Sex and the City 2 ligger på Netflix

OBS: 
Det skifter ret meget hvilke film, der er tilgængelige på de forskellige streamingtjenester. Det, der ligger i dag, er der ikke nødvendigvis i morgen, så vær sød lige at bære over med, hvis du ikke længere kan finde dem, hvor jeg har skrevet.

Er du mere til serier, så se mine forslag til fem fede serier på HBO og serier, der er anbefalelsesværdige generelt, både på Netflix og HBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.