10 ting, du måske ikke ved om mig

1) Jeg har altid champagne på køl. Altid.

2) Af en eller anden underlig grund, så vælger jeg altid venstre først.
Altså gå venstre om en lygtepæl, tage venstre strømpe på først og venstre sko ditto.
Ja. Jeg er venstre-håndet og jeg bilder mig selv ind, at det er derfor og ikke på OCD-måden, for jeg behøver ikke gå tilbage og begynde forfra, selvom jeg ikke kan komme til at vælge venstre først

3) Jeg hader rosenkål. HADER. Og jeg tror, jeg har skrevet det før. Hvilket bare understreger, hvor rædselsfuld, jeg synes den grøntsag er.

4)
Det der med at sove sammen… Jeg er ikke fan.
Uheldigvis er det noget, de fleste synes er toppen af hyggelighed og derfor et ret kontroversielt emne.
Men. Kombinationen af at sove let og en overdreven lydfølsomhed gør, at jeg overhovedet ikke har brug for, at der ligger nogen og snorker mig ind i hovedet, sparker mig, stikker albuer, rager mig på røven og hvad der nu ellers skal foregå.
Ikke engang hundens snorken gider jeg høre på. Ja, jeg vækker Wilma, når hun snorker som et savværk.
Eneste undtagelse er Cykelrytteren, naturligvis.

Til mit forsvar vil jeg dog godt have skrevet til referat, at jeg hverken sender folk ind på sofaen eller laver scener, men selv lister af i god ro og orden, uden at smække med døre eller kaste eder og forbandelser. Heller ikke, når jeg er blevet holdt vågen på sjette time.

5)
I samme boldgade står det heller ikke som Verdens Største Lyksagelighed, at få fælles adresse. Jeg er godt klar over, at det er sådan det fremstilles alle vegne:
At kvinder vil bo sammen og nærmeste bare går og venter på, at kæresten endelig overgiver sig og flytter ind. Mig, not so much. Hvilket kommer som en meget stor overraskelse for mænd og i særdeleshed kærester.

 

 

6) Jeg er så sindssygt barnlig når det kommer til overraskelser. Også dem, jeg selv har lavet.
Altså jeg er typen, der ringer, hvis der er gået for længe og siger:
”Kommer du ikke snart hjem? Der står en overraskelse til dig”, fordi jeg er ved at gå ud af mit gode skind i begejstring over mit eget påfund.

(Jeg er så også typen, der på junkie-vis ransager hele hyblen i jagten på mine egne gaver OG gramser på alle pakker undervejs i jagten…)

7) Jeg synes overhovedet ikke at Modern Family er sjov. Overhovedet! Alle karakterene er så gennemgribende irriterende, at mit blodtryk nærmer sig tusind, når jeg har forsøgt at se den.

8) Jeg spiser hjertens gerne aftensmad til morgenmad. Det hører jeg en del for. Men jeg diskriminerer ikke og napper lige så gerne et marcipanbrød som et stykke pizza. Folk spørger tit, hvordan folkene i morgen-tv kan stå og spise steg kl. 09 og jeg kan bare sige:
Det kan man sagtens, når man har været oppe siden kl. 03. Faktisk er man herresulten.

Dog tror jeg ikke, at jeg kan skyde skylden på mine bizarre madvaner på alle årene med morgenradio – og TV. Som jeg husker det har det altid været sådan og der er overhovedet ikke noget galt med pizza til morgenmad.

9) Jeg hader cirkus. Som i: Hader!
Det gjorde jeg også som barn, det vil sige længe før, at det blev politisk korrekt at synes, at det er synd for dyrene. Jeg kan ikke fordrage, at man bruger dyr som underholdning på den måde.
Af samme grund har jeg det stramt med Zoologisk have. Jeg synes simpelthen ikke, at vilde dyr hører hjemme i et betonanlæg i en dansk forstad.

10) Jeg er frygtelig ubeslutsom, når det kommer til mad. Så meget, at jeg altid bestemmer hjemmefra hvad jeg skal spise på en restaurant, for ellers kan jeg ikke tage en beslutning. Og jeg har faktisk præsteret at ændre min bestilling på MacDonalds, fordi jeg fik ombestemt mig undervejs…

 

Vil du se flere ansigtstab? Så følg bloggen på Facebook og i særdeleshed på Instagram

 

 

4 thoughts on “10 ting, du måske ikke ved om mig

  1. Aftensmad til morgenmad er det bedste – jeg spiser aldrig rundstykker eller morgenmadsprodukt-med-mælk. Hvis jeg spiser nogen morgenmadsagtigt er det engelsk morgenmad, aka. æg og bacon 😀

    – A

    • Jeg har lige spist pizza til morgenmad 😉 I’m not sorry
      Men kunne jeg spise rundstykker med tandsmør, ville jeg gøre det. I loooooove it!

  2. Jeg er til dels enig ift. zoologiske haver – i hvert fald mange af dem i udlandet, hvor dyrene har det helt forfærdeligt. Jeg synes efterhånden at man gør rigtig meget herhjemme for at lave nogle fantastiske anlæg og omgivelser til dyrene, men kan sagtens følge tanken om, at det jo aldrig vil blive det samme som deres naturlige habitat. Til gengæld synes jeg at det er vigtigt at huske på, at zoologiske haver laver et sindssygt vigtigt arbejde i form af bevarelse og beskyttelse af mange enormt truede dyrearter. Uden avls-programmerne i de zoologiske haver ville en del meget truede dyr have væsentligt dårligere vilkår for deres fremtidige eksistens som art. Og dén del synes jeg især er SÅ vigtig, og bestemt ikke noget man skal underkende vigtigheden af – også i relation til jordens øvrige økosystemer. ☺️

    • Det er en meget vigtig info, det med avlsprogrammerne, og ja, det skal man selvfølgelig også have inde over. Så tak for det!
      Jeg håber dem, der bryder sig om at gå i Zoo støtter den del alt det, de kan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *