Guide: Her får du de bedste fastelavnsboller

Der er altså en grund til, at fastelavnsbollerne rammer bagerne i det sekund, vi går ind i januar.

Det er simpelthen dem, der får os gennem vinteren, no more, no less. Også selvom jeg stadig hører for, at jeg, den anden januar sidste år, lavede et opslag, hvor jeg efterspurgte butikker, der havde skudt flødefesten i gang…
Nogle mente åbenbart, det var for tidligt, når man stadig havde nytårs-tømmermænd, men det er det ikke.
Alle ved da, at fløde, remonce og wienerdej er ren eleksir mod tømmermænd, ikke?

Spørgsmålet er så bare, hvor man får den bedste?

I en snæver vending må man gerne købe sig til dem, det er måske også i overkanten at bage fastelavnsboller to måneder i træk, selvom jeg ikke er den, der dømmer.
Men eftersom der næsten ikke er noget værre end at indtage noget, der ikke er kalorierne værd, så kan man lige så godt sigte efter guldet i første omgang, for der er godt nok forskel.

I testen er der uddelt fra 1 til 5 stjerner, så spørgsmålet er bare om du er enig?

 

 

Lagkagehuset:
Lagkagehusets fastelavnsboller er populære og der bliver virkelig langet nogle stykker over disken. Testmodellerne i denne omgang er med hindbær/nougat og sveskefyld. Fælles for dem begge er en noget kedelig, næsten halvtør bolle, til gengæld er der virkelig meget fyld i, næsten for meget. Og jeg er altså typen, der næsten ikke kan få det vammelt nok, men jeg synes det er i overkanten og versionen med nougat bliver simpelthen for tung.
Hvis du vil have fastelavnsboller fra Lagkagehuset, så gå efter den med sveskefyld.
Samlet vurdering: 3 stjerner

 

Wendorff:
Bollerne hos Wendorf er virkelig pæne og hvis det ikke ser sådan ud på billedet, så er det Wilmas skyld, fordi de nærmest blev massakreret på hjemvejen.
De har et virkelig lækkert fyld, i gode, kreative kombinationer fx med amaretto / kaffe og chokolade/citron.
Min favorit er dog klassikeren med hindbær, creme og flødeskum og bollen er lige et niveau højere end hos lagkagehuset, fordi den er mere saftig.
Samlet vurdering: 4 stjerner

 

 

Olivia brasserie:
Indrømmet: Begejstringen var høj, da jeg så at Olivia Brasserie lavede fastelavnsboller i år, for deres kager og tærter er meget tæt på at være byens bedste.
Derfor var forventningerne også tilsvarende høje og desværre er jeg sjældent blevet mere skuffet.
Det bedste man kan sige om bollen er, at den tydeligvis er hjemmebagt. Og at den nok skulle have været ude af ovnen 5 minutter tidligere. Ellers er den møgkedelig fra a-z, flødeskummet har stået for længe, der var ingen creme og meget kedeligt syltetøj.
Til 40 kroner (!) som takeaway er det simpelthen ikke godt nok og kunne man give nul stjerner, så ville det være tilfældet her.
Samlet vurdering: 1 stjerne og den bliver givet for at have fastelavnsboller

 

 

 

Rise’s brød:
Her er vi oppe i sværvægtsklassen, alene ud fra størrelsen. Det her er virkelig store fastelavnsboller !
Derudover er der mange forskellige at vælge mellem: Der er klassikerne med creme, med hindbær og med sveske og så er der de mere kreative og absolut anbefalelsesværdige: Med Sarah Bernard-creme og abrikos og med solbær / romcreme og der er jeg bare nødt til at sige: Mums!
Uanset hvilken model, du går efter, så tror jeg ikke du bliver skuffet, hverken over mængde, pris eller størrelse – og den med solbær og romcreme er eddermame god!
Samtidig er bollen virkelig god, saftig og ikke smuldrende, så alt i alt meget anbefalelsesværdig. Og hvis man kommer til at spise to, så kan man hverken spise aftensmad eller morgenmad næste dag. Har jeg hørt.
Samlet vurdering: 5 stjerner og ubetinget byens bedste

 

 

Fru Lund:
Hos Fru Lund er det også virkelig pæne boller, med både bær, glasur og marengs, men der er ikke meget kreativitet over fyldet, der holder sig til klassikerne: Sveske, creme, hindbær og nougat.
Bollen er standard wienerbrødsbolle, der smuldrer en del og samtidig er de ret flødede i smagen, hvor flødeskummet fylder for meget. Men generelt en helt ok fastelavnsbolle, men altså ikke så god som Rise’s.
Samlet vurdering: 4 stjerner.

 

Desværre laver Brød ikke fastelavnsboller i år, det havde jeg ellers sat næsen op efter, men heldigvis findes der et par andre gode.
Jeg vil ubetinget gå efter Rise’s, der er absolut ingen grund til at spilde kalorier på de andre. Ud fra størrelse, smag, kreative smagssammensætninger og pris er de, som sagt, byens bedste.

Nu er denne her guide Odense-baseret, fordi det jo er her jeg bor nu, men jeg har boet i København længe nok og lavet så grundig en research, at jeg uden tvivl kan sige, at Dessertdragen laver hovedstadens bedste fastelavnsboller.

Har du mod på at stå i kø i tusind år, så gå efter den svenske version, semlor, der er en kardemomme gærbolle med marcipan og fløde, hos Juno Bakery på Østerbro.

Er du enig i testen?

Hvem synes du laver de bedste fastelavnsboller?

 

Husk at du kan følge bloggen på Facebook og mig på Instagram, hvis du ønsker daglige ansigtstab ? 

2 thoughts on “Guide: Her får du de bedste fastelavnsboller

    • Jeg vil også godt indrømme, at jeg måske slog en lidt større bolle op end jeg måske kunne bide i 😉
      Er i hvert fald en kende forkvalmet, men hey, it’s once a year.

      Er spændt på at høre, hvad du synes. Jeg står til fulde inde for de fastelavnsboller, de laver hos Rise’s på Hunderupsvej. Mmmmmmm!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *