Januar, jeg elsker dig

Nå.

Nu siger jeg det bare:

Jeg kan altså godt lide januar.

Eller.
Det er jo ikke fordi, jeg er fan af mørke, kulde, regn og evigt sjask og stanken af våd hund, men jeg kan godt lide det januar symboliserer:

En ny start.

Og det siger jeg, selvom jeg overhovedet ikke er fan af nytår, faktisk er jeg inkarneret nytårshader og afskyr den aften, men jeg har arbejdet benhårdt på, at blive fan af januar og det ser ud til at have båret frugt efterhånden. 

Jeg ved ikke om det er fordi, jeg har haft nogle ualmindeligt tarvelige år, hvor det eneste, der var tilbage som holdepunkt, at datolinjen i det mindste skiftede og dermed dokumenterede en ændring, om det er fordi, at jeg har arbejdet benhårdt på at ændre mit mindset eller om det er fordi, jeg er superopmærksom på ikke at blive trukket med ned i januartristesse, fordi jeg suger andres humør til mig hurtigere end en teenager bunder en Breezer.
Måske er det en kombi, men uanset hvad, så er jeg ret vild med januar, fordi jeg har lært mig selv at være det og gå målrettet efter det gode.

Det er den kollektive følelse af håb, ny begyndelse, at alt er muligt, at man kan skabe en ændring som jeg synes er skøn, på samme måde som jeg elsker når landet går i kollektiv dvale i juledagene (Link)

Det der naive, jomfruelige håb om, at alt kan lade sig gøre og ”Nu begynder vi forfra”.
Fuck, at man ikke har nået noget af det til sommer, det er følelsen af den kollektive optur, fremdrift og virkelyst, jeg synes er så skøn og inspirerende. Forventningsfuldheden.

Og så planerne. Alle de planer man kan lægge.
Jeg ELSKER at planlægge og glæde mig til ting og der er januar ren optur, for der er et helt år, hvor der skal plottes ting i kalenderen og tænkes tanker omkring.

Der lige noget for ”ListeLotte” her i butikken 😉

Hvis du synes januar er træls, så får du her mine bedste tricks til at gøre nedtur til optur.

  • Du kan spise virkelig godt, virkelig billigt og tage på ophold lækre steder hen til en brøkdel af normalprisen.
    Forklaringen er enkel: Efter det kæmpe store juleryk-ind, så er der langt færre gæster i januar, men langt de fleste har åbent alligevel og vil gerne lokke folk ind. Derfor kan du både på menuer og ophold på de steder, der normalt er økonomisk svære at komme i nærheden af til langt mere spiselige beløb. Falsled Kro, Sortebro Kro og Molskroen* er to af de steder, kører særlige januartilbud, ligesom der er Diningweek i begyndelsen af februar.
  • Al juleslikket er til sat ned til mindre end halv pris og bare fordi det er januar, betyder det ikke, at det ikke smager godt.
    Haps, haps, haps til honningkager, lebkuchen, snebolde og brandybønner til ingen penge.
    Kur? Det kan du være på i februar. Den måned er lige så kedelig, men kortere…
  • Hele verden går nærmest i dvale i et kollektivt januar-had og det betyder, at det er helt legitimt at bure sig inde og være asocial. Det er den perfekte undskyldning for tømme Netflix for samtlige serier, i selskab med ovenstående guf fra pkt. 2.
    Ingen synes at man er kedelig fordi man udviser huleboer-tendenser, for alle andre gør det alligevel. Mangler du inspiration, så er der serielister her og her.
  • Det er dermed også helt legitimt, at få lov til at passe sin januar/vinter/almindelige depressioni fred, uden at nogen med rensdyr-hat og gløgg-ånde, står og råber på hygge, aktiviteter og højt humør.
    Når man ikke er den store juler, så er seks uger med så megen entusiasme, at man har alle mistænkt for at være på speed og ”jule-sne”, ret længe.
    Nu er luften gået af selv de mest ihærdige og vi er tilbage i en mere normal humørskala, hvor man, som bonus, godt må være lidt indebrændt.
  • Udsalg!!!!
    Det kan vi til gengæld godt lide.
    Især at priserne er ved at være reelle udsalgspriser med besparelser på 50 – 60%, altså noget man kan bruge til noget.
    De der fesne 20 -25 % som nogle butikker kalder ”udsalg” og spammer ens mail med, er bare en fornærmelse.
  • Du kan se dine venner igen.
    Alle dem, der igennem november og december har været druknede i juleklip, familiehygge og arrangementer af den mest obskure karakter, er nu dukket op til overfladen igen og gider at lege.
  • Du kan med god samvittighed lade være med at træne.
    Alle steder indeholdende fysisk udfoldelse er fyldt til bristepunktet og det bliver man bare sur af. Bliv hjemme, iværksæt punkt 2, 3 og evt. 5 og 6 og vend tilbage i februar, hvor alle nytårsfortsætterne har givet op.
    Gå i stedet en tur og mor dig over alle de nye ”løbere”, der pruster afsted, helt forvredne og gasblå i ansigtet.
    (Grin dog ikke åbenlyst. Man er meget sårbar i forsøget på, at få røv til at flytte med fra gang til løb!)
  • Alle de dumme ting, du gjorde til julefrokoster og lignede er nu sidste år – også selvom det i real time er 14 dage siden. Det er en ren teknikalitet. Sidste år lyder meget bedre og tænk på, hvor meget klogere, du kan have nået at blive siden sidste år…
  • Fastelavnsboller!!! Kræver ikke yderligere uddybning.
  • Tænk på alle de fede ting, man kan nå på et år.
    Jeg elsker, som sagt, den kollektive optimisme, der hersker i januar, hvor alle er helt høje i troen på at dette bliver ÅRET, hvor man både vinder i Lotto, får et nyt, fedt job, finder den store kærlighed, rejser til eksotiske steder med nøgendans under fuldmånen, taber 20 kilo, kommer i kanonform og løber mindst tre maratons. Naturligvis i New York, Berlin og på Hawaii.
    Det er som om, at det er en kende sværere, at overbevise sig selv om, at man når det, når kalenderen skriver november og man er bagud 0-7 i de ting, der skulle nås.Tricket til at det bliver en succes er realisme. Ja, så kedeligt er det faktisk.
    Hvis du tror, at du både skal løbe ti kilometer hver dag, leve af broccoli, løfte vægte og skaffe dig et nyt job, en kæreste og nye venner i januar måned, så er det næsten dømt til at mislykkes.Det er for store ændringer på for store områder, der kræver meget energi, på for kort tid.Personligt gør jeg det, at alt hvad der handler om forretning, job, karriere, parforhold, personlige ambitioner, sociale elementer, planer og strategier, det ser jeg på i januar. Ikke noget med kost, ikke noget med kur, intet med strikse træningsplaner.

    Den eneste kur, jeg er på i januar, er nytårskur, der involverer champagne!

    Alt det helbredsmæssige, kost, motion, nye vaner, alt det der jazz, det ser jeg på i sommerhalvåret, hvor der er lys, længere dage og generelt mere overskud. Det er simpelthen langt nemmere at spise mere salat, når man ikke er ved at dø af frost og det ikke er mørkt kl. 16.
    Her giver jeg også de ting, jeg har sat gang i i januar, et serviceeftersyn, så jeg kan se om jeg er på rette kurs. Ellers er der stadig tid til at justere ind.
    På den måde bliver det spiseligt, overskueligt og meget mere succesfuldt.

    Hvad er din strategi? Vil du dele? 

 

4 thoughts on “Januar, jeg elsker dig

  1. SÅ enig! Især omkring en nytårskur der involverer champagne:-)
    Jeg kører selv en strategi, der minder lidt om, og hvor hovedtemaet er at hygge om mig selv, og tage den lidt med ro. Det indebærer bl.a. at det er okay at skrue ned for antallet af løbeture (især når det er -2 og blæser kraftigt), at der skal være minimum tre ting at se frem til, og så ellers få lavet nogle hyggelige aftaler med alle de mennesker, jeg ikke nåede at se i december.
    Indtil nu har min januar indeholdt nytårskoncert med DR Big Band efterfulgt af sushi med gode veninder, efter-julehygge med familien til Hellig 3 Konger, timer med the og en god bog, og i aften pizza og bif med en af dem, jeg ikke nåede at se i december.

    Godt nytår!

  2. Jeg kan kun sige at jeg nu er nød til at købe en lottokupon! Det er alligevel temmelig fjollet at jeg år efter år render rundt og er fornærmet over aldrig at vinde, når jeg heller aldrig køber en kupon 😉

    Jeg er faktisk oz ret glad for vi nåede ind i januar, med skindet sådan nogenlunde på næsen, oorrrkkkeeeer ikke mere jul foreløbig, og januar er så frisk, lækker og uberørt, så det er svært ikke at elske den!

    Ligesom dig, er jeg oz helbredsmæssigt udfordret, og derfor er jeg helt stoppet med at lægge planer, da jeg næsten altid alligevel må springe fra, nu tar jeg det hele lidt mere dag til dag- agtigt……dog har jeg meldt mig ind i boligforeningen og en sejlklub……såååå med den lottokupon oveni hatten kan 2018 da ikke blive helt kedelig hva ;0))) hahaha 😀

    Tak for din blog og tak for at minde mig om alt det skønne ved januar ……p.s folk er oz stoppet med at skude det SKIDE krudt af!!!!! ooohhh thank you lord 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.