Frankofil fredag: Tre tips til Paris i december

Jeg har de frygteligste pariser-cravings for tiden. Eller, det har jeg altid, men i øjeblikket er det gået helt og aldeles amok.
Som i: Jeg googler flybilletter og hoteller hver dag.
Derfor har jeg genoplivet “Frankofil fredag“, så jeg kan få lidt afløb ad den vej og lokke dig med i fælden. Hæ.

Skulle du være så heldig, at have en Pariser-tur i kalenderen i den kommende tid, og jeg anbefaler i dén grad Paris ved juletid, så har jeg samlet lidt vinter- og budgetvenlige tips, så der både kan blive plads til turen til Paris, julegaver og lidt indkøb undervejs, uden at økonomien vælter.

 

 

Tøj til kilopris
Ikke overraskende skal vi en tur rundt i mit yndlingskvarter, Saint Germain des Pres.
Her finder du en skjult skat i form af vintagetøj, så billigt at man afregner i kilopriser.
Her kunne man forestille sig, at det var crap med crap på, men bare rolig, vi er i det fashionable Saint Germain med de højeste boligpriser i Paris, så det, der ryger til genbrug er i ret høj kvalitet og der er gode scoop at gøre sig. Om ikke andet, så fordi man kan finde noget, ingen andre har.

Konceptet er ret enkelt: Man betaler efter hvad tøjet vejer. Nogle af tingene bliver solgt til faste priser, fx sko og tasker, men ellers er det bare om at skrabe til sig og så betale efter, hvad vægten viser.

Info: Kilo-Shop, 125 Boulevard Saint- Germain, 6. Arr.
Metro: Odeon

Monoprix
Ligesom de franske apoteker, er de franske supermarkeder tæt på mekka, når det kommer til lækkert og spændende indhold.
Kender du et madøre, vil du helt sikkert finde geniale gaveideer, gå fx efter foie gras, figenmarmelade, den varme chokolade fra Angelina, confit de canard eller flydende, saltet karamel, men tippet her handler om noget lidt anderledes, når det kommer til supermarkedsindkøb, nemlig under- og børnetøj.

Monoprix udmærker sig nemlig ved at have en utrolig god og billig børnetøjskollektion, hvor der virkelig er kup at gøre, tænk Petit Bateau, men til det halve. Mindst.
Der er overhovedet ikke sammenhæng mellem pris og kvalitet, for du får langt mere end hvad du betaler for og der er dermed seriøse muligheder for at købe gode gaver til alle de små i familien. Eller bare tanke op på basislageret.

Det kan du også gøre, når det kommer til dig selv, for det samme koncept med lav pris og høj kvalitet, gælder også på kædens undertøj og strømpebukser. Og nej. Det er ikke kedeligt ”koneundertøj”, man kan godt være bekendt at vise sig i det, også i mandligt selskab.

Info: Der ligger Monoprix’er over hele byen, så det er egentligt bare at finde din favorit

 

 

Varm chokolade på Angelina
Nu siger jeg det bare som det er:
Hvis den varme chokolade hos Angelina bliver kraftigere, så er det budding. Og hvis det lyder vammelt, kan det ikke være mere forkert, for det er fuldstændig vidunderligt.

Desserterne og kagerne på Angelina er også to die for, men det er den varme chokolade, der er clouet.
Fuldfed, tyk, kraftig i smagen og med iskoldt flødeskum on the side. Syndigt og godt, præcis som det skal være.
Skal du have varm chokolade i Paris, så er det her.

Se evt. om du kan score bord nummer 10. Det var Coco Chanels bord og hun kom her, efter sigende, dagligt, for den varme chokolades skyld.
Er det godt nok til Coco, så er det også godt nok til dig ;-)Du kan også få chokoladen to go og nyde den på en gåtur i den nærliggende Tuilier-have.

Info:
Angelina
226 Rue de Rivoli, 1 Arr.
Metro: Tuileries eller Concorde

Har du tips til Paris ? Så del dem gerne i kommentarfeltet

One thought on “Frankofil fredag: Tre tips til Paris i december

  1. Tak for tips 👍 men jeg synes du skal slette forslaget om foie gras – der er simpelthen for meget dyreplageri i det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *