10 årsager til at der er stille på bloggen

Måske det er ved at være på tide, at jeg får sat lidt ord på, hvorfor der er så stille herinde?
Det er ikke fordi, jeg ikke har villet, men der er virkelig mange årsager og de har været – og er fortsat – svære at formulere på en måde, så det ikke bliver misforstået.

Jeg har masser på hjerte. Masser. Men jeg er et meget andet og sværere sted i mit liv, end jeg har været nogensinde før. Hvad man faktisk ikke skulle tro var muligt, set i lyset af de sidste fire år, men det er jeg.
Og det er ikke fordi, jeg har glemt det.
Jeg har nok bare troet, at jeg kunne gøre, som jeg altid har gjort: Bide tænderne virkelige hårdt sammen og bare fortsætte.

Det har jeg også gjort, ude i den virkelige verden, hvor jeg, det seneste år, har kæmpet det, der nok må kaldes mit livs kamp. På alle de fronter, der overhovedet er at kæmpe. Du kan, helt alvorligt, ikke pege på et eneste område i mit liv, hvor der ikke er komplet kaos og kamp, nærmest til døden. Det er lige fra forsikringsselskab (er), SKAT, familie, fagforbund, venner, læger, you name it. I got it.

Den slags trækker tænder ud og frigiver nul i energi. Tværtimod.
Men det ændrer også en. Får en til at stille spørgsmålstegn, gøre sig overvejelser og tage det hele op til revision, igen og igen. Også herinde.
Hvad skal den her blog? Hvad skal jeg? Skal vi fortsætte? Sammen? Og i givet fald, hvordan?

Og her er vi så ved, at være henne ved de mange grunde til, at der er stille herinde.

1)
Jeg har svært ved at se, hvad jeg har at byde ind med.
Altså. Hvem synes det er interessant, at jeg laver en instastory, hvor man ser mine sko gå fra A til B ? Min kaffe i en kop? Mine tanker om dette og hint? Shopperier?
Det er en ting, jeg tænker meget over og især i forhold til sociale medier og bloggen generelt. Er det ikke bare larm? I en kakafoni af al den anden larm?
Jeg er overhovedet ikke interessant nok til at lægge beslag på folks tid. Synes jeg selv. Og jeg har det skidt med at være larm oveni en masse anden larm.
Jeg vil helst skrive indlæg, der, på den ene eller anden måde, er tankevækkende, eksempelvis omkring hvordan man “håndterer” folk ramt af usynlige sygdomme fx., for det er ikke en fest, at være pårørende til og det kan jeg ikke for tiden. Hvad bringer os til pkt. 2.

2)
Min trang til at være personlig og skrive de personlige indlæg er tæt på ikke-eksisterende.
Der sidder nogle meget nedturs-agtige typer ude bag skærmene, der åbenbart kun har det indhold i livet, at skrive nedladende, perfide, dybt upassende kommentarer til folk, der egentlig bare er ærlige omkring, at livet ikke altid er en lige landevej i medvind. Dem om det. Det må de selv rode med. Når man bevæger sig ude i det offentlige rum, så kræver det en form for hård hud og jeg er med på, at det er en del af præmissen, om end jeg ikke anerkender dem, der mener, at der er carte blanche til at smide uhæmmede mængder lort efter folk, blot fordi de ytrer sig offentligt.

Men min opgave er at passe på mig selv og skærme mig mest muligt, fordi jeg er i en utrolig sårbar situation lige nu.
Derfor gider jeg ikke skrive noget, der ligefrem inviterer troldene til tastaturene, hverken det personlige eller det debatskabende.
Man skal have overskud for at kaste sig derud, hvor man er afklædt, hvad enten det er følelses –eller holdningsmæssigt og det har jeg ikke. Ego sker det ikke.

3)
Jeg er ramt af en forholdsvis stor præstationsangst i forhold til at skrive, stave og formulere mig. For slet ikke at tale om kommatering. Det halter fortsat voldsomt efter jeg blev syg og det er utroligt grænseoverskridende for mig, at jeg er blevet så dårlig til det. Derfor bruger jeg alt for meget energi på at forsøge at hakke mig gennem en tekst og det er energi, jeg ikke har.

4)
Det har, desværre, vist sig, at jeg er mere syg end først antaget. Jeg har derfor intet overskud til noget som helst. Med lidt held har jeg 1-2 dage på en måned, hvor jeg kan være ”Et rigtigt menneske” og dem er jeg nødt til at bruge på at få de mest nødvendige ting ud af verden. Skrivelser til forsikringer, skattevæsen og andre, der gør deres yderste for gøre mit liv endnu mere uudholdeligt end det allerede er.
Og jo, lejlighedsvis ser jeg også et andet menneske og bevæger mig rundt i verden den / de dage, men det betyder så også, at der ikke er kræfter til bloggen.

5)
Det her punkt er svært, for jeg vil ikke virke utaknemmelig… Men hvis man ytrer sig om sygdom og helbred følger der, som regel, en sky af velmenende, gode råd. Jeg falder desværre også selv i den gryde, ind i mellem.
Jeg ved at det kommer af omsorg, gode hensigter og et ønske om at hjælpe og det sætter jeg virkelig pris på. Virkelig! Men som de fleste nok ved, så er barren, når man er fysisk, psykisk, mentalt og følelsesmæssigt udmattet, ret lav. Man er nemmere at gøre ked af det og eftersom dette cirkus har stået på i snart fem år, er jeg meget, meget slidt og jeg kan forsikre for, at jeg har været igennem alt. ALT. Med alt, hvad der findes af specialister inde over.

Derfor er det svært, at få at vide, at man bare skal tage sig sammen eller et hav af kosttilskud. Især fordi jeg hver dag tager mig så meget sammen, at det er som at cykle Mallora rundt en gang om dagen  og slet ikke tage kosttilskud pga. den jernsygdom, jeg har.
Alle de ”gode råd” gør. trods de gode hensigter , at det føles som om, at jeg ikke gør nok. Eller ikke gør det, jeg gør, godt nok. Fordi jeg er i mega-underskud. Og jeg har heller ikke energien til at få svaret på de, primært søde, kommentarer, mails, private beskeder og ejheller de spørgsmål om råd, der kommer, for jeg er mildest talt ikke i en position til at rådgive andre, overhovedet.
Så det nærer egentlig bare følelsen af utilstrækkelighed og tro mig, jeg føler mig helt og aldeles utilstrækkelig i forvejen. Og igen: Min opgave er at skærme mig selv mest muligt pt.

6)
Dette bliver aldrig en sygdomsblog. Jeg kan ikke. Det er ikke sådan, jeg er.
Jeg vil altid, altid, altid vælge at holde fast i det, jeg kan, det, der lykkes og det, der er godt.
Det er sådan jeg er som menneske og jeg har set og oplevet for mange, hvor det er blevet hele deres identitet, at være syge og sygdomsramte. Det synes jeg ikke gør noget godt for nogen og jeg VED, at det ikke vil gøre noget godt for mig.
Det er meget uklædeligt at have ondt af sig selv og svælge i selvmedlidenhed og jeg har flere gange oplevet, at folk simpelthen nærmest dyrker det, som sådan form for mental onani, hvor man bliver ved med at køre rundt i, hvor synd det er for en, hvor dumme de andre er, og hvor stort et offer man er.

Jeg er ikke et offer, jeg vil ikke behandles som et offer og jeg vil slet ikke have at folk opfatter mig som en, der er et offer, eller har ondt af sig selv. For det har jeg ikke, selvom jeg måske burde have det.
Jeg insisterer simpelthen min ret til at være iført en ja-hat – selvom den klemmer noget ind i mellem. Derfor skriver jeg helst om de gode ting, for det er nødvendigt for mig at have det fokus. Det er meget muligt, at det eneste gode, der er sket i mit liv i en uge, er et pænt billede, jeg har kunnet tage af et pænt træ. Og så er det det, jeg fokuserer på. At der trods alt var det.

7)
Uheldigvis har ovenævnte indstilling ramt mig lige i røven. Det med kun at fokusere på det gode, blandt andet her på bloggen, for det har betydet, at jeg nu bliver beskyldt for at lyve om at være syg. Pga. bloggen.
Oh the irony!
Her har man siddet i årevis hos en psykolog, brugt hele den samlede formue og tusindvis af timer og tårer på at lære, ikke at blive trukket ned i et hul, at styre sine tanker og sin depression og at man pinedød skal fokusere på det lyse for så bliver det lyst igen en dag – og så bliver det kraftedeme brugt imod en. Både til at fastslå at man ikke er syg og endnu værre: At man er fuld af løgn.
At man så, via en blodprøve, kan dokumentere sygdommen, der i øvrigt er en gen-fejl, det har ”nogen” glemt at have med som faktor….
Men det er det, der er sket.

8)
Det er forholdsvis belastende 1) at være syg 2) tåle behandlingen ekstremt dårligt 3) blive beskyldt for at være en løgner og 4) miste sin indtægt, fordi man ”lyver” om at være syg, altså den dokumenterbare gen-fejl og det økonomiske kaos, der følger med, når der fra den ene dag til den anden, går 0 kroner ind på kontoen, når man i øvrigt heller ikke kan stå på benene og indfinder sig på sygehuset tre gange om ugen for derefter, at ligge død resten af tiden.
Det giver tilsvarende 0 overskud til at være sjov, eftertænksom, tankevækkende eller noget som helst andet på bloggen.

9)
Jeg har i øvrigt også fået mundkurv på. Af den advokat jeg har hyret mod forsikringsselskabet, der jo altså mener 1) jeg ikke er syg og 2) lyver om det. For når ens blog er ”dokumentation” og alt hvad man skriver kan og bliver brugt imod en, så er man nødt til at lade være med at skrive noget.
Til gengæld skal man nok ikke tænke for meget over det groteske i, at de få indlæg, der ryger på en gang i mellem, tæller som dokumentation, og de faktuelle elementer som fx blodprøveresultater, gen-tests og lægeudtalelser ikke gælder.
De indlæg, der faktisk omhandler det, at være syg og de konsekvenser det har, de tæller, sjovt nok, heller ikke.
Men at opleve at fakta bliver benægtet, er en oplevelse, der er så uhyrlig, at jeg kommer til at skrive om det under alle omstændigheder. Når jeg engang kan.

10 )
Det er nemlig også et element. At jeg ikke kan skrive mere end jeg gør. Ikke kun pga. en sag mod et forsikringsselskab, men også, som sagt tusind gange efterhånden, at jeg ikke er typen, der evner at skrive i hverken dagbogsform eller realtid.
Det vil formentlig ellers nok være sundere, at få tingene ud af systemet, når man står i dem og har så vanvittig meget respekt respekt for folk, der kan skrive om det svære, når det står på og gør det så fint og godt, på trods af kaos. Lortemor og Sneglcille eksempelvis.

Men jeg skal have det på plads indvendig, før jeg kan dele ud af det og når man hele tiden er i ”overlevelses-mode” og hænger med det yderste af neglene på yderste klippekant, så får man ikke bearbejdet specielt meget, man overlever bare.
Så det gør jeg og censurerer mig selv ekstra meget så længe, fordi jeg ”processererer” stadig alt det, der er foregået i mit liv de sidste 4 år. Det føles som om, jeg har skrevet vanvittigt meget om det herinde, men det kan jeg godt se, at det har jeg faktisk ikke.

Det er også en rest fra dengang, hvor jeg var så syg, at jeg ikke kunne regne med mine egne tanker og når man først har prøvet det, så sidder frygten der altid lidt i baghovedet. Det med at blive forrådt, at sit eget sind, sit hoved, sine tanker….
Mit hoved har altid været min styrke og det, at det fuldstændig kunne tage røven på mig og at jeg simpelthen har vurderet helt forkert, det har skabt en helt grundlæggende frygt for, at det kan ske igen.
Ikke at jeg går og føler mig utilregnelig, overhovedet, det er angsten for, at det kan ske, der fylder.

Derfor har jeg det bedst med at spænde sikkerhedsnettet ud under mig selv, især, når det kommer til ting, jeg skriver online, at der skal gå så og så længe og det skal være så gennemtænkt, at jeg er 1000 % procent sikker på, at jeg ikke rammer skævt. Det er, i sig selv, en kæmpe stressfaktor, at der sidder folk derude og skævvrider, alt man man siger og gør og nærmest insisterer på at misforstå, for jeg har svært ved at formulere mig og det har kæmpe konsekvenser, når folk fejlfortolker.

Og så synes jeg faktisk også at sådan noget som sygdom er alt for privat til at dele med hele internettet. Og jeg vil slet ikke være forpligtiget til at skulle skrive om det.
På den måde er jeg nærmest heldig, at jeg ikke har energien til at skrive om det, heller.

Så ja, der forgår en del i kulissen, stadig, og det giver en masse overvejelser.

Sådan er det jo, at man ind i mellem rammer tidspunkter i ens liv, hvor det store revisionsarbejde sætter ind og man er nødt til at se på om tingene hænger sammen på bundlinjen. Koster det mere end jeg har at give? Er prisen for høj?

Der er ingen tvivl om, at jeg begyndte skriverierne herinde som modstykke til det meget pæne og polerede, der primært prægede blogs dengang. Men ting ændrer sig og folk ændrer sig.
Hvis det, at man er ærlig på en blog, læses som Fanden læser Biblen og som en opfordring til at sparke på folk, der ligger ned, så hænger det ikke sammen længere.

Så er der kun plads til det pæne og polerede og det er ærgerligt, synes jeg. Men jeg er bare ikke den, der skal køre mig selv over som primusmotor på det projekt.

Men bloggen er altså ikke lukket, den er nok mere under mental ombygning.
Ligesom resten af mig.

 

 

 

2 thoughts on “10 årsager til at der er stille på bloggen

  1. Jeg blev virkelig trist af at læse hvor skidt det går dig.
    Dig, der om nogen fortjener en pause, fra al det affald livet kan bruge som kasteskyts.
    Og systemet. Åh for fanden, det system. Jeg lærer aldrig at begribe, at deres verdenssyn er så borderline, at de i ramme alvor mener, at man først er syg, når man intet kan. 0 %.
    Falder det dem slet ikke ind, at mennesker bliver endnu mere syge, hvis de ikke foretager sig noget, der skaber indhold i tilværelsen?
    Ofte er det en decideret nødvendighed, som kræver en energi man slet ikke har. Men hvad; så kan den energi vel lige så godt bruges på arbejdsmarkedet? Dét er en uempatisk tilgang til mennesker.

    Gode tanker og god karma din vej

  2. Det lyder ikke rat at være dig lige nu. God bedring.
    Jeg synes fortsat, at du skriver relativt tit og altid om spændende emner ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *