Scoremad: Langtidsbagte tomater

Ind i mellem skal man tage sig tiden til at gøre noget ekstra hyggeligt.

Det er jeg jo typen, der agiterer for, at man skal gøre så ofte så muligt, men hvis man er af en støbning, hvor det kniber lidt, så synes jeg, at du skal benytte den ekstra time, du har fået i dag til en rigtig hyggeopskrift, der endda kommer godt igen som en tidsbesparende hjælper på et senere tidspunkt.

I virkeligheden burde jeg skrive en opfølgning til det seneste indlæg, men i stedet har jeg valgt at tage min egen medicin, om man så må sige, og i stedet hygge med at skrive en opskrift til dig i feelgood-genren. Så må det mere alvorlige vente til en anden dag. Det skal der være plads til.

Dagens opskrift er en af dem, der tager tid. Til gengæld passer den fuldstædig sig selv, indhyller hele huset i velduft og er noget, du kan have glæde af virkelig længe og på mange forskellige måder.



Lav gerne denne brunch-bowle først og udnyt den varme ovn til disse geniale, langtidsbagte tomater, der er en sikker vinder i mit køkken.
De smager vidunderligt og kan bruges til alt. ALT.
Som fyld i sandwich, i salat, som en pastasalat, til en pastaret i sig selv, som topping på bruschetta, pizza, tærte, æggekage og som tilbehør til stegt kød, fugl eller fisk.

De er mest sammenlignelige med de velkendte semidried tomater, men når du laver dem selv er de langt mere sødmefyldte, smager af sol og sommer og samtidig er de en sikker vinder, når det kommer til at peppe alt op.

Du kan, med fordel, lave dobbelt portion, de har det med at forsvinde som dug for solen.

Langtidsbagte tomater – 1 glas

500 gr. cherrytomater
2-3 spsk. ekstra jomfru olivenolie
3 fed, pillede hvidløg
3 kviste frisk rosmarin
3 – 5 kviste frisk timian
God salt fx Maldon sea salt
Evt. en lille smule sukker eller stevia gold

Ekstra olivenolie til opbevaring

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 60 grader

Vask tomaterne, læg dem i et ovnfast fad og tilsæt olien, de pillede hvidløg, krydderierne og giv dem et generøst drys salt.

Vend det hele rundt, så tomaterne bliver dækket af olie og salt. Her kan du evt. tilsætte et lille drys sukker eller stevia gold, det fremhæver både sødmen og tomatsmagen.

Nu sætter du fadet i ovnen. Her står det og hygger sig i 5- 6 timer på de 60 grader. Det eneste du skal gøre er, at røre i dem en gang eller to.

Tilberedningstiden afhænger lidt af, hvor store tomaterne er. Er de små er 5 timer tilstrækkeligt, det vurderer du, når du rører i dem ind i mellem.

Tag de færdige tomater ud af ovnen, lad dem køle af og hæld dem evt. på glas (Som du først har skoldet og skyllet i Atamon, så de ikke mugner)

Top glasset op med olivenolie, så tomaterne kan holde sig og sæt dem i køleskabet.

Når du skal bruge dem til salat, topping og lignende, så tag dem ud, så de når at få stuetemperatur.

Hvis du ikke kan holde dig fra dem, så brug tomaterne som udgangspunkt for verdens nemmeste aftensmad:
Frisk pasta, friskrevet parmesan, frisk basilikum, friskkværnet peber, evt. lidt chili og et skvæt fløde i tomaterne, så de bliver til den labreste sauce.

Server med en salat til.

Enjoy!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *