Kære mænd. Undskyld, men hvor meget skal der til før at I tager det her alvorligt og begynder at sige fra? 

Der var ham, der på en bar lørdag aften blev ved med at hive min top ned, og som fuldstændig negligerede, at jeg meget tydeligt sagde ”Så stopper du”.
Tværtimod valgte han at slå på mig, da jeg, efter at jeg adskillige gange havde stået med bare boobs overfor hundredevis af mennesker OG flyttet mig fysisk, fik nok og knaldede ham en på hovedet.

Der var ham, der fulgte efter mig hjem og, ud af det blå, stod med en hånd i mit skridt, da jeg var ved at låse mig ind af min egen gadedør.

Der var redaktøren, der klemte mig op i et hjørne og foreslog, at vi gik ind ved siden af ”Og knaldede hjernen ud”

Der var en anerkendte forsker, der insisterede på at ”støtte mig” hele vejen op af en trappe ved holde hånden på min røv, mens vi var ude på tv-optagelse.

Der var borgmesteren, der blev ved med at stryge en hånd over mine baller til et pressemøde. Og som jagtede mig rundt på hele båden, hvor det blev holdt, hver gang, jeg flyttede mig.

Der var chefen, der mente, at man:
”Skulle lade være med at være politibetjent og udvikle lidt tykkere hud”, da 15 kvinder gjorde opmærksom på, at det ikke gjorde noget godt for arbejdsmiljøet, at få kommenteret sin røv, sine bryster og blive ranglistevurderet offentligt på redaktionen efter, hvor god de mandlige kolleger mente, man ville være ud i kunsten at give blowjobs.

Der var også chefen, der åbent sagde:
”Tænk, hvad det vil gøre for din karriere, hvis du går videre med det her. Ingen vil jo ansætte en ballademager” efter jeg, i en bisætning, nævnte, at det vist var upassende, at tilbyde job i bytte for sex.
Et attraktivt job, bevares, men trods alt, ikke en ”jobsamtale”, jeg havde lyst til at deltage i.

Og så skal vi da slet ikke tale om de tusindvis af tilfælde med hænder på røven i byen, verbale tilsvininger, når man siger pænt ”Nej tak”, dicpics, mænd, der gnider deres dillere op ad en i et fyldt metro og hvad der ellers hører til dagligdagen i et såkaldt moderne kvindeliv.

For det gør det. Hører til dagligdagen. Det står efterhånden, med al uønskelig tydelighed, meget klart.

Ovenstående er ”bare” mine eksempler, der er desværre også flere, og netop nu deler millioner af kvinder tilsvarende historier under #MeToo.
Historier om alt fra ”hyggesexisme”, over chikane, til krænkelser, til misbrug og regulære overgreb.

Denne gang udspringer historierne af anklagerne mod filmproduceren Harvey Weinstein, der, angiveligt, i årevis har krænket kvinder i Hollywood seksuelt.
Det fik skuespillerinden Alyssa Milano til at lave følgende opslag på Twitter:

 

Opfordringen er, at alle, der har oplevet overgreb og seksuelle krænkelser poster hashtagget #MeToo for at man kan få et indblik i, hvor stort omfanget er.
Siden har det taget fart i et nærmest uoverskueligt omfang.
I skrivende stund har flere end 12 millioner kvinder delt deres historier under #MeToo. Bare på Twitter.
Dertil kommer Facebook, Instagram og blogs, plus – og det skal vi ikke glemme – det kæmpestore mørketal, der også gemmer sig og dækker over kvinder, der ER blevet udsat for overgreb og stadig ikke tør fortælle om det.

For hver evig eneste gang, at disse historier dukker op, så sker der altid det samme. Altid! Nemlig dette:

 

 

Hver. Evig. Eneste. Forpulede. Gang.

Når en kvinde stiller sig frem og fortæller om overgreb, upassende berøringer, sexchikane, sexistiske bemærkninger og alt, hvad der ellers hører i den kategori, så vælter det frem med mænd, der dysser det ned ved enten:
1) At sige det nok er hendes egen skyld
2) Komme med en aldeles upassende anklage om, at det nok handler om noget opmærksomhed / En plade, der skal sælges /En bog, der skal udgives / En trang til at være en af flokken
3) Sår tvivl, helst offentligt, om det overhovedet er sket
4) Prøver at fordreje diskussionen ved gøre sig selv til ofre og begynde at fable om, at mænd til gengæld er mere udsat for vold i nattelivet, at mænd skam også bliver gramset på og at ikke alle mænd er sådan.
5) Affeje det med, at det nok var ment i sjov og at man ikke skal være så sart.

Hver. Evig. Eneste. Gang.

Man kan nærmest kalde det ”Kunsten af afspore en debat”.

Jeg vil godt sætte en kæmpe stor fed streg under, at ja:
Jeg ved godt, at mænd er mere udsat for vold i nattelivet end kvinder. Ja, jeg ved også godt, at der er tilfælde, hvor kvinder kører psykisk vold mod mænd. JA, jeg ved også godt, at kvinder også misbruger børn, jeg ved også godt, at mænd også kan blive udsat for krænkelser og ja, jeg ved OGSÅ GODT, at det ikke er alle mænd, der er nogle røvhuller.

Jeg ved det, fordi jeg har været journalist i 20 år og har brugt samme antal år på at sidde i retssale og berette om de her historier. Men netop derfor ved jeg også, at i ni ud af ti sager, der handler det om overgreb begået af mænd mod kvinder og børn.

Det er nogle af de mange, mange, mange historier, der kommer frem nu.
Denne gang er det under #MeToo, men der har været masser af andre sager og tilfælde, hvor kvinder har delt tilsvarende historier:

Der var da den amerikanske præsident, Donald Trump, fanget på skjult kamera, praler af overgreb han lavede på kvinder og derefter undskyldte det med at være ”drengestreger” og ”omklædningsrums-snak”

Der var praktikanten, der skrev en bog om, hvordan sexchikanen og sexismen lever i bedste velgående på Christiansborg – og blev kaldt sart, men der var faktisk ingen, der afviste hendes historier.

Der var det unge kvindelige byrådsmedlem, der fortalte om omfattede sexchikane og forskelsbehandling i byrådet i Nyborg – hvad, der fik en mandlig politiker til at sige, at han var offeret, fordi hun fortalte, at det foregik.

Der var kvinderne, der stillede sig frem efter det brutale drab på den kvindelige journalist Kim Wall og fortalte om, hvor ofte de føler sig utrygge eller er blevet decideret krænkede, når de var på arbejde.

Og før det var der en debat om voldtægter i Danmark, der bl.a. blev udløst af en længere serie, i Information, hvor en lang række kvinder fortalte om deres voldtægtsoplevelser.

Og hver gang er der sket det samme:
De groteske, grimme, skammelige, totalt grænseoverskridende historier har affødt et kommentarspor af mænd, der negligerer, nedgør, latterliggør og kommer med beskyldninger om, at man ønsker opmærksomhed eller at man ønsker, at gøre sig til et offer.

Det her, mine herrer, det er en af årsager til, at vi har det her problem.
Og at problemet er så stort. Og at kvinder holder deres kæft med det, de bliver udsat for.

I er en meget stor del af det.
Ikke fordi I nødvendigvis er krænkere, det vil jeg godt understrege på det allerkraftigste, men fordi I heller ikke siger fra overfor det.

Ja, det er skide provokerende, det, jeg skriver nu.

Men hver gang, de her historier, kommer frem, så tænker jeg:

”Kære ordentlige, gode, søde, rare mænd, hvor er I? ”
Hvorfor er der ikke nogen af Jer, der siger offentligt:
”Hey, det er sgu at for galt, at det er sådan?”

Jeg vil godt understrege, at jeg ikke er ude i ”At lave en muslim” på samtlige danske mænd ved at forlange, at de går offentligt ud og tager afstand, på samme måde som visse politiske partier forlanger, at alle muslimer skal tage offentligt afstand fra islamisk fundamentalisme, hver gang, der sker et terrorangreb.
Og jeg vil igen også understrege, at det naturligvis ikke er alle mænd, der er krænkere, ligesom jeg godt vil understrege, at jeg ikke betragter ”Et sultent, liderligt blik” eller eksempelvis komplimenter som et overgreb.

Men.
Som historierne vidner om, så er det heller ikke den kategori, vi er i her. Det er overgreb i straffelovens mest regulære forstand og jeg mangler simpelthen nogle stemmer i den debat.
Stemmerne fra de såkaldt gode ordentlige mænd, der behandler kvinder pænt. Eller i hvert bare afholder sig fra at lave overgreb på – og sexchikanere os.

Det kan være din mor, din søster eller din datter
For hvis man skal løse et problem, så begynder det med, at man anerkender, at der er et problem. Og den larmende tavshed fra 90% af mændene tyder altså beklageligvis på, at det her ikke er noget, de / I tager specielt seriøst.

Det kan undre en noget, eftersom de selvsamme mænd har mødre, koner, søstre, kærester og døtre. Og jeg tror bestemt ikke, at de vil synes, at det er særlig fedt, hvis deres kone fik en hånd i skridtet, når hun står og er ved, at låse sig ind i jeres hjem, hvis deres datter blev opfordret til at knalde sig til det job, hun ønsker sig eller åbne et par knapper mere i blusen og læne sig noget mere frem for at være ”sød ved kunderne” på hendes fritidsjob.

Jeg tror egentlig heller ikke, at de ville synes, at det var super fedt, hvis en anden mand råbte ”Skal vi knep’?” efter deres gamle mor, midt på gaden ved højlys dag, eller hvis tandlægen tog den selvsamme mor på røven eller kommenterede hendes bryster. Og jeg kender da helt bestemt et par stykker, der ville ryge voldsomt ud af en tangent, hvis deres søster / datter / kone / mor var blevet afkrævet et blowjob af vedkommendes chef med argumentationen:
”Hvis hun ellers er interesseret i at beholde sit job og have en karriere”.

Så kære mænd. Hvor er I ?

Hvorfor er I ikke ude at skrive, at I er rystede over, at så mange kvinder, kvinder I kender, endda, udsættes for så mange former for seksuelle krænkelser?
Eller beder de mænd, der har travlt med at bagatellisere og victimblame, om at stikke piben ind?

Jeg er helt med på, at vi, som kvinder, selv har et ansvar.
For at sige fra og for at fortælle højt, at de her ting sker og for at anmelde dem til politiet.
Men det er sådan set også det, vi gør og har gjort længe.
Vi er endda, oven i overgrebene, blevet hånet, latterliggjort og der er blevet sået tvivl om sandheden i det, vi siger.

I mange af de historier, der kommer frem, fortæller kvinder også, at de, når de ER gået til politiet, bliver mistænkeliggjort, ”victimblamet” og talt fra at anmelde overgrebene.

Så, ja. Vi har sagt noget. Vi har råbt op. Vi har anmeldt. Og der sker ikke en skid, for I tager os jo tydeligvis ikke alvorligt.

Hvis man(d), på nogen som helst måde, er i tvivl om, at sexisme og overgreb på kvinder eksisterer og endda eksisterer i så stort et omfang, at det er et dagligdagsproblem, så læs kommentarene skrevet af primært mænd, under de forskellige kvinders historier, hvor de latterliggøres, kaldes hysteriske og beskyldes for at overreagere.
Så er man slet ikke i tvivl om, at det her problem er kæmpestort og meget reelt.

Kære mænd, vi har faktisk brug for jeres hjælp.
Hvis man skal ændre holdninger og adfærd i et samfund, så skal der påvirkes fra mange sider og her spiller I en meget væsentlig rolle:
I kan sige fra.

I kunne eksempelvis begynde med, at gøre opmærksom på, at det ikke er okay, at ”victimblame” kvinder, der fx nu, under #MeToo, fortæller om overgreb.
Man kan jo se, hvad ens venner, bekendte, kolleger og kammerater skriver på eksempelvis Facebook og her er det da ret oplagt, at trække de gule og røde kort, når ens ven skriver til en kvinde, ”At hun nok selv var ude om det”.

Er det for grænseoverskridende, at sige fra online, hvor 500 af ens ”venner” læser med, så tag opfordringen med ud i virkeligheden i stedet:
Når kammeraterne nede i knallertklubben / herrelogen / whiskyklubben / cykelklubben / mandenetværket begynder at rulle sig ud og kommentere på servitricens røv / piccolinens bryster, så sig fra.

Sig det dog højt:
”Sådan taler man ikke til kvinder” eller, på mandesprog: ”Stop dog det sexistiske pis”.

Hvad I siger er valgfrit, bare, der bliver sagt noget. For det hjælper jo tydeligvis ikke, at vi kvinder gør det.

 

Billedet er herfra. Læs historierne derinde. De er frygtelige

 

Hvor mange hashtag-kampagner skal der egentlig til for at fastslå, at stort set alle kvinder oplever seksuel chikane eller vold i løbet af vores liv?
Og hvor mange hashtag-kampagner skal der til før at mænd forstår, at det her er et kollektivt problem, som skal løses i fællesskab?
For det er sgu da også træls for de uskyldige mænd, at føle sig slået i hartkorn med dem, der ikke kan holde nallerne for sig selv.

Jeg tror egentlig ikke, at det er i en ond mening. Tavsheden.
Jeg tror bare ikke, at I tror, at det rigtig er noget, der vedkommer Jer, for I gør det jo ikke selv, vel? Er upassende, laver overgreb, overskrider grænser eller sexchikanerer?

Vel?

Jeg tror egentlig heller ikke, at I har vidst, hvor stort omfanget reelt er, og hvor mange kvinder det går ud over, hver evig eneste dag. Koner, kærester, hustruer, søstre, døtre og mødre.
Hver. Evig. Eneste. Dag.

Men det gør I nu.

Det her er ikke et brancheproblem, de har henne i Hollywood.
Alle de historier, der kommer frem nu og som er kommet frem de seneste par år, er historier, der vidner om, at det her problem er reelt, det er kæmpestort og det sker hver dag og i alle brancher og i alle aldersgrupper.

Det sker i familier, i politik, blandt advokater, i byggebranchen, i sundhedssektoren, i nattelivet, på vej hjem fra nattelivet, i børn og unges fritidsjobs, i musikbranchen, politiet, underholdningsbranchen og mediebranchen.

Jeg har læst så mange beretninger efterhånden, at jeg er ved at kunne sige:
”Nævn et fag og jeg kan pege på en kvinde, der er blevet udsat for en form for overgreb”

Det her, det er et samfundsproblem. Det må efterhånden stå klart.

Så, kære mænd. Hvor er I?

Hvorfor kan vi ikke, for en gangs skyld, stå sammen, vedkende os, at der er et problem og sammen arbejde på at få løst det, både mænd og kvinder?
Hvorfor bliver det, hver evig eneste gang, kvinder rejser en problemstilling, gjort til noget skingert, til kvindekamp, til betonfeminisme?

Hvorfor tror mænd, at det her ikke vedkommer dem?
I min optik er det da et problem for dig, som mand, at du ikke trygt kan sende din datter på fritidsjob, fordi butikken ejes af en liderlig gammel mand, der mener, at han gerne må kommentere på hendes bryster, gramse hende på røven og spørge hende til, om hun har fået menstruation endnu.

Det er også et problem for dig, som mand, vil jeg mene, hvis din kone ikke kan tage et opkald på sit arbejde uden at blive mødt af en stiv pik på skærmen.

Hvis man skal det her problem til livs, så handler det i høj grad om, at ”kalde den”.
At sige og stå ved, at der er et problem og sige til sin ven / kollega / bekendte, at det er en uacceptabel adfærd.
Præcis på samme måde som man i gamle dage, tog bilnøglerne fra en, der ville køre spritkørsel.
Engang var det noget mænd pralede af, når de var sammen. Evnen til at liste en brandert hjem på fire hjul. En adfærd, der er helt og aldeles no go nu.

Man KAN altså godt ændre holdninger og adfærd.

Så, kære mænd: Hvor er I?

(Og til dem, der tror, at det her handler om ”mande-bashing” og at alle mænd er nogle svin. Gå tilbage til start og læs indlægget forfra, for det er ikke det, der står og du har tydeligvis ikke forstået det)

Kan du lide, hvad du læser, er du velkommen til at følge med på Facebook og Instagram  C and the City er navnet begge steder. 

8 thoughts on “Kære mænd. Undskyld, men hvor meget skal der til før at I tager det her alvorligt og begynder at sige fra? 

  1. Godt skrevet. Jeg synes at det værste er den (skjulte) sexisme der er på arbejdspladser, hvor man er i en professionel kontekst. For det er jo svært at sige fra over for en chef/ overordnet uden at være bange for en fyreseddel/ at sætte sin karriere på spil.
    Gramseri i nattelivet kan man bedre leve med/ vænne sig til…

    • Jeg er, til dels, enig med dig.

      For ja, det i nattelivet har man på en måde “vænnet sig til”, men det gør det slet ikke okay. Det viser nærmere netop, at problemet er ALT for stort.

      Magtforholdet i en ansættelse er utrolig ubehageligt, når der er sexchikane inde over, for det gør det langt sværere at få sagt fra. Ingen giver jo at være en “ballademager”…. og så er det uanset om det er chefer eller kolleger, der har snablen for langt fremme

  2. Kæft, det er godt skrevet søde! Det eneste, du mangler, er det faktum, at mange kvinder også tager del i victimblamingen. Fordi de ikke ønsker at tro på det. Fordi de ikke selv ville se det som et problem. Af mange, mystiske grunde. Men uanset hvem der negligerer, hvem der kritiserer eller hvem der mener vi overreagerer; det skal stoppes. Nu! Jeg skal kunne cykle hjem fra arbejde om natten, uden at tjekke en ekstra gang, hvem der holder i bilen ved siden af mig, og du skal kunne låse din fucking hoveddør op i fred! Man kan sige meget, men hashtagget har virket. Aldrig havde jeg troet, at problemet var så omfattende, men hvor er jeg bare glad for, at jeg ved det nu.

    Knus

    • Tak søde.
      Og jeg tror du har ret: At mange måske er blevet overraskede over det voldsomme omfang. Men nu ved de det, og så er der ingen undskyldning længere for ikke at reagere.

      Den med kvinderne er et helt indlæg for sig selv. Om jeg begriber det. Men så var det simpelthen blevet for langt. Lad mig bare sige: Der er et særligt sted i Helvede til kvinder, der ikke bakker hinanden op

  3. Stærkt skrevet!

    Jeg tænkte først, at du havde da virkelig været uheldig. Men så gik det op for mig, at jeg selv havde bagatelliseret en række hændelser, fordi det er jo bare sådan det er. Men NEJ, det er det ikke, så det er så godt med noget fokus på. tak 🙂

    • Tak!

      Og ja, jeg tænkte faktisk det samme, da jeg skulle liste nogle eksempler op. Og der er endda flere, dem i indlægget er de mest “harmløse”
      Problemet er, som jeg ser det, lige præcis, at det sker så tit og i så mange sammenhænge, at man faktisk ender med at bagatellisere det, fordi “Det er jo bare sådan det er” Og at man derfor også desværre kommer i tvivl om det overhovedet ” Er noget”.

      Ud af alle de eksempler, jeg har læst, så er der faktisk ikke nogen, hvor jeg har tænkt “Arhhh. Det der er sgu ikke i nærheden af, at være et overgreb”
      De har alle været helt reelle, den, der var i tvivl, var offeret. Om hun havde gjort noget galt eller om hun var “sart”.

      Sådan skal det simpelthen ikke være!

  4. Mega stærkt skriv. Det er så vigtigt at vi sammen, mænd og kvinder, bekæmper det her. Og jeg bliver så pisse rasende, når jeg på sociale medier ser kommentarer fra mænd, der afsporer debatten eller blot egentlig bekræfter pointen ved at victimblame. Røvhuller.

    • Tak!
      Og ja. Jeg forstår ikke hvorfor de føler sig truffet, behovet for at victim-blame eller behovet for at afspore debatten. Man kan jo også bare holde sin kæft. Der er jo ikke ytringspligt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *