Når man får for meget jern

Det er med fuldt overlæg, at jeg har valgt en lidt ”tø-hø”-agtig overskrift, men hæng på, for emnet er faktisk alvorligt nok og det har ikke noget med sex at gøre.

I stedet har jeg revet mig selv op ved håret, de sparsomme rester, der er tilbage, that is, og forsøger at forklare, hvorfor der er så urimeligt stille herind, har været det alt for længe og hvorfor jeg i månedsvis, stort set, har boet på sygehuset.

Årsagen hedder hæmokromatose.

Det er en gen-fejl, hvor man både optager for meget jern i kroppen og ikke kan udskille det overskydende jern. Det er simpelthen reguleringsmekanismen, den er gal med.
Så problemet er dobbelt: Der ryger alt for meget jern ind i systemet fra mad. vitaminer, mv og man kan heller ikke komme af med det igen.
Ja, jeg får for meget jern. Som man siger. Hø hø. Det har vi grinet meget af (Og her er jeg naturligvis stærkt ironisk, for der er sgu ikke meget morskab over at blive udstyret med en kronisk sygdom)

Når kroppen ruster
Hos raske, uden gen-fejlen, er jern bundet til andre stoffer i kroppen og gør ingen skade, mens resten bare ryger ud, men sådan fungerer det ikke hos mig.
Her lægger alt det overskydende jern, som der bliver mere og mere af, fordi det jo altså ikke forsvinder af sig selv, i de indre organer.

Det bor simpelthen i lever, nyrer, hjerne og hjerte og symptomerne, man får, stammer fra forgiftningen og skaderne på organerne. Den slags er livsfarligt, fordi der stor risiko for levercancer, lever – og hjertesvigt osv., på grund af jernophobningerne, som man oftest ikke opdager, før man er blevet virkelig syg.

Man får det pænt dårligt af, at få for meget jern, og at det tager bolig i ens korpus, for jern må ikke suse rundt i fri dressur i kroppen. Populært kan man sige, at kroppen ”ruster” indvendig, som en spade, du har ladet stå ude i regnen. Frit jern er simpelthen giftigt for dine organer og grunden til, at sygdommen er farlig, for en lever/hjerne/hjerte fungerer jo ikke, når det er fyldt med jernaflejringer.
Forskningen viser, at rigtig, rigtig, rigtig mange mennesker, der pludselig er faldet om med et hjertesvigt, og som efterfølgende er blevet obduceret, har haft massive jernophobninger i hjertet og dermed en uopdaget hæmokromatose, der er årsagen til, at de er døde i utide, om man så må sige.

Og nej, jeg smitter ikke og er ikke farlig for andre at omgås (Mere end vanligt 😉 ), det er en arvelig sygdom og dermed ikke noget man ”kan få” eller smitte andre med.
Enten har man det defekte gen eller også har man ikke og har man gen-fejlen, så er det en, man har arvet af sine forældre.

Desværre blev det først opdaget i foråret hos mig efter et virkelig langt udredningsforløb på næsten et år, men det er først nu, at jeg er nogenlunde i stand til at sutte mig selv op fra slap og fortælle om det – og det gør jeg kun, fordi jeg føler mig forpligtiget til det, da der efterhånden er ved at være for mange spørgsmål omkring blogstilheden, mine afbud til ALT og at jeg, tydeligvis, ikke har det specielt godt.

Lidt for privat
Som jeg efterhånden har fortalt mange gange, så er det her ikke en dagbog og jeg blogger ikke i ”realtid”, fordi jeg er typen, der er nødt til at tænke ting meget igennem før jeg kan skrive om det og fordi jeg vil være sikker på, at jeg vurderer rigtigt.
Det er en rest fra dengang, hvor jeg var så syg, at jeg ikke kunne regne med mine egne tanker og når man først har prøvet det, så sidder frygten der altid lidt i baghovedet, om jeg kan regne med mig selv.
Derfor har jeg det bedst med at spænde sikkerhedsnettet ud under mig selv, især, når det kommer til ting, jeg skriver online. Der skal gå så lang tid og det skal være så gennemtænkt, at jeg er 1000 % procent sikker på, at jeg ikke rammer skævt, det har jeg også allieret mig med folk til at hjælpe mig med, så jeg ikke er alene om vurderingerne.
Og så synes jeg faktisk også at sådan noget som sygdom er alt for privat til at dele med hele internettet.

I bund og grund er jeg et dybt privat menneske (Sagde ex-studieværten med bloggen, men det ER jeg altså) og jeg kan mærke, at det tager til, og jeg har behov for at dele mindre og mindre, især af det private og personlige.
Skærme mig selv, beskytte mig selv, bare hoppe tilbage i hullet, ligge i ly og i hvert fald ikke dele noget så privat som sygdom, slet ikke kronisk sygdom.
For det er sådan det er, når det er ens opsætning og design, den er gal med, en fejl 40, om man vil og det har jeg sgu egentlig ikke lyst til at have liggende ude på internettet, til evig forfølgelse, påmindelse og opslag.

På den anden side, så er det sådan virkeligheden er. Min virkelighed og det er jo den, der er herinde (eller i hvert fald et nøje redigeret udsnit af virkeligheden, sådan er det jo med blogs)

Ude af drift
Nu skal jeg så forholde mig til en ny virkelighed, igen igen, og det fylder.
Det fylder virkelig meget, især fordi jeg heller ikke kan tåle behandlingen, og det sætter jo sit præg på både min tilværelse og den del, jeg deler herinde og her er den ubarmhjertige virkelighed bare, at jeg er så tordnende meget i underskud på alle fronter, at jeg ligger brak og har gjort det i et halvt år nu.
Det gør det unægteligt noget svært at drive en blog, især, når man heller ikke fortæller om årsagen til radiotavsheden, udover at man er syg og forsøger at få det bedste ud af de små krummer af sit liv, man har tilbage. Så. Nu ved I det.

Det sidste halve år har jeg således brugt på at ligge vandret, gå til undersøgelser, vente på at komme i behandling, blive endnu mere syg af behandlingen, flere undersøgelser og udredning af alle de følgesygdomme, man risikerer at få i kølvandet på den der skide hæmokromatose.

Med diagnosen følger en høj risiko for nogle ret lede sygdomme som fx leverkræft, leversvigt, hjertesvigt, nyresvigt, diabetes, blødning i åreknuder i spiserøret, impotens, en række gigtsygdomme, hormonsygdomme, depression, stofskifte – og hjerteproblemer, så der er en masse, der skal undersøges og udredes for at se hvor slemt det er. Foreløbig er jeg gået fri for både leversvigt og leverkræft og det er jo altid noget.
Men eftersom jeg har haft voldsomme symptomer i årevis og været udiagnosticeret lige så længe, så er der en del, der skal undersøges, plus selvfølgelig behandlingen.
Noget min krop ikke tager særlig pænt.

Med nåle som støvsugerrør
Bottomline er, at man skal have alt det ekstra jern ud af kroppen, lever, hjerne og hvor det ellers sidder. Den eneste måde, man kan gøre det på, er så oldtusse gammeldags, at man tror det er løgn: Åreladning. Eller det man kalder blodtapning på nudansk.
Så en gang om ugen indfinder jeg mig på OUH, får en nål på størrelse med et støvsugerrør jaget i armen, bliver pelset for mellem 500 og 750 ml blod og går fuldstændig i brædderne, både før under og efter.

Der er, åbenbart, ikke noget, der skal være nemt i min afdeling, for jeg er en af dem, som simpelthen ikke kan tåle at smide så meget blod.
Det er normalt nok, at være dårlig på dagen, når man er blevet tappet, men mit fortsætter 3-4 dage bagefter, med kvalme, svimmelhed, knaldende hovedpine og besvimelser.
Jeg er så fuzzy i hovedet, at jeg helt bogstaveligt, ikke kan tænke en tanke, forstå hvad folk siger til mig, svare en mail, eller stå på benene. Og ind i mellem er man jo nødt til at stå op, når man skal tisse fx, og så går jeg lige i gulvet. Det er altså ret anstrengende, at besvime 3 – 4 gange om dagen i tre dage og derfor skal der nok justeres på hyppighed af de der tapninger.

Og så skal vi slet, slet, slet ikke tale om det stærkt ironiske i at en, der er så skrækslagen for blodprøver, som jeg er, får en sygdom, hvor den eneste behandling er, at få tappet litervis af blod resten af sit liv. For fanden, hvor er det tarveligt.

Ingen kommentarer, tak
Jeg er ikke sart, jeg er ikke pivet, der er nærmest ikke grænser for, hvad jeg har stillet op til og stået igennem af virkelig barske ting, været i krig og blevet skudt efter, men det der med nåle i armene: Nej. Bare nej.

Bare jeg skal have taget en simpel blodprøve bliver jeg dårlig inden jeg overhovedet har indfundet mig, jeg besvimer undervejs, selvom jeg ligger ned, jeg koldsveder så meget, at jeg gennembløder både jeans, trøjer og briks og at de slet ikke kan ramme, fordi nålen skøjter rundt på huden. I øvrigt er der slet ikke en blodåre i sigte, de klapper nemlig helt sammen, i skræk, så jeg skal stikkes en milliard gange, før det overhovedet virker og det der blod gider så heller ikke løbe ud.
Og planen er, at det cirkus skal foregå en gang om ugen, indtil mit jerntal er lavt nok…

Det svarer vel til, at et menneske med verdens største tandlægeskræk skal stille hos tandlægen til en rodbehandling uden bedøvelse hver evig eneste fucking uge og derfor gider jeg slet ikke høre nogle hånlige bemærkninger omkring mit issue med blod.
Jeg elsker at gå til tandlæge, så jeg forstår ikke tandlægeskræk, men derfor respekterer jeg det alligevel og kunne ikke drømme om at være nedsættende omkring det.
Det gælder så ikke, når det ”bare” er blod, og det gør det kun værre, kan jeg hilse at sige.

Træt
Men sagen er, at mit forår og sommer har bestået af sygehusophold, ophold i egen seng resten af tiden, en led kamp for at få ordnet de ting, der nu skal ordnes, opgaver, armlægning med et forsikringsselskab, der siger jeg lyver om at være syg, uagtet, at man jo for helvede ikke kan lyve om en gen-test og det bliver man sgu noget træt i masken af.

Det er et potpourri af elendighed som jeg egentlig ikke gider udsætte andre for.
Det er slemt nok at forsøge at være i, men jeg gider virkelig ikke pådutte andre det, og derfor kommer det heller ikke til at fylde nævneværdigt herinde.
Jeg vil langt hellere fortsætte den strategi, jeg har lært af en del år i terapi for at vriste mig ud af den skide depression:
At fokusere på det positive, om det så skal være med vold og magt, og det eneste positive der er sket en given dag, er, at man kom ud af sengen.
Desværre går det også jævnt dårligt med det efterhånden, og så må man jo gøre som jeg altid gør: Være ærlig. Også selvom det bider mig i røven.

Dette skal du holde øje med
Som sagt, så er det en arvelig sygdom som skyldes et defekt gen. Derfor er det ikke som sådan noget, man skal frygte at få, fordi det, som oftest, bliver opdaget hos ældre familiemedlemmer, før man selv får symptomer.
Symptomerne er en fuldstændig invaliderende træthed, som ikke kan soves væk, mavesmerter, ledsmerter, så man nærmest ikke kan gå, stå, sidde eller sove om natten, en følelse af hele tiden at have influenza, hukommelsesproblemer og nå ja, impotens og disse symptomer tager bare til og til.
Det er også hæmokromatosen, der giver mig de voldsomme pigmentforandringer, der betyder, at jeg ligner et landkort i ansigtet, plus et absurd hårtab.
Sygdommen påvises først via blodprøver, hvor ens jerntal, den der hedder ferritin og transferrinmætning er for høje og hvis der ikke er andre forklaringer på det, sendes man videre til genetisk testning. Det er faktisk en ret almindelig genfejl, som mange danskere har, men fordi meget, meget få reelt udvikler sygdommen, så giver det ikke mening at genteste alle i et nationalt gentestningsprogram fx ved fødslen. Men hvis man fortsat lider af en fuldstændig uforklarlig træthed og udmattelse, så foreslår jeg, at man får tjekket sine jerntal og helst inden at ens praktiserende læge sætter en i gang med at æde en masse jerntilskud….(!!!)

Og hvorfor er der så gået tusind år, før det blev opdaget hos mig?
Tja, fordi jeg har forældre, der ikke gad få taget en blodprøve, da jeg for mange år siden fik påvist forhøjede jerntal og lægen bad om den obligatoriske “Find lige ud af om I har den slags sygdomme i familien”-status.
”Det er der ikke” var svaret, og argumenter som, at det ikke er sikkert, at man ved, at man fejler noget, og at det kun er en blodprøve, der kan afgøre om man har et sygt gen, prellede af som vand på en gås.
”Vi fejler ikke noget!”, var meldingen og så stoppede det ligesom der, da min amatør af en praktiserende læge,  ikke ville sende mig videre til gen-test. Og så er det kørt derfra, mens jeg er blevet proppet med medicin og faktisk også beskyldt for at være hypokonder, fordi jeg blev ved med at insistere på, at der var noget galt.

“Du havde jo ret”
Nu er jeg hverken den grådlabile eller meget følsomme type og det er heller ikke særlig sjovt, at få at vide, at man er syg, men da min nye lægei foråret så på sine tal, på mig, på sine tal, på mig og til sidst så ned i bordet og sagde:
“Ja…. Du havde jo ret. Hvor var det egentlig godt, at du blev ved med at være så insisterende”, da fik jeg nærmest gnavet al huden i indersiden af mine kinder af, i bestræbelserne på ikke at bryde fuldstændig hulkende sammen i ren lettelse – og afmagt.

For ja, jeg havde ret, men det havde ikke behøvet være så svært.
Det havde ikke behøvet at være så hårdt, det havde ikke behøvet vare så længe og det havde ikke behøvet at have haft så store konsekvenser, hverken for mig eller dem, der har været i mit liv. Der sidder fx også en Ex-Anden Halvdel og Bonusbarn 1 og 2, og et par arbejdsgivere, der også har holdt urimeligt meget for.
Jeg har brugt SÅ mange år på at gå til læge, gå til læge og gå til læge, kun for at få at vide at jeg nok bare var sart eller hypokonder, selvom jeg havde absurd høje levertal.
Jeg er blevet proppet med antidepressiv medicin i fire år i doser, der kunne slå en hest ned, uden effekt, udover at jeg ikke sov og nærmest kravlede på væggene, fordi man godt kan blive ret speeded af den slags, hvorefter de geniale typer satte mig på anti-psykotisk medicin for at slå mig ud, så min hjerne slukkede fuldstændig og jeg ikke kunne andet end at glo ind i en væg – uden at jeg overhovedet viste tegn på at have brug for den medicinering!
For slet ikke at tale om den hob af ret alvorlige bivirkninger man får af anti-depressiver.
Tværtimod har jeg kontinuerligt fået det værre, værre og værre, hvad formentlig skyldes, at man slet ikke må få antidepressiv medicin, når man har nedsat leverfunktion  – og volia: Det har jeg, fordi min lever er fyldt med jern, ligesom det jo giver mening, at en depression ikke vil skride, når ens hjerne er fyldt med jern.

Så skide mange tak for lort, undskyld mit udtryk.
Det havde ikke behøvet at være så umenneskeligt hårdt, at arbejde røven ud af bukserne, passe sine 80 timers arbejdsuger, havde det så skidt og hele tiden få at vide, at man bare var hypokonder. En, der ikke kunne “klare mosten”.
Det værste har næsten været, at jeg begynde at tro på det. At jeg var sart. En taber. At det var mig, der ikke slog til, når jeg ikke kunne det andre kunne og bare var så træt, træt, træt. At det ikke gav mening, at jeg ikke fik det bedre, at jeg ikke blev rask. Måske var det min egen skyld, for jeg måtte jo gøre noget forkert, når intet ændrede sig.
Hold kæft, hvor har jeg været hård ved mig selv, fordi jeg simpelthen ikke kunne forstå, at mit funktionsniveau var lavere end andres. At jeg ikke engang kunne løbe en tur, lave mad, møde til aftaler med venner og klare helt basale ting osv, fordi jeg er så træt, ikke kan huske en skid og bare har ondt, ondt, ondt.

Det blir i familien
Det gør overhovedet ikke noget bedre, at det rent faktisk viste sig, at sygdommen ER i familien, omkring samtidig med, at jeg endelig fik overtalt min nye læge (Og her mener jeg: Lavet en tilpas stor scene) til at få lov til at blive udredt. Vorherre bevares!
Og så skal vi slet ikke tale om, at være udstyret med forældre, der er så ligeglade med en, at de ikke gider få taget en simpel blodprøve for at afklare om deres barn har en livsfarlig sygdom.
Ikke at det på nogen måde var overraskende for mig, det var bare en ting, i en lang række, men jeg glemmer aldrig det opkald, hvor det blev pure afvist. Tid, sted, dato, årstid, jeg husker det hele, for det er alligevel en pænt arrogant indstilling at have til både sit barns og eget helbred.
Det er ikke noget, man gider spekulere for meget over, at man betyder så lidt, men det bliver meget nærværende, når man ligger på sygehuset hver uge og konstant ligner en junkie med store stikmærker i armene (Og det gør i øvrigt fucking ondt!!!)

Det gode er, at jeg havde ret. Sgu.
Der VAR noget galt, og jeg var hverken skør eller hypokonder og tæller altså en del i min bog.
Det andet gode er, at man, hvis man passer sine blodtapninger, kan leve normalt. Skaderne, der er lavet, kan man ikke fjerne, men blodtapningerne kan holde sygdommen nede, så man er helt fin og velfungerende.
Det dårlige er, at nogle ikke responderer på behandlingen og stadig vil have et markant nedsat funktionsniveau. Men her har jeg besluttet, at jeg ikke er en af dem. Det ER jeg simpelthen ikke.
Blev der sagt!

Hvis I har noget at spørge om, så svarer jeg gerne.
Ellers er det, som sagt, ikke noget, jeg har tænkt mig, at give fokus herinde, selvom det pt. er hårdt as fuck. Og nej, det er ikke noget, man som sådan kan se på mig (Når jeg har langærmet tøj på)
Det er både ulempen og fordelen ved at være usynligt syg.
Man kan tage store solbriller, et solidt insta-filter og sommerens mest hypede blogger-kjole på, og camouflere sit fedtede hår med tørshampoo og ingen kan se noget er galt. Og det er jo meget rart.

Men bare fordi, at man mestrer kunsten at opretholde et smil ved særlige lejligheder, så er ikke det samme som, at man ikke fejler noget. Husk det.

 

Kjolen er denne her  og fås både i sort, lyseblå og en laber udgave i blå med røde prikker. (reklamelinks)
Men vær hurtig! De bliver udsolgt hurtigere end jeg indhalerer en Toblerone

 

 

29 thoughts on “Når man får for meget jern

  1. Sikke en redelighed!

    Hvis man skal se det positive så er det at der er en diagnose, men det er vist også det.

    Når du har fået taget blod, hvorfor kan du så ikke få en blodtransfusion med “rask” blod.
    Det burde da kunne hjælpe.

    Har du fundet et nyt hjem til Wilma pga sygdommen, eller får du hende passet?

    • Ja, sådan prøver jeg også at anskue det. At der er en diagnose. Men med diagnosen følger jo så desværre også en kronisk sygdom, behandling resten af livet og det følger, de har. Såååååe. Helt muntert synes jeg ikke det er.

      Genet styrer jernoptagelsen. Hos mig er det defekt. Så uanset hvilken slags blod jeg får, vil jeg altid optage for meget jern, derfor nytter blodtransfusion ikke. Og nej, Wilma er stadig hos mig og bliver også passet ind i mellem, så hun lider heldivis ingen nød

  2. Hvis ellers klichéen om, at modgang gør stærk, er sand, så må du kunne gøre karriere indenfor vægtløftning efterhånden.
    Jeg tror som udgangspunkt ikke på særligt meget; men karma er en af de få. En anden tro er, at intet er ufejlbarligt. Hvilket er den eneste forklaring jeg kan finde, på at enkelte gode mennesker, trækkes igennem den ene ulykke efter den anden.

    Men det må jo vende en dag, så selvfølgelig virker behandlingen og selvfølgelig får du det gradvist bedre end nogensinde før.

    Jeg er desværre enig med dig, omkring vores sundhedsvæsen. Jeg arbejder i den primære sektor, men ser alligevel rigeligt til at vide, at man som patient skal være urimeligt vedholdende. Jeg ser også, at det langt fra er alle, der har den styrke (eller de stærke pårørende) det kan kræve.

    Jeg har ikke mange ord tilovers for dine forældre. Men jeg er ked af, at du skal/skulle udsættes for dem.

    Rigtig god bedring.

    • Det er decideret tarveligt, at man skal bruge alle de kræfter, man ikke har på at blive taget alvorligt i vores sundhedsvæsen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke jeg havde stål i blodårene. Men jeg føler virkelig for dem, der ikke er så urimeligt stædige som mig (Og håber på, at deres familie er bedre end min) Tak !

  3. Hvor er det sejt skrevet! Og sejt, at du fortæller om det. Jeg lever selv med en bindevævssygdom, som først blev ‘opdaget’ 15 år efter sin ankomst, på trods af at alle blodprøver med tydelighed viste tegn derpå. For 2 måneder fik jeg sclerose oveni, som egentlig blev opdaget, fordi jeg blev indlagt men meningitis. Oh krop, hvor kan du lave meget lort.
    Ville ønske jeg kunne tage blodtapningerne for dig, lige præcis nåle frygter jeg nemlig ikke (så hader jeg til gengæld sååå meget andet). Eller endnu bedre, overtage blodet – kæmper alligevel med kronisk nedsat blodprocent 😀

    Har i øvrigt også den blå bloggerkjole – bruger den gerne på de dårlige dage, når jeg faker, at alt er godt. Og godt er det heldigvis også engang i mellem 🙂

  4. Sikke noget. Er priviligeret med at være sund og rask, men havde en mor, der var hårdt ramt af leddegigt, så jeg kender kampen med kronisk sygdom og sundhedsvæsenet på tætteste hold. Eller som min mor udtrykte det: “det kræver et godt helbred at være syg”😉

    Sender alle gode tanker din vej, der MÅ være noget godt til dig lige om hjørnet🙏❤️

  5. Åh, det gjorde ondt i maven at læse.

    Jeg døjede selv med en mavesygdom i knap 10 år med et tilspidset sidste år, der bragte +20 indlæggelser med sig. Og rigtig mange beskyldninger om, det var psykisk. Nu er jeg opereret, og har det 90 % bedre. Jeg klarede mig vist kun igennem på vilje og resurser, og jeg har tit tænkt, at jeg synes, det er skræmmende, hvor mange der må blive tabt i vores system, for det er altså ikke alle, der har samme resurser her i verden.
    Hvor er jeg glad for, du insisterede!

    Men hvor er det træls, du skal have en kronisk diagnose, og at du responderer dårligt på behandlingen – jeg tror på, det bliver bedre. Universet skylder dig karma!

    Det med nålene forstår jeg SÅ godt. Jeg har har angst for at kaste op (går dårligt i spænd med mavesygdom), og jeg bliver sindssyg, når folk kommer med dumme kommentarer. Hold fast i dig, og at ingen andre ved, HVOR slem din nåleskræk er!

    De bedste hilsner og masser af tanker til dig!

    • Ja det er helt urimeligt, så mange ressourcer man skal bruge på at få behandling, den rigtige behandling OG bevise, at man ikke er “syg i hovedet”
      Tanker retur til dig <3

  6. Du giver så meget glæde med din blog. Jeg nyder at læse dine velskrevne indlæg.

    Det lyder godt nok hårdt, dit forløb. For ikke at tale om dit forhold til dine forældre. God bedring og varme tanker fra mig.

    Hilsen Lise

  7. Kære du. Sikke noget lort – ærlig talt. Og der er så mange “hvis bare” i din historie. Hvis bare dine forældre havde tilladt en blodprøve. Hvis bare den læge havde insisteret noget mere. Hvis bare, hvis bare, hvis bare….. og “hvis bare” kan man desværre ikke bruge til en skid😕. Men nu har du en diagnose og du har en behandling. Så langt så godt. Og så er der altså en hel del af os der godt ved at billeder af smil og solskin og ren kjole er een dag ud af en måned – nogle gange mere. Hold ud! Jeg hepper selvom jeg kun lige er begyndt at læse med. Knus

  8. Hold kæft hvor er du sej!!!!
    Som du jo ved sidder jeg selv midt i elendigheden, men er fast besluttet på at leve et positivt liv til trods for at det viser tænder!
    Men sådan er det når vi er født til at kæmpe💪🏻👊🏼
    Alt det bedste dig vej😘

  9. Hold nu kæft da! Hvordan kan det dog være at man skal være så fucking stærk for at være syg i det her samfund?
    Du er dog godt nok nogetvafcder sejeste jeg har hør om….de fleste andre var bukket under forlængst❤️
    Ønsker dig alt godt og god bedring og sender varme tanker😘

  10. Jeg er virkelig ked af, at du har måtte igennem alt det her! Specielt, når det kunne have været så meget nemmere.
    Jeg har ikke i sinde at sende nogle tomme ord af sted, men jeg synes det er rigtig sejt, at du deler din historie og gør opmærksom på, at der kan være en grund til, at man ikke fungerer så godt som andre mennesker.
    Jeg håber du bliver en af de mennesker, der kan leve med sygdommen og få et velfungerende liv.

  11. Pingback: Bedst på budget: Den prikkede kjole | C & the City

  12. Pingback: Skønhedsfavoritter i oktober | C & the City

  13. Pingback: 10 årsager til at der er stille på bloggen | C & the City

  14. Pingback: Guiden til godt garn | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *