Hotellerne, du skal kende i Paris hotteste kvarter

Indlægget indeholder reklamelinks

Det er altid med en vis bæven, at jeg trykker “Udgiv” på indlæg, hvor jeg kommer med anbefalinger. Jeg mener, smag og behag er jo SÅ forskellig og bare fordi jeg synes noget er et hit, så er det jo bestemt ikke sikkert, at du gør det.

Men så forleden, der landede der en kommentar, der gik lige i hjertet:

“Hej C,
Vil bare sige tak for gode råd om Paris. Har netop været på kærestetur og vi både på hotel danube, virkelig anbefales værdigt! Ligeledes var vi forbi miznon efter din anbefaling, pitaen der er med på top 3 over bedst madoplevelser i Paris – vi besøgte også et par Michilin restauranter ;-)”

Er det ikke fint?

Jeg blev SÅ glad!

Det er virkelig rart, at I kan bruge det til noget, det, der foregår herinde (Selvom det det er begrænset) og at jeg kan tippe om noget, der er bedre end Michelin-stederne. Dét er da noget af en kompliment!
Derfor tør jeg nu også efterkomme det ret store ønske om hotel-anbefalinger i Marais.

Ja, alle vil til Marais, det jødiske kvarter i Paris, der er blevet hippere end hipt efter det, i mange år, var homo-miljøets foretrukne hang out.
Med rette, for placeringen er supercentral, faktisk genial, der er små specialbutikker en masse, gode restauranter og så er der virkelig gode hoteller.
I takt med at Marais er blevet så über-populært, er der også skudt nye hoteller op og blevet renoveret til den helt store guldmedalje. Så i modsætning til hotellerne på venstre bred, der er klassisk, gamle pariser-modeller, så er mange af hotellerne i Marais ret moderne og minimalistisk indrettede og det er virkelig også lækkert!

Dyrt og dejligt
Hvis man er på bryllupsrejse eller skal fri eller bare vil forkæle sig selv og sin bedre halvdel, så er det her, man skal bo. Der er kun et værelse på hvert etage, beliggenheden er suveræn – og endnu bedre: De øverste værelser har egen balkon og direkte udsigt ud over Paris’ tage. Det er eddermame lækkert!
Derudover er det nemt at komme til de store attraktioner og den gode shopping herfra.

 

Øvre middelklasse 
Hotellet her viser meget godt, hvordan hotelstandarden er blevet i Marais:
Sort / hvid, stram, minimalistisk, metrofliser og elegant indretning. Jeg elsker det! Boutiquehotel, når det er bedst.
Igen en virkelig god beliggenhed og et dejligt, dejligt hotel, hvor man ikke går galt i byen, når man booker det.

Vær bare lige opmærksom på, at den stringente, enkle stil også manifesterer sig på badrummet:
Altså at der kan stå et badekar i stuen eller at man skal dusche lige op ad sengen og væggen er af glas …
Jeg anbefaler at man er ret gode venner og vant til at se hinanden ret så nøgne, inden man indlogerer sig her.

 

Den pæne middelklasse 
Et klassisk pariserhotel med bittesmå værelser, hvor du bakker ind og lader kufferten stå ude på gangen, for der er ikke plads til den på værelset…
Ai, det er overdrevet, men værelserne er små. Hvad de ikke har i størrelse, har hotellet til gengæld i beliggenhed, den fås ikke meget bedre.
Det ligger, helt bogstaveligt, omkring 50 skridt fra Places des Vogers, en af de smukkeste og mest berømte pladser i Paris.
Stemningen er derfor uovertruffen, du er midt i alt, der er restauranter og barer i stueetagen, og booker du et studio, har du thekøkken og bor i opgang med pariserne.
Du er simpelthen parisienne for en weekend og det er ret så fantastisk.

 

Det med spa
På byferier, hvor du går meget, er det ikke at kimse ad, hvis dit hotel har en spa og noget mulighed for massage på ømme poter. Det er ikke et nyt og moderne hotel, men beliggenheden er storartet, der er spa, som sagt og så er der den fineste brostensbelagte gårdhave. Det kan også noget…

 

Byhuset
Dit eget lille byhus ? I Marais? Ja tak! Som i kæmpestort JA TAK!
Et af de lækre, nyrenoverede og du kan også her vælge om du vil have køkken, opholdsrum mv. Her er faktisk også massage og spa, apropos ovennævnte.
Med en gennemsnitspris på 1000 kr. pr. nat er det et helt ok køb og beliggenhen klos op ad Picasso-museet er heller ikke at kimse ad.

 

Budget med budget på
Ind i mellem skal det bare være billigt. Fair nok. Det får du her. Med en god beliggenhed.
Det er ikke helt i Marais, men på kanten, du kan stadig gå til de store attraktioner, som Louvre, Notre Dame, Pont Neuf og Les Halles og det er nemt at transportere sig til, da alle metroer stopper på Forum Les Halles.
Her er det, du skal bruge, fancy er det ikke, men det er et ok valg, når budgettet er småt og til 600 kroner pr. nat får du en god beliggenhed for pengene og en ægte pariserudsigt fra dit værelse

 

Hvad siger I ?
Er det noget, I kan bruge?

Photocredit: Hotels.com

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

2 thoughts on “Hotellerne, du skal kende i Paris hotteste kvarter

  1. tak 😉
    hvad hedder hotellet i “pæne middelklasse” – linket fører til hotels.com hovedside

    • Underligt, det virker her hos mig.
      Prøv at trykke på linket igen. Mener det hedder Hotel place de vosgers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *