Glimmer på

Jeg er en dårlig blogger. Jeg ved det godt.
Jeg skriver ikke nok, jeg skriver ikke ofte nok, jeg har skruet ned for de private indlæg og jeg skriver heller ikke rigtig de debatskabende indlæg længere, selvom jeg ved, at det er noget af det, I allerhelst vil læse.

Jeg ved ikke om man kan sige, at jeg skylder Jer en forklaring på, hvorfor det er sådan. Men jeg vil gerne forsøge. Inspireret af mit eget indlæg i går om, at man ikke kan være for ærlig.

Forklaringen er, at jeg virkelig ikke har det godt.

Som i: Virkelig ikke godt. Af mange årsager. Og internettet er et vanvittigt hårdt sted at være, når man ikke har det godt. Det er også et vanvittigt hårdt sted at skrive, at man ikke har det godt.

I, der læser fast med, er søde og gode. Men der kommer også jævnligt andre forbi, især på indlæggene med lidt kant, der misforstår, eller endnu værre:
Er sure for en sikkerheds skyld. Og så bliver jeg rodet ud i mærkelige diskussioner og skal tage underlige kampe, fordi nogle indlæg bliver læst og tolket som Fanden læser Biblen og det orker jeg simpelthen ikke.

Fx har jeg et indlæg liggende om, hvor svært det er, at være en af dem, der ikke drikker (Sådan nævneværdigt) og hvor stort et pres, man bliver udsat for på den kant. En god og vigtig debat, synes jeg, men det er også den slags indlæg, der ”trækker husarerne til” og som kan give nogle smæk og det orker jeg simpelthen ikke. Derfor har jeg ikke turdet lægge det på endnu.

Jeg har ikke energien til det, og min energi er så sparsom, at den virkelig, virkelig, virkelig skal doseres med omhu. Især fordi det stadig er så svært for mig, at skrive, stave og formulere mig. Det kræver SÅ meget, og jeg skal være SÅ opmærksom på, hvordan jeg formulerer mig, så det ikke kan misforstås – og alligevel smutter det jævnligt.
Så er det bedre at lade være.

Det har jeg heldigvis lært. At jeg ikke kan alt. Eller skal alt. At jeg faktisk kan mindre end alle andre, stadig, desværre, og det er jeg nødt til at indrette mig efter. For fire år siden havde jeg strammet skruen yderligere og kørt mig selv ud over kanten. Nu holder jeg mig inden for kanten og øver jeg mig hver dag på at skrue endnu mere ned, og op for accepten af, at der bare er ting, jeg ikke kan.

Der er også det element i det, at voldsomt hårdt at gennemleve og overleve nogle meget, meget hårde år og forsøge at komme videre. Det er endnu hårdere at skrive om dem. Det bliver maks. hårdt, når skriveriet er på nettet og man skal forholde sig til kommentarene, både dem, der kommer på bloggen og dem, der lander i indbakken. Familie, der er sur over, at jeg siger tingene som de er, fx
Der er jo en grund til, at vi har brudt kontakten.

Stod det til mig, så havde jeg nok ikke bloggen længere. Eller, den ville i hvert fald ikke blive opdateret, fordi jeg hele tiden er så meget i tvivl om, hvad jeg kan skrive, hvilke signaler man sender, hvordan folk bedømmer en, ud fra det, der ligger (Læger, kommuner, forsikringsselskaber, mulige arbejdsgivere mv.)

Bloggen er blevet en kæmpe stressfaktor for mig, fordi jeg bruger utrolig meget energi på, at navigere i, hvad jeg egentlig kan skrive og hvordan det kan tolkes, som jeg også skrev i indlægget her og fordi jeg slet ikke skriver nok og ofte nok til, at det kan kaldes en blog. Julia, blogeksperten, siger fx, at man skal poste indlæg 3 gange om ugen for at kunne have en blog, ellers bliver folk trætte af en og forsvinder.
Hvis jeg er heldig, kan jeg lægge et indlæg op en gang om ugen. I den letbenede afdeling.

Det gør vi, os bloggere, selvom jeg næppe kan kalde mig sådan en længere. Cathrine skriver meget fint om det her :
At man udadtil, på bloggen, surfer på overfladen, og fokuserer på positivt, positivt, positivt, mens man tager de hårde kampe og samler mod til at lægge det svære ud på www.

Det tror jeg også godt, at I ved, I, der læser blogs.
At det ikke er meget, der er i realtid, udover biografpremierer, bryllupsdage og events.
Da jeg gik ned med et brag, gik der faktisk et halvt år, før jeg kunne skrive om det.

Sådan ER det, når ting er svære. Det rumsterer meget og længe indvendig, før man kan dele.
Og at man bearbejder, processerer, tænker og føler, og fokuserer på de få gode ting, man har, selvom alt andet er lort, mens man prøver at få sig selv samlet sammen…

Det er netop det, jeg gør og har gjort meget længe.
Kører det letbenede og de få, gode ting, der er, som forhåbentlig hverken får mig eller andre på glat is, men så der stadig sker lidt på siden her og jeg ikke har alt for dårlig samvittighed overfor jer – og dem, der siger, at jeg skal blive ved med at skrive.

Det er en anden ting, jeg er nødt til at have med som faktor.
At det er det, jeg bliver rådet til af mine behandlere og jeg vil ikke være en, der ”står i vejen for egen behandling”. Det kan man sagtens blive skudt i skoene.

At man ikke selv gør nok for at blive rask og eftersom det er det eneste, jeg ønsker; At blive rask og have et nogenlunde normalt liv, så hænger jeg i med næb og klør for at leve op til de råd, jeg får. Selvom jeg hele tiden frygter, at det bider mig i røven

Problemet er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal lægge på den her blog efterhånden, fordi jeg faktisk ikke rigtig har noget liv. Ikke noget spændende, der er værd at berette om, i hvert fald:

– Jeg troede, jeg skulle flytte til København og skrive en rigtig ”Sex and the City”-blog. Men jeg dater ikke. Det har jeg ikke gjort i årevis. Altså mænd. Kun veninder.
Det er for hårdt, kræver sindssygt meget energi, jeg ikke har og jeg har slet ikke lyst. Som tidligere skrevet: De indlæg lever, af de gode historier, som I sender ind til mig og TAK for det.

– Det er en ret stor social hæmsko, at have brækket hjernen.
Samtaler, indtryk, lyde, mange lyde samtidig føles som at blive skåret i hjernen, så jeg går ikke sådan rigtig ud. Min lydfølsomhed er aldeles absurd.
For meget larm, for meget virvar, for hårdt at tale med fremmede mennesker, det kræver for meget energi, at komme til at se hæderlig ud, jeg formår ikke engang, at koordinere hundeluftning til hvis jeg skal ud og et par timer på cafe / restaurant, smadrer mig så meget, at jeg ligger ned og intet kan i 10-14 dage bagefter. Og jeg skal, som allerede skrevet, dosere min energi ret kraftigt.

– Når man helst undgår alkohol, så er det endnu sværere med alle de sociale ting.
Jeg kan virkelig mærke hvor meget vi har en alkoholkultur. Jeg er ikke fuldstændig afholdsmenneske, jeg holder mig bare til at sidde med et glas vin eller en drink, så jeg ikke vækker opsigt og cola og vand ved siden af.

Årsagen er enkel:
Kombinationen af alkohol og depression er dårlig, antidepressiver siges at virke dårligere, hvis der samtidig er alkohol involveret og så har jeg – efter al sandsynlighed – en genfejl, der giver en leversygdom og alkohol belaster leveren ret kraftigt. Det gør medicin også. Så min alkohol-tolerance er, mildest talt, dårlig.
Når jeg drikker to glas vin, så har det en effekt på mig, som jeg har drukket en flaske… Så det holder jeg mig til. Altså et eller to glas, og ret så sjældent.
Efter blogger-aftenen på MASH havde jeg det som om, jeg havde været en uge på Roskilde. Jeg fik, helt præcist, en halv drink, to halve glas vin, og to sip af en drink bagefter og var HELT færdig. Stang-Bacardi, faktisk.

– Ser få venner.
Det er ret vildt, så meget det påvirker en socialt at være syg.
Jeg er meget åben omkring hvad jeg kan og ikke kan, og alt det andre gør, kan jeg faktisk ikke. Gå på cafe, i byen, ud at spise, tage på udflugter mv. Min hjerne kan ikke koordinere det, jeg kan ikke klare al larmen og indtrykkene og jeg har så svært ved at holde aftaler og komme til tiden, at det efterhånden er meget, meget få, der gider være med længere. Forståelsen er ved at være brugt op. Det har påvirket Wingmans og mit venskab meget, at jeg fx ikke drikker længere og heller ikke går i byen.

Jeg er ved at gå i bro over at være sådan en, man ikke kan regne med. Da jeg arbejdede konstant havde jeg heller ikke noget liv og så heller ikke folk socialt, men nu har jeg ingen af delene.
Social aktivitet er en del af behandlingen for depression, men siden oktober har jeg måttet aflyse alt. ALT.
Wingman, Yndlingsmennesket, Korrespondenten, Redaktricen. Ingen af dem har set mig. Jeg har simpelthen ikke kunnet. Og verdens sødeste kæreste ser jeg på absolut minimum for det bliver jeg også helt overloaded i hovedet af.
Jeg har, som sagt, været til en blogger middag og to ture i biografen. På 3 måneder. Og var alene til både jul og nytår.
Det er jo fanme ikke noget liv.

– Jeg laver ikke sådan rigtig mad. Det har jeg heller ikke gjort i 4 år.
Bare det at købe ind er et helvede. Larm, bip-lyde, unger, der hyler, folk, der taler i telefon, de rædsomme kurve, der skraber hen over gulvet. Så HVIS jeg får købt ind, så orker jeg hverken at pakke ud eller lave mad. Meget sød kæreste står, også, for den del.

– Rejser…. Det gør jeg heller ikke.
På 4 år har jeg været en tur i Malmø og hente en veninde og en tur i spa, som jeg stadig ikke har kunnet svinge mig op til at skrive om. Ikke engang mit elskede Paris, har jeg været i, men det håber jeg virkelig kommer til at ske i år.

– Outfits, tøj, billeder af mig… Nej. Ellers tak.
Jeg har slet ikke lyst til at blive taget billeder af og gør det kun, når jeg kan have solbriller på. Jeg bryder slet ikke om, at folk, I, fremmede, kan se, hvor død jeg er i øjnene. Gennem hele mit liv, og især som studievært og journalist, er jeg blevet trænet i at stille mig op og se glad ud. Det har været nemmere for mig, at stille en facade op og se glad ud, lade som ingenting. Langt nemmere end at fortælle, hvor skidt, jeg har og har haft det. Det kan jeg ikke længere. Det kræver meget energi at opretholde facaden. Jeg kan tage et par solbriller på og smile, men det ser sgu dumt ud i november… I har også lagt mærke til det: At der er utroligt få, nutidige billeder af mig, både her, på snap og på insta og at jeg har solbriller på, på dem alle sammen. Nu har I fået forklaringen.

Jeg lever ikke, jeg overlever
For tiden – og det tæller de sidste fire år, er jeg en lille bitte, ulykkelig og opgivende skygge af et menneske, der har brug for at lægge mig i læ. Fra alt. Især de seneste fire måneder faktisk.

Så når der stadig er en slags liv her på bloggen, er det ren overlevelse. Fordi der skal ske lidt herinde. Fordi jeg har brug for et sted at male med den lyserøde pensel. Ikke for at give et falsk billede, men for at der er et sted, hvor jeg har fri for alt det, jeg ikke kan, ikke lever op til, al elendigheden og alle bekymringerne.

Jeg har BRUG for at lægge et fokus et andet sted, kun at se på det gode, det letbenede, det sjove. BRUG for at glædes over de få, få, få ting, jeg kan. Fx at kunne gå i biografen igen efter 4 år uden. 4 år!!!
Bevares, Damernes Biografklub har været afsted 10 gange, og jeg har været med de 3, men 3 er flere end nul. Så tak for det, glimmer på og op på kaminhylden, som Hella Joof ville sige.
Jeg har BRUG for et break fra sygdom, bekymringer, psykologer, speciallæger, psykiatere, forsikringsselskaber og fanden og hans pumpestok og bare fokusere på sne, pæne blomster og den ene dag i månedsvis hvor det lykkes mig at gå ud.
Jeg har BRUG for at glæde mig over, at det, for første gang i fire år, lykkedes at have noget sex.
Igen, rent på viljen, fordi jeg tænkte at man jo altid kunne gøre et forsøg på simpelthen at forcere det. Om det er sådan, som sexologerne siger, at mere vil have mere. Det var det, der afstedkom dette indlæg, fordi jeg nok var lidt rigelig begejstret for overhovedet at kunne gennemføre. Verdens sødeste kæreste var til gengæld bekymret for projektet

Helt grundlæggende, så har jeg brug for et sted, hvor jeg kan føle mig en lille bitte smule normal. Hvis jeg skulle skrive om alle elendighederne konstant herinde, så ville både I og jeg hænge ude i pæretræet.
Jeg har simpelthen BRUG for at føle mig som et almindeligt menneske. Bare en gang i mellem.

Heldigvis siger to psykiatere uafhængigt af hinanden, at de mener, at der godt kan gøres noget. At det kan blive bedre.
Heldigvis er sød kæreste meget forstående og virkelig hjælpsom.
Lige nu har han fx sat mit vasketøj af, går med hund dagligt, kommer med mad, køber ind og siger at det nok skal gå. Mens jeg mit bidrag til festen er, at jeg hver dag tigger ham om at gå fra mig, fordi han har fortjent SÅ meget bedre end mig og det her. Vi har skullet tage mange og tunge snakke på det seneste og han læser også bloggen, så igen: Der er ting, man lige skal have på plads i det virkelige liv, før der kan deles herinde.
Heldigvis hører han ikke efter, når jeg beder ham gå.

Heldigvis synes jeg at stofskiftemedicin virker. Bare ikke på vægten… Men. Det virker altså som om jeg kan lidt mere. Bare lidt. Gå lidt mere i bad. Gå lidt mere med hund. Se at der er en pæn blomst eller noget pænt sne. At jeg har lidt mere lyst til at skrive. Ikke at jeg kan. Der er bare en lyst til at fortælle, der spirer lige så stille. Små ting. Små, små, små ting og skridt.
Tak for det, glimmer på og op på kaminhylden.

Det er meget, meget, meget mærkeligt at gå fra karrierejob, cheftitel, millionbudget og ønsket om en såkaldt karriere til kun at kunne gå med en hund. Det er det, jeg kan. På daglig basis. Efter det er jeg i overtræk. Og jeg nødt til at trække over hver dag.
Nu ønsker jeg mig bare et liv.
At jeg ikke skal vælge mellem enten tøjvask ELLER indkøb ELLER madlavning ELLER rengøring ELLER vaske hår som den ene ting, jeg nødt til at gøre i løbet af en uge, udover hundeturen. At jeg kan se mennesker mere end en gang om måneden. Og at det kommer dertil, hvor jeg kan arbejde. Bare lidt.
Det er eddermame små ting.

Indtil da, så må I nøjes med de små, små ting, som jeg kan dele herinde.
Tak, glimmer på og op på kaminhylden.

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

One thought on “Glimmer på

  1. Pingback: Hotellerne, du skal kende i Paris hotteste kvarter | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *