Guide: Her skal du bo i Paris

Det er tre ting, I spørger mest om her på bloggen:

1) Hvor man skal bo i Paris, 2) Hvad jeg gør ved mit hår Og så 3) Hvorfor jeg er single, men det har jeg jo svaret på: Fordi jeg har valgt det og det med håret er for omfattende pt. 

Det er jo forår lige om lidt og tid til at få planlagt svipturene til Paris, så jeg tænker, at vi tager den med hotellerne først. Og bliv endelig ved med at efterspørge indlæg, jeg elsker det!

Nu er jeg jo en ”Left bank baby” og har tidligere fortalt om min forkærlighed for Saint Germain de Prés, som ligger på venstre bred.  I Paris deler man byen op i om det ligger til højre eller venstre for Seinen og man har typisk en preference for et område, på samme måde som folk sværger indædt til fx Nørrebro.

 

 

I de seneste år er det den højre bred med eksempelvis Marais, der har været i størst udvikling og dermed også trækplaster, men det ændrer altså stadig ikke på, at jeg er til 6. arrondissement. Bevares, der er også skønt i Marais, men jeg vil stadig hellere bo i ”mit” kvarter, måske fordi jeg kender det og ikke kan overskue, at sætte mig ind i andet 😉

Der er det med hoteller i Paris, at de kan godt være noget af en interiørmæssig udfordring – især indenfor et overskueligt budget.
Designerne hælder typisk til enten rødt, guld, rokokomøbler og svulstige tapeter eller en kombination af neon, plexiglas og dyreprint. Begge dele har jeg det en smule stramt med og derfor går jeg efter hoteller, der er lidt mere nedtonede, det andet larmer for meget i mit hoved.  Bare så du ved det og bliver ikke skuffet i manglen på guld, gevirer og dillerdaller. Til gengæld er der noget for alle prisniveauer.

 

 

Budget: Hôtel Clément
Ja, bevares, der er lidt mønstret tapet og også et enkelt røvballegardin, men hvis man vil bo ok i Paris, uden at blive ruineret og med kort til ALT, så er hotellet her et absolut godt bud. Med en gennemsnits pris på 750 kr. pr nat og en helt ok standard er det faktisk helt til at stå inde for.
Der er det, man skal bruge og hvis det ikke er på en rejse, hvor der er lagt op til den store romantik, så bo på Hötel Clément. 

Mellem: Hotel du Danube Saint Germain
Et hotel, hvor du får virkelig meget for pengene og beliggenheden er helt i top i Rue Jacob. I vanlig pariser-stil er værelserne lidt små, men der er rent, pænt og superkomfortabelt og du er kun en spytklat fra Louvre og Pont Neuf, og de gode restauranter omkring Rue de Buci. Med andre ord, virkelig centralt. Og så er Hotel du Danube Saint Germain rigtig rart til en rigtig ok pris.

Øvre middel: Millésime Hotel
Yndlings, yndlings, yndlingshotel. No more, no less.
Enkelt, minimalistisk, i bløde, afdæmpede farver. Meget, meget, meget rart sted. Og igen en virkelig dejlig beliggenhed i Rue Jacob, der både er helt central og stille, samtidig.

Er Milliésime booket og det er det desværre tit, så kan du opgradere dig selv ved at gå på La Villa Saint Gemains de Pres, som er lidt dyrere, men ÅH, så lækkert, eller smutte på Hotel du Danaube, som jeg nævnte ovenfor, der er et godt alternativ til pengene, men lige knap så minimalistisk cool.

Dyrt: Hotel Montalembert 
Ind imellem skal man bare fyre den af. Og skal det være dyrt, så skal man tage på Hotel Montalembert.
Der er ret mange af de dyre luksushoteller i Saint Germain des Pres, men de “lider” også under at være indrettet på den gammeldags rokoko-måde med røvballegardiner og guldbrokader og der er Montalembert en dejlig undtagelse. Dyrt, men dejligt. Til de lejligheder, hvor det skal være det.

Andre hoteller i samme liga er Hotel d’Aubusson, Artus Hotel by MH , Hotel de Buci, og Madison Hotel MH, der alle udmærker sig ved fantastisk beliggenhed, service, faciliteter, ok store værelser, god morgenmad, og en spytklat fra både attraktioner og gode spisesteder. De tre sidstnævnte hoteller har samme ejer, og de ved altså, hvordan man driver hoteller. De er bestemt et besøg værd.

Med børn: Gregoire Apartment
Den her lejlighed: O.M.G!
Og ja, man kan også snildt bo her uden børn, så man kan få fordelen af at købe de lækre råvarer på de parisiske markeder, fordi man har et køkken .
Mega-lækker, genial beliggenhed, enkelt og stilfuldt indrettet. Det spiller bare. Og der er vaskemaskine!
Ulempen er, at Gregorie Apartment ret så ofte er booket. Hvilket er fuldt forståeligt og ret så irriterende, for den er altså i en klasse for sig.

Som alternativ til børnefamilierne anbefaler jeg også Citadines Apart’hotel, der er studiolejligheder. Også med perfekt beliggenhed ned til Seinen, fin pris og ok lejligheder.

Og ja. Der er badekar på alle de nævnte hoteller.
Jeg bor, af princip, ikke på steder, hvor jeg ikke kan få et badekar. Til storbyferier, hvor man går meget, er det helt genialt at hvile poterne i, når man kommer tilbage på værelset. Og så bestemmer man jo selv om man drikker champagne på kar-kanten…

Hvis du insisterer på at bo i Marais, så er dette hotel the place to be

Indlægget indeholder affiliatelinks

6 thoughts on “Guide: Her skal du bo i Paris

  1. Hej C
    Vil bare sige tak for gode råd om Paris. Har netop været på kærestetur og vi både på hotel danube, virkelig anbefales værdigt! Ligeledes var vi forbi miznon efter din anbefaling, pitaen der er med på top 3 over bedst madoplevelser i Paris – vi besøgte også et par michilin restauranter 😉
    Kan helt sikkert godt forstå din begejstring over Paris.

    • Kære Marianne
      Tusind tusind tusind tak for den besked! Jeg er SÅ glad for, at mine tips kunne bruges. Det er altid lidt med nervøs bæven, at jeg udgiver tips og guides for det er jo ikke sikkert, at man har samme smag. Så TAK! Og dejligt at I havde en god tur til Paris

  2. Pingback: Hotellerne, du skal kende i Paris hotteste kvarter | C & the City

  3. Pingback: Det store, forkromede Black Friday overblik | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *