Alt det I ikke ser

”Du skal fortsætte med at skrive på bloggen. Det er SÅ vigtigt, at du kan føle dig normal, at du bidrager med noget, at du ikke mister hele din identitet”, sagde psykologen, da jeg kom til hende efter vitterligt at have mistet, hvad der føltes, som det meste af min identitet: Job, kæreste, helbred, det meste af min forstand, evnen til at klare mig selv, og jeg hverken kunne stave, skrive, formulere mig eller huske.

”Du skal endelig fortsætte med at skrive på bloggen. Det er SÅ vigtigt, at du beholder din synlighed. At folk ikke glemmer dig. Det er så vigtigt med synlighed i vores branche, sagde rådgiveren i Journalistforbundet, da jeg bad om deres råd om samme.

”Du må gøre lige, hvad du vil, gør det, der gør dig glad og som giver dit liv værdi”, sagde skadesbehandleren på min sag hos forsikringsselskabet, da jeg spurgte om jeg egentlig godt måtte have en blog, og drysse lidt ord og tankeskrald ud over, når nu jeg var sygemeldt.

Men sandheden er, at jeg er bange.

Bange for, at uanset, hvad jeg gør, så er der nogen, der læser mig over skulderen og bruger det til at bedømme, vurdere, dømme, veje en for let, vælge en fra og hvad man nu ellers kan få af klaps. Uanset hvem det er. En potentiel fremtidig arbejdsgiver, en samarbejdspartner, dem, der krydser min vej, en kommende kæreste, når jeg får mod på den slags igen, kommuner, forsikringsselskaber osv.

En af de ting, jeg har arbejdet meget med, både hos psykologen og mig selv, er, at fokusere benhårdt på de gode ting.

Uanset hvor små de er, en parkeringsplads, en flødeskumskage, solskin, en pæn facade, en middag, at jeg kan have en kaffeaftale, så fokusere på det, på glæden og på taknemmeligheden.
Det er en del af den benhårde øvelse, at ryste en depression af sig. Og når man først har ligget dernede, hvor alt er sort, hvor solskin er irriterende, hvor glade billeder på sociale medier er en pind i røven og et kæmpe irritationsmoment, når man har forsøgt at tage sit eget liv, når man har fået medicin med bivirkninger så voldsomme, der påvirkede en så voldsomt, at man var ved at hoppe ud fra en bro, så vil man ikke tilbage. Hvor der ikke er liv, lyst, glæde, men bare mørke. Aldrig, aldrig, aldrig, aldrig.

Tværtimod bliver man egentlig et ret let offer for både venner, families, behandleres, vildtfremmedes fikse ideer, fordi man vil gøre hvad-som-helst for at få det bedre. Bare lidt. Hvad.Som.Helst.

Eksempelvis synes min psykolog at det var en god ide, at jeg ”kom i gang igen”, gik på nogle dates og fandt en ny kæreste, mens jeg var allermest martret af sorg og savn over ham, der gik. Jeg orkede det ikke, havde ikke lyst til det, havde slet ikke energien til al den korrespondance og kommunikation, som det kræver nu til dags. Jeg holder mig fortsat, vældig meget off line, for at beskytte mit hoved og det er voldsomt uforeneligt med fx netdates og Tinder.

Men. Jeg var så desperat for at få det bedre, at jeg gjorde det. Bare lidt. For at der ikke var nogen, der skulle komme at sige, at jeg ikke ville gøre det, der skulle til for at få det bedre. Jeg ville æde tyre-nosser, hvis det var det, der skulle til. Til gengæld røg jeg også af hele datingmarkedet igen hurtigere end man kan lukke en app, fordi det bare var SÅ forkert og faktisk at gøre vold på mig selv. Og nej, det nåede ikke heldigvis ikke at involvere nøgenhed. Det var så forkert bare at tale med en anden mand, også selvom det var rent venskabeligt, at bare tanken om at tage tøjet af… Ydrk.

Og det giver jo mening, det, med at fokusere på det gode.

At træne sig selv til at registrere, at solen skinner også selvom man ikke kan mærke det. At få sig selv op, gjort klar, kommet i bad, gået med en hund og evt. være i stand til at gå hen på en cafe og ses med et menneske. Bare en gang i mellem. Og så notere det og gå hjem og skrive om det på sin blog og fokusere benhårdt på, at der er sket noget godt, også selvom man ikke kan mærke og føle det.
Det var derfor at jeg oprettede Lille Lykke-indlæggene. For at tvinge mig selv til at fokusere på det positive. Men hvor andre, fx Emily, har et indlæg en gang om ugen, så kan jeg højest samle sammen til et hver måned. Mere sker der faktisk ikke for mig,

Det er ubetinget det værste ved at have en depression, udover den lammende træthed: At det, der plejede at gøre en glad, det ikke gør det længere. Ting man ved, er gode og rare og dejlige, som en Bruce Springsteen-koncert, man kan bare ikke mærke det, overhovedet. Og det er en rædselsfuld fornemmelse.

Så jeg øver, og øver, og øver, og øver mig, også herinde og det gør mig bange.
For hvad nu, hvis det er det forkerte billede, jeg giver? At det går for godt?

Som om at noget kan gå for godt, men det kan det faktisk, når man er sygemeldt. Man kan fx risikere at give folk det indtryk, at man suser rundt til kaffeaftaler, middage, og drinks, knalder med gud og hver mand og har en fest. Det har jeg ikke og det gør jeg ikke, overhovedet – men hvad nu, hvis det ser sådan ud?

Selvfølgelig mener jeg ikke, at man skal have ydelser af nogen som helst art, hvis man reelt er i stand til at passe et arbejde, men hvad nu, hvis det, at jeg drysser lidt ord ud herinde et par gange om måneden, og fortæller at jeg har drukket kaffe med en veninde, bliver tolket som, at jeg faker, snyder og fuldt ud er i stand til at passe et fuldtidsarbejde?

Hvad nu, hvis jeg i al min iver for at gøre det godt og rigtigt og fokusere på det positive, ikke fortæller nok om, hvor skidt jeg har det? Alt det dårlige, som jeg bestemt ikke ønsker at fremtidige chefer, fremmede, resten af verden og eventuelle fremtidige svigermødre skal vide om mig, fordi jeg simpelthen synes det er så pinligt og det er så stor en afmagt, at jeg ikke bare fungerer som jeg skal:

At der er dage, hvor jeg ikke kan finde ud af at gå i bad. Eller børste tænder. At jeg stadig ikke kan tage telefonen, slet ikke, hvis jeg ikke ved, hvem det er. Alle, selv behandlere, beder jeg om at sende en mail. Jeg har konstant telefonen på lydløs, fordi en ringende telefon stadig giver mig akut bræk-trang.

At jeg roder så meget i tid, steder, aftaler og klokkeslæt, at jeg konsekvent kommer for sent, selvom jeg gør ALT, hvad jeg kan.
At jeg har mistet så mange venner, der simpelthen ikke kan forstå, hvorfor det med tid er så svært, at jeg ind i mellem er nødt til at aflyse, fordi jeg ikke kan stå op eller komme ud af døren, at jeg frygter at blive ensom. Det der med at folk tror, at jeg ikke gider dem… Åh, det gør ondt.

At jeg reelt ikke har lavet mad, rigtigt i årevis, fordi jeg går helt i baglås, når jeg kommer ind i et supermarked og ikke kan koordinere at røre i to gryder samtidig. Jeg kan heller ikke huske, hvad jeg skal have. 
At jeg, hvis jeg har en god uge, ser et menneske socialt en gang. Og det er virkelig højt sat. Fordi det er så svært for mig, at koordinere at få mig selv og mine tinge med ud af døren til et bestemt tidspunkt, og folk bliver irriterede over min langsomhed, at det er nemmest for mig efterhånden at undgå balladen.

At jeg er bange for, at der aldrig vil være nogen i fremtiden, der vil være min ven, kæreste eller arbejdsgiver, fordi jeg har skrevet om alt det rod det medfører, når man brækker hjernen og fordi jeg ikke kan det samme som andre kan.
At mit hjem altid ligner en slagmark, fordi det kræver så meget at holde mig selv og hund på benene og i live, at der ikke rigtig er energi til mere.
At min familie er nogle af dem, der har haft allersværest ved at forstå, at jeg er syg og at der er ting, jeg ikke kan og har valgt at håndtere det ved at sige, ”at jeg er et dårligt menneske og det altid har været mig, der var tarvelig og noget galt med” (Jo, sådan en mail har jeg. Derfor er det to år siden kontakten stoppede)

At de tarvelige typer kommer forbi og får travlt med at fortælle mig, hvor ynkelig og latterlig, jeg er og at jeg bare ønsker opmærksomhed ved at skrive om, hvordan det egentlig er fat. At fortælle om alt det, I ikke ser.
At jeg føler mig som en byrde, som et evigt sygebesøg, en klods om benet og en, der trækker andre ned. Ikke engang herinde slår jeg til. Jeg skriver for sjældent og der går flere måneder imellem, at det, jeg har kæmpet mig afsted til, fremgår på bloggen, for jeg orker ikke engang at skrive om det. Det er vitterligt hverken dagbog eller realtid, I får herinde, men det ved I jo godt.
Til gengæld får I det rådne æble i kurven….

Det er, dybest set, sådan jeg har det og det er et voldsomt slag mod ens identitet, at blive syg og gå fra 1000 til nul på et splitsekund. Jeg vil jo bare gerne være mig selv, jeg vil bare gerne være rask og jeg vil gøre hvad som helst for at blive det. Jeg behøver ikke kunne det, jeg kunne engang, for det var nærmest overmenneskeligt, jeg vil bare gerne kunne gøre det, andre kan.

Så når psykologen og andre siger, at jeg skal fokusere på det positive og holde liv i bloggen, så gør jeg det. Også selvom jeg ikke slår til, slet ikke skriver nok, eller ofte nok og overvinder mig selv tusind gange, når jeg poster et indlæg, fordi jeg er så ramt på ord, ordforråd, stavning, selv bare evnen til at disponere en tekst. Det er SÅ grænseoverskridende for mig. Hver gang. Hver evig eneste gang. Men jeg gør det. Fordi det er godt for mig, siger nogen.

Og det er også godt. Det giver mig en følelse af fællesskab med andre bloggere og når man har meget sparsom social kontakt, virkelig få venner og ingen familie, så er det rart. Det er også rart, at der kan foregå en form for socialt herinde, når mine evner til at komme ud er så amputerede.

Men det er også med en evig angst.
Der er kun en til at passe på mig, og det er mig. Og jeg skal forsøge at navigere i, at gøre som psykologen siger, være positiv, være social, overvinde mig selv og forsøge at lave aftaler, men det er i evig angst for, at nogle andre, fx et forsikringsselskab sidder derude og siger: ”Nå for søren, sikke hun morer sig. Så er man vist ikke syg”
De ting, der finder vej til at drysse ud fra mit hoved og ned i tastaturet kan på ingen måde sammenlignes med journalistisk arbejde, hvor man har 1000 telefonopkald om dagen, interviewer, liner aftaler op, klipper indslag sammen, koordinerer, laver mindst 8 lives og har mindst 20 deadlines. På ingen måde.

Men sæt nu nogen tror det?

Så meget ved folk og læger heller ikke om journalistisk arbejde. Eksempelvis sagde en overlæge på Bispebjerg hospital i forbindelse med min arbejdsskadesag: ”Om jeg så ikke bare kunne snakke lidt i radioen ind i mellem? Når jeg nu ikke kunne stave og strukturere”

Jo. Gerne. Sig til, hvor jeg skal gøre det og jeg er der som et søm. Men det der med at sende live er altså også noget af en opgave. Hvor der også skal struktureres en del. Der er intet ”snakke lidt i radioen” over det. Men jeg gør det gerne. Jeg har absolut ingen ambitioner om at arbejde hverken 70 eller 80 timer om ugen igen. Jeg vil være helt tilfreds med 15 eller 20. Og det er endda højt sat.

Og samtidig tør jeg ikke skrive specielt meget om, hvor dårligt jeg egentlig har det og hvor lidt, jeg kan, fordi internettet er sådan et benhårdt sted, hvor man ikke skal træde mange skridt forkert, før håneretten bliver effektueret og man får at vide, at man er en latterlig taber.
Jeg har før sagt, at jeg ikke vil have en sygdomsblog. Eller hælde vand ud af ørerne. Der skal være noget godt og sjovt at hente også. Også for min egen skyld. Det er også sådan, jeg håndterer tingene, med sort, sort humor. Og den giver mig også noget, bloggen. Med sparsomme relationer, endnu mere sparsom energi og en tiltagende frygt for at lave aftaler, jeg ikke kan holde, så er det en hjælp, når en af Jer skriver, at I at det på samme måde. At det nok skal blive godt igen. Eller at jeg er en hjælp, at jeg skriver det, for så føler man sig mindre alene. Det er også en hjælp for mig,

Jeg er bange for, at den ting, bloggen, der skulle holde mit hullede hoved lidt i gang, gøre mig bedre, gøre mig ”normal” igen, kan blive en ting, der flår tæppet væk under mig.

Jeg er bange for, at jeg ikke kan navigere i det. Jeg er bange for det bliver brugt imod mig. Fagligt, socialt, økonomisk. At nogen vil bruge mine skriverier som Fanden læser Biblen. Nogle vil mene, jeg er ”For god”, andre vil mene, jeg er ”For dårlig”

Jeg er bange for, at det ikke kan lade sig gøre at have en blog længere.

 

 

 

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *