Serieklub: Diskussion af The Americans

Vi skal til det:
Diskussionen af den serieklub, jeg startede tilbage i september. Ja, for snart to måneder siden. Det er ikke med min gode vilje, at der er gået så længe, og jeg er virkelig ked af det. Men som jeg allerede har skrevet her og her, så har den flytning, jeg stadig står i, vist sig at være en led satan, flytningen fra Helvede, faktisk. Og når man så heller ikke har noget internet (I en f*cking måned!), og en brækket hjerne, så er det altså lidt svært, både at se en serie, der skal streames og blogge om det.

Nok om det, jeg lover at stramme op. Nu skal vi snakke serie.

o-the-americans-gq-facebook

Jeg er ret vild med The Americans, som det vist også fremgik, da jeg skrev om den til serieklubstarten.
Når man begynder med et raskt, lille drab, så er vi ligesom i gang. Et spændingsniveau, der holder og hele tiden bliver udfordret på begge fronter, både når det handler risikoen for, at spionparret bliver opdaget af FBI eller af deres egen datter, der undrer sig en del over forældrenes familie, arbejds – og voksenliv.

Jeg har en svaghed for film og serier, der er based on a true story, og det er The Americans også. De rigtige agenter i KGB’s S-direktorat var hvilende celler og sprang altså ikke rundt og slog ihjel, som Elizabeth og Philip gør, men serien er baseret på de ægte agenter, deres virke, Den Kolde Krig, KGB, atomkapløbet og FBI’s jagt på kommunisterne.

Selvom der er lige vel rigeligt med sovs og kartofler, så er er jeg begejstret. Også selv om jeg måske er miljøskadet i ”Hemmelig agent”-afdelingen 😉 Men når man tænker på, hvad de, agenterne, skulle udsætte sig selv for, både under rekrutteringen og på opgaverne i deres lands tjeneste, så kan man ikke blive andet end imponeret.
Det, at man kan tro så meget på noget, en sag, en ideologi, at man kan ofre sig selv på den måde.
Det er nok det sværeste job, man overhovedet kan have, for slet ikke at tale om dobbeltagenterne.

 

keri-russell-matthew-rhys-the-americans-season-3

 

På mange måder er The Americans et tilbageblik til ”De gode gamle dage”.
Dengang, hvor hvor fjenden og truslen mod den frie verden var Rusland, atomkapløbet kørte på fuld skrue, kvinder kunne få oplysninger ved at tilbyde toppolitikere lidt kinky sex og helten var USA. Det er et helt andet verdens – og trusselsbillede, end vi har i dag og det synes jeg er ret sjovt, at blive mindet om. 

Os, der er vokset op med den kolde krig kan jo helt tydeligt huske, hvordan det var at være bange for russerne og at nogen ville smide en atombombe og på den måde, synes jeg, at det er lidt spøjst, at man tager sig selv i at sidde og holde med russerne, det er jo helt ”forkert”.

Nu vil jeg gerne høre fra dig! Det er jo det, den her klub, går ud på.

Hvad synes du om The Americans ?
Hvad fungerede godt?
Var der noget, der irriterede dig?
Hvilke tanker satte den i gang hos dig?

Man behøver jo ikke svare på det hele. Det er bare nogle input, så det måske er nemmere, at finde på noget at svare. Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes!

Og har du ideer til, hvad vi skal se i næste måned, så sig endelig til.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *