Lille lykke #28

Det er næppe gået nogens næse forbi, at jeg har ligget i flytning den seneste måneds tid. Om ikke andet, så fordi, jeg har pebet over det herinde ved hver given lejlighed.
For alle andre “almindelige” mennesker er en flytning hård. For mig, der har dage, hvor jeg ikke kan stå ud af sengen, der er helt energiforladt, ikke kan koordinere så meget som en hundeluftertur med en veninde, som hverken orker at købe ind, lave mad, se venner eller gå dagligt i bad… Der er en flytning et HELVEDE.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det havde været, hvis jeg ikke jeg var begyndt, at få stofskiftemedicin. Det giver lille en lille my, så jeg, i det mindste, kan få en hund ud at gå, selvom det efterhånden nærmere sig dyremishandling med så lidt aktivitet.

Derfor har jeg heller ikke foretaget mig noget, udover at spise.
Indimellem også godt:

 

img_9523

Steak frites med hende her og Damernes Biografklub i Odense.

 

img_9531
Det er endelig blevet en fast del af menukortet på Kok og Vin efter i mange år kun at have optrådt som gæstestjerne. Tiltrængt. Det der med begrænset adgang til bøf og bearnaise, det går altså ikke.
Kok og Vins steak frites er glimrende – men der er for lidt sovs. Beklager. Man burde kunne få en refill.

 

maxresdefault

Florence i biografen med selvsamme biografklub.

Filmen er den autentiske historie om sangerinden Florence Foster Jenkins, der var vidt berømt – for ikke at have en tone i livet og det var noget af en kamp for hendes omgivelser, at holde den kendsgerning skjult for hende.

Jeg synes, det er vidunderligt, at man kan gå gennem livet og være så åbenbart talentløs og at folk så elsker en så højt, at de lader en blive i troen om at man er dygtig alligevel. Og går gennem ild og vand for at man skal oprette holde illusionen om at man fx kan synge – som Florence bliver berømt for ikke at kunne.
Filmen var til gode solide 4 stjerner, båret op af birollerne pianisten og Hugh Grant som spiller ret eminet. Det er fantastisk at det er en virkelig historie og på den baggrund finder jeg den ret charmerende. Men det er ikke en, man tænker længe over efter man har forladt biografen.

 

img_9559

 

Vi behøver ikke tale om, at jeg allerede den 6 oktober inhalerede det første glas (Og bestemt ikke det sidste) af Bülows julekugler. Hvad kan jeg sige? Julen faldt tidligt i år 😉
Man skal jo være lavet af sten, hvis man kan stå for lyserøde, perlemorsglitrende chokoladelakrids…
I øvrigt kommer dette års kollektion med et ægte dilemma:
De lyserøde er klart pænest, mens de bronzefarvede smager bedst #Firstworldproblem

 

img_9783Fine Helgoland. Jeg er helt syg med den turkise farve.

 

img_9722

The Fall. Yndlingsserie med sejeste Stella Gibson. Hende vil jeg være, når jeg bliver stor! 3. sæson er kommet på Netflix.
Husk også serieklubben, hvor vi diskuterer The Americans lige om lidt

Husk: Hvis du kan lide bloggen, så kan du følge med på bloggens Facebook-side og få besked, når der er nye indlæg. Du er også mere end velkommen på Instagram, hvor der er sovs, hopla og resten af mit liv i små firkanter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *