Er vi blevet en nation af nærigrøve?

Du kender det garanteret:
Folk på Facebook, der altid efterspørger hjælp, tips & tricks, men konsekvent glimrer i deres fravær i kommentarfeltet, når det er andre, der beder om hjælp

Veninden, der altid siger: ”Skal vi ikke lave noget sjovt?”, men aldrig selv bidrager med forslag, ideer eller bare en dato, fordi forventningen, helt klart, er, at det er dig, der skal stå for underholdningen.

Vennen, der altid gerne selv vil nasse sig med og deltage i ting, du holder med dine venner og veninder, men aldrig inviterer den anden vej, så du kan blive en del af hans gruppe.

Eller folk, der forventer opmærksomhed, omsorg og interesse, men aldrig sender spørgsmålet: ”Hvordan går det egentlig med dig?” den anden vej

Der går ikke noget af mig, fordi der sker noget godt for dig
Og så er der dem, der aldrig hjælper andre i frygten for, at der går noget fra dem selv, hvis de giver noget til en anden.
Det er ikke så få gange, at jeg har hørt sætningen:
”Jamen, hvis jeg nu anbefaler hende til det job og hun så får det, så kan det være, at hun klarer sig bedre/bliver forfremmet hurtigere / tjener mere end mig og det gider jeg ikke”
For slet ikke at hæve den op på nationalt plan, hvor folk sidder med deres fede huse, fede lønninger, pæne, velklædte børn med iPhones, store børnechecks, to biler og fire svinedyre titanium-cykler og brokker sig over flygtninge, der bor i telt på en mark, ”For det har vi ikke råd til”

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Måske fordi en af de værste ting, jeg overhovedet ved, er nærighed. Det er et af de mest ucharmerende karaktertræk overhovedet og kommer i mange former. Mange tror, at nærighed kun er økonomisk, men det kan i udpræget grad også være menneskelig, følelsesmæssig og social nærighed og er, uanset hvilket udseende, den antager, ualmindeligt uklædelig.

Vær generøs
Man kan aldrig nogensinde blive for generøs. Basta.
Og det mener jeg fuld og fast. På den måde er jeg lidt træt af, at Anthon Berg er begyndt at bruge det som slogan, for det har været mit motto altid. Altid.

Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg rimeligt gavmild.
Jeg deler kontakter, viden, forbindelser, inspiration, tøj, sko, hjælp, støtte, moralsk opbakning og ind i mellem mad (Undtagen fritter, bearnaise eller dessert. Der må du sgu købe din egen)
Jeg har løst opgaver gratis, inviterer med rund hånd, har ikke tal på, hvor mange, jeg har skaffet et job fx, hjulpet med kontakter eller forbindelser eller sat sammen på en eller anden måde, alt sammen til deres fordel. Eller haft ekstra gæster med til jul eller nytår, fordi et eller andet var væltet i deres afdeling og de ikke skulle noget alligevel.
Fordi jeg godt kan lide det, og fordi det er sådan, jeg er. Jeg giver ikke for at få. Men det har gjort mig opmærksom på, hvor meget, der bliver taget og hvor lidt, der gives igen. Uhyggeligt ofte siger folk ikke engang ”Tak”.

Lever i en mig-tid
Et eksempel fra egen navle var, da jeg i kommentarfeltet hos en større dansk blogger, lavede en meget konkret rådgivning på en problemstilling indenfor mit felt af en størrelse, hvor jeg ville kunne skrive en pænt stor faktura. Det blev derefter brugt i et helt indlæg, hvor jeg blev reduceret til ”En læser skrev en kommentar”.
Vi kender hinanden, har mødtes flere gange, og hun ved udmærket hvem jeg er. Og ja, jeg valgte selv at skrive rådet, fordi jeg havde noget at byde ind med, som meget få andre kan, og det blev i øvrigt fulgt. Uden noget som helst, hverken et svar, en tak eller et link. Det synes jeg er vanvittig dårlig stil, men dårlige stil er blevet meget, meget almindelig, desværre.

På den måde er det meget tydeligt, at vi lever i en ”mig-tid”. Vores eneste fokus er, hvad vi kan få og hvad andre kan gøre for os. Hvad vi selv kan bidrage med, er lige meget, det handler kun om, hvad vi kan få.

Senest her i min desperado-agtige boligjagt, er jeg flere gange blevet opmærksom på, at dem, som jeg selv har hjulpet overmåde meget i den retning, har delt alle deres opslag, har lavet annoncer på deres vegne på sociale medier og trukket på alt, hvad jeg havde af kontakter, ikke har reageret overhovedet, nu, hvor det er mig, der har behovet. Ikke engang et eneste lillebitte ”like” er det blevet til, så nødråbet kan nå ud på den virtuelle opslagstavle. Igen: Det handler ikke om mig, men det er et meget tankevækkede eksempel, at dem, som jeg tidligere har skaffet tag over hovedet, ikke reagerer overhovedet.

Livets store tag selv bord
Og hvis ikke det er tydeligt i hverdagen, så er det det i allerhøjeste grad på datingmarkedet. Efter et par årtier i coachingens selvbevidsthed er vi blevet så vulgært dygtige til at udtrykke egne behov, egne ønsker, egne mål og egne krav, at det er til at brække sig over.
Jeg har endnu ikke mødt en, der gjorde sig nogen som helst form for overvejelser på, hvad han selv mente, han kunne give. Til gengæld har jeg lagt ører til så meget ”Jeg vil ha, jeg vil ha, jeg vil ha”, at jeg nærmest har fået akut trang til at blive nærig – og hvis der er noget, jeg absolut ikke er, så er det nærig, med noget som helst.

Vi er alle sammen en del af retterne på livets store ta’ selv – bord og i stedet for at rydde buffeten for næsen af alle de andre, så skulle vi måske gøre lidt mere ud af den ret, vi selv har med og ikke bare kyle den købte discountkartoffelsalat ind i masserne og så selv skovle den dyre kaviar, som en anden, mindre nærig, har medbragt.

Del del del
Så derfor: Del, for fanden.
Del af alt hvad du har, uanset om det er kontakter, viden, oplysninger, materielle ting, overskud, omsorg eller for mange sko. Giv et ”Like”, læg en kommentar, del en anbefaling eller giv et andet menneske ros.

Det kommer aldrig skidt igen, og som regel får man tifold igen. Om ikke andet, så bliver man glad af at gøre noget, der gør andre glade. Og ja, der er altid nogen, der ikke giver igen og tager det som en selvfølge, men lad være med at gå ud fra det på forhånd. Livet er ikke en byttehandel og du skal nok få det, der tilkommer dig. I det store regnskab går alting op.
Giv hvad du har af en rent hjerte. Giv ikke for at få igen.
Selv dem, der konsekvent aldrig giver noget igen den anden vej, har givet dig noget.

Nemlig en viden om, at dem behøver du ikke bruge mere energi på.

 

Folk, der vil dele deres børn, synes jeg til gengæld rigtig godt om.
Anbefaler dog ikke, at få taget et billede, når man står på en vej, der skråner kraftigt. Man får ben som bundgarnspæle!!
Nederdelen er denne fra Ganni, skoene fra Isabel Marant, taske Stella McCarthny og jakken er vintage. Barnet er til låns.

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

7 thoughts on “Er vi blevet en nation af nærigrøve?

  1. Pingback: Glædelig jul. Især til dig, der ikke lever op til glansbilledet. | C & the City

  2. Pingback: Hvad livet har lært mig | C & the City

  3. Jeg synes du har virkelig pæne ben. Og pæne tanker 🙂 Jeg nikker genkendende til “mig først”-tankegangen, desværre hos mig selv. Kan nogle gange tænke så nærigt overfor min kæreste. “Han er sååå heldig at han har mig”. Det er ikke kønt, og det skal stoppe! Tak for dit wake up call 🙂

  4. Meget spænende.
    ja man ser meget af den nærighed, prøver selv ikke at være det, men frygt kan gør mig tilbageholdende.
    Ked af folk ikke hjalp dig da du havde behov, men som du siger så lærte man det om dem.
    Og du altså flot på billedet, også dine ben, det et levende billede, det kan jeg lide.

  5. Pingback: Guide: Så let får du en kæreste (Eller bare en date) | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *