Fine feriefund: Superheltemor

Ai! Hvem er det lige af Jer, der har trykket fast forward-knappen i bund, så juli bare sprintede afsted?
Det er jo crazy så hurtigt den måned er gået, godt hjulpet af at jeg farer rundt fra brændpunkt til brændpunkt i et forsøg på at dæmpe urolighederne.
Går dårligt.
Har selv været et par ture omkring sygehuset og resten af omgangskredsen har meldt sig under krisefanerne med emnerne skilsmisser, terminal sygdom og alkoholisme og det er jo nærmest som at forsøge at slukke skovbrande af californiske dimensioner med en lettere opvredet nylonstrømpe…
Det gode er, at jeg faktisk er i stand til at være der for dem og venner kommer før blog. Beklager, men sådan er reglen. Men nu ved I hvorfor at aktiviteten herinde er så sporadisk.

Dagens gæstestjerne er en af dem, jeg godt kan være misundelig på, både når det kommer til kriser og blogging. Superheltemor er virkelig en af dem, der har superheltekræfter, og jonglerer både syg mand, fire børn, et job og en blog og alligevel formår at være 100% skarpere og sjovere end os andre. Heldigt, at hun er så sød, ellers var man jo nødt til at hade lidt på hende 😉

Superheltemor og familie ferierer faktisk på min hjemegn og hendes fine feriefund kommer fra glaspusteriet i Ebeltoft, hvor jeg nok har været tusind gange og købt et utal af gaver. Det er altså lidt sjovt, at man kan være helt fremmede og så alligevel have noget til fælles. Og med det giver jeg ordet til Kim:

For 14 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.
Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer. Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.
I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.
Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem. Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet. Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.

Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en lille gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.

 

13607750_10154333519594661_1999751798_n-1

 

Og sådan blev mine børns barndoms somre: Solskin, fanget i regndråber.

Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.

Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde. De tre yngre søstres første sommerhustur. Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden. Vores ti års bryllupsdag. Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.

Altsammen fastholdt i mine små vaser

 

13576370_10154333530089661_2020440330_n

 

13599631_10154333530769661_744941628_n

 

I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.

Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det der gik over: En lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.

Er det ikke bare en skøn historie?
Husk at I kan følge Superheltemors blog her

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *