Frankofil fredag: Fem fantastiske franske feel good film

Hvis du mangler lidt sommerfornemmelse eller feriefølelse, så tag til Frankrig hjemme fra sofaen. Franske film har fået en opblomstring og er generelt ret gode, så her er en getaway i form af fantastiske franske feelgood film.

 

fransk-04

Bryllupskaos
Tre pæne franske døtre fra et pænt, fransk, katolsk overklassehjem har, til deres forældres store fortrydelse, giftet sig med henholdsvis en jøde, en araber og en kineser.
Forældrene, det pæne, katolske, franske overklassepar forsøger det bedste de har lært, at tilpasse sig tilværelsen med de forskellige religioner, uden at træde nogen for meget over tæerne, hvilket er noget af en udfordring.

Familien får nogenlunde klinket skårene, og alt er fryd og gammen indtil den fjerde og yngste datter kommer hjem og meddeler at hun også skal giftes. Forældrene er lykkelige så længe de tror, at det er en pæn, katolsk ung mand, der er den udkårne, men det er det ikke!
I forsøget på at vise sig så liberale og uracistiske som overhovedet muligt, ender forældrene i stedet med at gå fra hinanden, svigersønnerne forsøger at ødelægge brylluppet og alt går op i hat og briller.

Svært underholdende, tankevækkende og et fint indspark til alle fordommene og meningerne om rigtigt og forkert, som vi går og har. En læser tippede mig om den her og tak for det!
Se den: Hvis du vil underholdes, tænke samtidig og er bekendt udi i vanskelige familiekonstellationer. Ligger på Netflix.

 

541cbb63-2411-4a42-80a0-a3a3002941a4

Hundredefods Rejsen
En indisk familie slår sig ned som sig som restauratører i en lille fransk landsby for at få en ny start. Uheldigvis er genboen en Michelin-restaurant, ejet af en snobbet og kynisk fransk dame i skikkelse af Helen Mirren.
Det eneste, der kan få hendes puls op, er tanken om at få den anden Michelin-stjerne og hun er absolut ikke interesseret i at få konkurrenter, heller ikke selvom restauranten på den anden side af gaden er indisk, så hun gør alt for at forpurre projektet.

Det viser sig naturligvis, at sønnen i huset har talent for madlavning, også på et højt niveau, at der naturligvis arbejder en smuk, kvindelig kok hos Michelin-damen, der lærer den indiske søn lidt om franske råvarer og madkultur og at det efter blod, sved og tårer står klart, at den unge mand kan nå længere end de fleste, selv hverken Madame eller den indiske far synes det er en god ide. Og naturligvis beviser han sit værd og ender med at gøre en helt afgørende forskel.

Se den: Hvis du er til Frankrig, mad, andre kulturer, feel good, at være tro mod sig selv og sine drømme og ønsket om at alt går op i en højere enhed til sidst, når man har været tilstrækkelig meget hårdt igennem. Find den på Netflix.

 

galleri4-a-good-year

A Good Year
Ok. Indrømmet. Den er ikke fransk. Men den foregår i Frankrig på en vingård i det mest vidunderlige, smukke område, er med Marion Cotilliard og Russel Crowe og er nok den film, jeg har set allerflest gange, fordi den er vidunderlig! V-i-d-u-n-d-e-r-l-i-g!

Russel Crowe har rollen som den indskrænkede, kyniske børshaj Max, der kun går op i sig selv og hvor mange penge han kan tjene. Han har tidligere brugt sin barndoms somre på onklens vingård i Provence og da onklen dør bliver han, som eneste arving, tvunget tilbage for første gang i 20 år.
Det er planen at sælge stedet asap og score kassen, men omstændighederne gør, at han er nødt til at blive en uge i det franske, hvor han møder en ubekendt i form af en påstået kusine, en underskøn servitrice, den idealistiske vigneron monsieur Duflot og minderne fra sine somre i Provence og så tager det fart derfra.

Se den: Hvis du er til Frankrig, de smukkeste landskaber, pittoreske byer, romantik, lååååååve i rå mængder og har lyst til at smile hele vejen igennem filmen.
Ridley Scott ved hvad han laver som instruktør, det er feel good i yderste potens, hvor alt ender med at gå op i en højre enhed og det er der intet dårligt at sige om.
Jeg har brug ÅR på at plage om, at komme til Gordes og Avignon på grund af den film, der i øvrigt gav Luberon-området et heftigt og fortjent turistboost. Vingården findes i virkeligheden, men er ikke åben for besøgende. Merde.
Men filmen ligger på Netflix.

Gordes 3

 

Trofæ-fruen
Trofæ-hustruen Suzanne passer hjemmet og familien, mens hendes mandschauvanistiske hubond er direktør på deres paraplyfabrik, knalder sekretæren on the side, mens datteren, der også er en del af firmaet, også har travlt med at kritisere moderen, som hun mener har solgt ud.
Oprøret ulmer på fabrikken, da arbejderne er trætte af den gammeldags chef, og da han bliver kidnappet af de utilfredse arbejdere og får et slagtilfælde, bliver hans hustru, Suzanne, indsat som midlertidig chef.

Hun viser sig at være en dygtig forretningskvinde og giver sin mand kamp til stregen da han vender tilbage, en kamp, der også får store konsekvenser i familien, da den, på papiret, feministiske datter, slet ikke er så nytænkende alligevel.
Samtidig viser det sig at den tidligere Trofæ-frue slet ikke er så uskyldig og “sat” endda, men har en lidt mere løsagtig fortid, der pludselig også spøger igen.

Se den: Hvis du er til Cathrine Deneuve, Gérard Depardieu, franske film, stærke kvinder og feminisme.
Filmen ligger på Filmstriben, der er bibliotekernes gratis filmtilbud.

potiche02

 

Velkommen til Ch’tis
For sydfranskmænd er Nordfrankrig nemlig en kold, regnvåd, kultur- og gudsforladt udørk befolket af indavlede og sludrevorne drukkenbolte. Dette er omdrejningspunktet for Velkommen til Ch’tis, hvor fordommene franskmændene imellem trives i fuldt flor.
Postbuddet Philippe bliver forvist til det skrækkelige Nordfrankrig efter at have løjet sig handicappet i forsøget på et blive forflyttet til en loppetjans i det solbeskinnede Provence. Hustruen og ham havde ellers sat næsen op efter varme himmelstrøg og som konsekvens nægter hun simpelthen at tage med ham.

Iført dynejakke og med bagsædet fyldt af fordomme drager Philippe derfor alene af sted mod det kolde nord og et sproghelvede af uforståelige dimensioner.
I begyndelsen forstår han ikke et klap af det underlige ch’tis, men til sin store overraskelse møder han et nærved paradis af venlighed og gæstfrihed.
Hjemme nægter konen at tro på hans solskinshistorier og da det åbenbart gør hende glad lader, han hende blive i troen. Selv da hun beslutter sig for at støtte ham i hans pinefulde hverdag, bygger han lidt uforståeligt videre på sit bjerg af usandheder og så begynder forviklingerne først.

Filmen er ikke stor kunst, den er nærmere uprætentiøs, plat og overstadig. En stor del af humoren ligger i udtalen i den fransk/flamske/latinske dialekt ch’tis. For de knap så franskkyndige afhænger det morsomme derfor i høj grad af den danske undertekstning. Der ryger klart en del i oversættelsen, og når man har læst en halvtimes undertekstning med ‘mig’ og ‘dig’ som ‘mæ’ og ‘dæ’, s’ som ‘ch’ og ‘hans’ som ‘håns’, har man ærlig talt fået nok.
Men historien er stadig god, sød og sjov og helt fin til lidt letbenet sommerunderholdning. Filmen var en gigantisk succes i Frankrig og truede næsten Tictanic, som den mest sete film nogensinde i landet.

Se den: Hvis du vil prøve at se noget helt andet, gerne vil se en film fra en anden egn af Frankrig, gerne vil underholdes og måske også udfordres lidt på fordommene.
Ligger på Viaplay og kan lånes på biblioteket

bienvenue_chez_les_ch_tis_2

 

Kan du anbefale andre fine, franske film?
Så fortæl endelig om det!

4 thoughts on “Frankofil fredag: Fem fantastiske franske feel good film

  1. Amelie fra Montmartre En film, der i mine øjne hører til i samme klasse som Arsenik og gamle kniplinger.
    Det har ikke noget med filmen at gøre, men af og til ville jeg ønske, man kunne udlevere samvittighed.

    • Det tror jeg ikke lige, jeg forstår…. Det lyder langt fra som en anbefaling.
      Men hvis det kan hjælpe dig, så kan jeg heller ikke fordrage Amelie. Jeg bliver helt stresset af den og finder den stærkt irriterende.

  2. Kan anbefale en anden film med Marion Cotillard; Les petits mouchoirs (oversat til “Små hvide løgne”). Den handler om en vennegruppe, der tager på ferie sammen i Sydfrankrig, og filmen er både hyggelig og uforudsigelig.. Kan ses på filmstriben.
    Og så er der jo også den om Piaf – Spurven, hvor Cotillard også spiller suverænt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *