Træt

Hold nu kæft, hvor er jeg træt. Og her taler jeg ikke kun om den lammende træthed, der slår mig i gulvet på 3. døgn bare fordi, jeg strøg et par timer til festival, men trætheden over, at blive SÅ træt af så lidt. Stadig.

I det hele taget er jeg så træt af alting lige for tiden, at jeg er ved at gå fuldstændig op i limningen:
Træt af at min hoved ikke virker
Træt af at være ked af det
Træt af at savne
Træt af at være holdt som gidsel i mit eget liv, mens tiden bare går.
Træt af at en Arbejdsskadestyrelse ikke kan nosse sig samme til at finde ud af, hvor stor skaderne i mit hoved egentlig er.
Træt af at jeg derfor ikke kan stille noget som helst op, før der er en afklaring.
Træt af at jeg ikke bare kan skride på arbejde på fuld tid og skyde nogle penge ind på kontoen i stedet for en gæld, der bare vokser.
Træt af at være det svageste led, som folk aldrig kan regne med, fordi jeg aldrig ved hvordan jeg har det
Træt af at være den, der skal bæres over med og have hjælp
Træt af at spekulere på, hvornår de får nok og ikke gider mig længere, fordi det er for besværligt.
Træt af at min hjem ligner en junkie-hule
Træt af ikke engang at kunne det mest basale. Gå i bad, børste tænder, gå med hund, gå på arbejde.
Træt af at folk, der læser det her indlæg tror jeg er en taber. Eller en nutcase.
Træt af at blive set over skulderen konstant i en jagt på at fange mig i noget, jeg ikke må. Fx have et liv. Det må man ikke.

Træt af at den mindste bedring bliver brugt imod mig. Man får virkelig ikke nogen som helst form for point i det her system for at gøre alt, hvad man kan for at forbedre sin situation, tværtimod:
”Nå. Du kan skrive et blogindlæg en gang om ugen. Så er du jo fint i stand til at have 10 deadlines om dagen igen”, uden overhovedet at skelne til, at en anden del af systemet har beordret mig til at holde mig i gang fx ved at skrive og ind i mellem se mennesker. Også selvom jeg reelt ikke kan og det koster alt for meget energi.
Træt af at skulle slås som en sindssyg for ALT, fordi det er blevet standard at man stikker folk afslag på afslag og spekulerer i, hvem der så er stædige nok til at klage.
Træt af at høre op folk, der siger:
”Så kan du jo bare gøre noget andet”. Jeg kan ikke gøre en skid, før jeg har fået en afklaring. Af et offentligt system, der, mildest talt, ikke har travlt. Og som man skal lægge arm med om alt. Konstant. Alt, hvad jeg gør derudover er kun til skade for mig selv.

Træt af, at det åbenbart ikke passede at alting blev fint igen, når bare jeg kæmpede mig igennem den værste stress og depression. Jeg har knoklet røven ud ad bukserne i tre år, gjort alt, hvad jeg har fået besked på og mere til og det er ikke meget, der er sket.
Og det er jeg eddermame godt nok træt af. At udover den kæmpe sorg det var, at blive syg og at blive forladt, da jeg blev syg, så skal jeg nu også i gang med en endnu kæmpe sorg over alle de ting, der ikke længere er en mulighed for mig., som er mange flere end jeg overhovedet havde forestillet mig.
Træt af at ingen fortalte mig, at det godt kunne være, at det ikke blev det samme igen. At jeg skulle forberede mig på, at der var ting, jeg måske ikke kunne længere, i stedet for at lulle mig ind i noget happy go lucky, du bliver helt den samme som før. At det først var nu kampen begyndte i forhold til at stable et nyt liv på benene, uden alle de ting, jeg mistede og dem, jeg ikke kan længere.
Lige for tiden laver jeg ikke andet end at lægge drømme i graven og det var overhovedet ikke meningen. Min indstilling har altid været, at man kan, hvad man vil. Det er så løgn. Jeg vil, men jeg kan ikke. Jeg behøver ikke have en såkaldt karriere, eller arbejde bare i nærheden af hverken 80 eller 37 timer om ugen. Bare 10-15-20 timer vil være FINT for mig.

Men det jeg er aller, aller, aller mest træt af, det er, at være fanget i en situation, som jeg simpelthen ikke kan handle mig ud af. Uanset, hvad jeg gør. Lige meget hvad jeg prøver, så rammer det mig lige i røven.
Det er faktisk en kæmpe fed løgn, at jeg siger, jeg er træt af det, jeg HADER det. Og jeg er et knurhår fra at skide på alt, arbejdsskader, erstatninger, dagpengesager, et hoved, der ikke virker, hele lortet og så bare arbejde for fuld skrue igen. For der ved jeg i det mindste, hvad jeg laver. Men nå nej. Det kan jeg jo heller ikke.

For fanden, hvor er jeg træt.

 

unnamed-154

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

5 thoughts on “Træt

  1. Tror du, du ville have kunnet stoppe i tide, med at arbejde alt for meget, hvis du vidste hvad det medførte, år senere?

    • Det er jo en klassisk “Could have, would have, should have”.
      Men i mit tilfælde: Nej.
      Det, der er hele grundstenen indenfor stress og depression er, at man er urealistisk. At folk ikke kan trænge igennem til en med fornuft. At det værste man overhovedet kan forestille sig i hele verden er, at blive sygemeldt, for så bryder alting først sammen.
      Jeg gik rundt med en uopdaget, svær depression i næsten 10 år. Det er det, der er grunden til, at jeg overhovedet ikke kunne styre, hvor meget jeg arbejdede eller løse min situation – fordi jeg havde det så ualmindeligt rædselsfuldt, at jeg var nødt til at gøre alt hvad jeg kunne, for at få det til at gå væk.
      Og i samme ti år rendte jeg konstant til lægen, som ikke tog mig alvorligt. Overhovedet.
      Så derfor måtte jeg konkludere, at det var mig, der var sart og så arbejde noget mere, så jeg kunne komme ud af at have det så dårligt. Nej, det er ikke specielt logisk – men det er jo så desværre lige præcis det, man heller ikke er. Rationalet forsvinder simpelthen.

      • Desværre er ikke alle læger lige dygtige på alle felter.
        Hvor må det have været en rædselsfuldt tid.
        Selv om du nu kæmper den kamp, som du burde have startet på for mange år siden, så er det imponerende at du kæmper og ikke bare ligger dig ned. Det var der nok mange der havde gjort.
        Bemærkede din kæreste aldrig noget?

        • Jeg vil ikke ønske det for min værste fjende.
          Og nej, ikke rigtigt. Han troede, det var sådan jeg var. Og at jeg ikke gad ham eller hans familie. Det er ubetinget det, jeg har det sværest med i dag. At dem, der betød alt for mig, troede og tror, at jeg ikke ville dem. Og at han ikke tog det alvorligt, når jeg sagde, at der var noget galt i min afdeling.

  2. Pingback: Øjenåbner | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *