Det skulle jeg nok ikke have gjort #4

  • Forsøgt mig med multitaskning. Den tid er ovre, men det har jeg ikke fattet endnu.
    Konkluderede derfor, at man lige så godt kunne udnytte tiden og se, hvordan nye langskaftede støvler egentlig tog sig ud på bare ben, mens bodyolie gad snøvle sig sammen til at tørre ind. Det skulle jeg så nok ikke have gjort.
    Det eneste helfigursspej i miles omkreds er nemlig det i ejendommens elevator, som jeg derfor okkuperer på det skammeligste. Tænkte at det ikke var noget problem, når klokken var 14 fredag eftermiddag, for så er der jo ikke nogen hjemme.
    Det var der så.
    Nemlig naboen og hele hendes mødregruppe, der åbnede døren i lige præcis det øjeblik, hvor jeg står på trappen i undertøj og lårhøje støvler…
    Der er intet, der kan redde den. Intet!
  • Hvislet:
    ”Hvem helvede skal man knalde i den her by for, at der er styr på n-o-g-e-t-s-o-m-h-e-l-s-t” til stakkels tankpasser på Shell på Vermlandsgade.
    Hans brøde var, at der ikke var en eneste ærlig skumbanan i etablissementet.
    Ja. Jeg har sagt undskyld.
    Men til fremadrettet brug til jeg godt understrege, at det skal man ikke sige til en dame med ultra-pms, når hun har slæbt sig selv ud ved håret i jagten på det eneste, hun overhovedet havde lyst til.

 

  • Forsøgt at lokke min frisør til at sætte mig op på en date ud fra betragtningen om, at man lige så godt kan bruge tiden fornuftigt, når man alligevel sidder bænket et par timer i stolen. Og fordi, der kommer ret lækre mænd dernede.
    Jeg ved ikke, hvad jeg overhovedet har tænkt på, da jeg foreslog det, for man ser, mildest talt, ikke specielt fancy ud, når man sidder der i tørrehjelmen. Tværtimod.
    Måtte derfor akutflyttes, da der landede en pæn type i nabostolen og jeg sad og lignede en, der havde lånt sit liv på biblioteket med restinfluenza i hele hovedet.
    Det var ikke som om min værdighed blev øget, da jeg efterfølgende gav mig til at sminke mig i smug…Man skulle virkelig ikke tro, at jeg bliver fucking 40 i morgen!

 

IMG_8286

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *