Om at have hukommelse som en si

1)
Står i køen i butikken, da jeg begynder at spekulere på, hvad jeg egentlig laver der. Der var ikke noget, jeg skulle have – som jeg kunne komme I tanke om I hvertfald – så kommer derfra med noget kransekage…
På vejen ud slår det mig, at grunden til at jeg var kørt var, at jeg skulle aflevere en gryde hos en veninde, gryden står bare derhjemme, og jeg er så, i øvrigt taget i Kvickly.
Hjem igen og så kan man jo lige så godt tage varer med op I lejligheden. Ned I bilen Igen, kører derudaf, og da jeg når hendes adresse går det op for mig, at jeg sådan set har glemt den skide gryde. I-fucking-igen!
Så må jeg køre hele vejen igennem byen igen, og retur og først i tredje forsøg, og halvanden time senere får jeg fuldført missionen.
Rimelig rasende.

2)
Skulle lige en tur omkring køkkenet og prøvekøre mit nye vaffeljern.
På de 10 meter ruten strækker sig over, lykkedes det at glemme alt om projektet og i stedet sætte en vask over (Vaskemaskine ligger først på strækningen) gennemrode hele hytten efter noget grundrens og den alenlange huskeliste, der er skrevet med vigtige ting, jeg skulle i morgen, der er pist væk…
Aner ikke, hvad det var, jeg skulle bruge grundrens til, glemte også at jeg var sulten og overvejer kraftigt, at begynde at tatovere mig selv med vigtig info, der ikke må blive væk. 
Og sådan er det hver evig eneste fucking dag, 25.000 gange om dagen.
Bevares, jeg fandt også mine indendørs træningssko, som jeg slet ikke vidste var væk.

3)
Det er sket adskillige gange, at jeg er stået et sted og fuldstændig har glemt, hvordan jeg finder vej til min destination. Steder, jeg kender godt, vel at mærke. Senest var det I sidste uge, jeg skulle ind I Kødbyen og pludselig var jeg spejlblank på, hvordan fanden, jeg skulle komme derhen.

Det der med ikke at have en hukommelse, det sucks!

Bortset fra at jeg godt kan genkende folk, så føles det fuldstændig som at være dement. Og idiot. Og komplet retarderet. I al respekt, naturligvis.
Hold kæft, hvor føler jeg mig åndssvag, når jeg render rundt med sedler i lommerne, hvor der står, hvor jeg er på vej hen, kører firedobbelt kalenderføring og alligevel glemmer, hvad jeg skal og ja, jeg har også glemt Wilma uden for en butik. Heldigvis er hun en emsig type, der gør opmærksom på sig selv og også, at hun gerne vil have aftensmad, men min telefon bimler to gange om dagen, så jeg er sikker på, at jeg husker at give hende vand. Bare for en sikkerheds skyld.

Folk tror også, jeg er uopdagen, ligeglad med dem, ikke interesserer mig for dem eller endnu værre, fuld af løgn, fordi jeg glemmer, stort set, alt.
De der sikkerhedsnet med påmindelser, sedler, flere kalendere osv. sætter jeg op for mig selv, hver evig eneste dag og alligevel er der en strøm af mails, sms’er osv. jeg ikke får svaret på, breve jeg glemmer at åbne, eller glemmer indholdet af dem og jeg kunne blive ved.

Den eneste grund til, at jeg kan skrive det her indlæg er, at jeg set tilbage på Facebook og kopieret de statusopdateringer, jeg har skrevet.
Jeg har naturligvis glemt alt om, at det overhovedet er sket.

Nu er jeg heldigvis meget ærlig, og godt for det, for jeg er ikke i stand til at stikke en løgn.
Så ville jeg skulle hitte rundt i hele og halve sandheder, og hvem, jeg har sagt hvad til, og det kan så ikke lade sig gøre. Jeg har rigeligt at gøre med at holde styr på fakta. I det mindste er det en fordel, at folk ved, at jeg ikke lyver for dem.
Ikke har jeg har tendens til det, men det sidder virkelig dybt i mig, at Ex Anden Halvdelen troede, at jeg løj for ham, fordi jeg simpelthen ikke kunne huske. Og et par venner har troet det samme.
Det går mig utroligt meget på og det vil jeg simpelthen ikke have sker igen. Derfor fortæller jeg også om de gigantiske problemer, jeg har med hukommelse, koncentration, struktur, stavning osv. og om hvorfor det er så vigtigt, at tage stress seriøst, før man bliver syg af det – og endnu værre, før det sætter sig til en depression.

Det er 3 ½ år siden, at jeg brækkede hjernen og jeg kan stadig ikke huske fra min næse til min mund og det er så dybt, dybt, dybt frustrerende, at jeg næsten ikke kan sætte ord på det.
Jeg troede, at det handlede om at blive rask og når man havde kæmpet sig derhen, så blev det fint igen. Istedet render jeg rundt med et konstant efterslæb, der hele tiden minder mig om, at jeg har været syg og det har nogle sociale, venskabelige, pårørende, faglige og professionelle konsekvenser, som jeg slet, slet, slet ikke havde forestillet mig. Og at det stadig er en daglig kamp. Både for mig selv, men også for at have et socialt liv og mine venskaber, hvor jeg konstant forsøger at genoprette noget troværdighed.
Når folk spørger mig, om jeg vil med til noget eller kommer fordi, så er mit standardsvar: “Har vi en aftale, som jeg har glemt?”, mens jeg føler mig som en kæmpe klaphat.
Det er muligt, at man bare skal acceptere, at det er sådan det er, men jeg synes godt nok, det er svært, at være 39 og noget, der minder om dement.

Når musikken spiller, så kører man jo derudad og presser sig selv, fordi det er nødvendigt, fordi man kan, fordi der skal en ordre i hus, fordi man skal gøre karriere, fordi man kan sove, når man bliver gammel. Indtil den dag elastikken er sprunget og man simpelthen ikke kan presse sig selv mere.
Det er ikke fysisk muligt, ganske enkelt, og alt det man overhovedet kan presse sig selv, det bruger man på at komme ud af sengen. Eller få børstet tænder. At komme i bad er til gengæld en helt uoverstigelig opgave. Eller at få noget at spise eller at svare på en sms. Det lyder langt ude, men det er fuldstændig sandfærdigt. Og det er ikke fedt, at skulle lave prioriteringen: “Skal jeg have børstet tænder i dag eller skal jeg mon forsøge at få noget at spise?”

Jeg ved det godt, man kan altid lidt mere, stramme skruen lidt mere, sove lidt mindre og så videre. Eller det tror vi. Men får først kæden er hoppet af, så er vejen tilbage ualmindelig lang, tung og hård. Og nogle ting kommer ikke tilbage. Nogle af de skader, man laver på sin hjerne, de er permanente.

Så vær sød og pas på dit hoved, mens du har det.
Hold en pause, tag en lur, lad opvaske stå, hyr en rengøringshjælp, sig nej til en ekstra opgave – eller hvad der nu gør det for dig. Man kan ikke altid sove, når man bliver gammel. Faktisk kan man ende med ikke at kunne sove overhovedet, fordi man har smadret sin hjerne så meget, at den ikke længere kan finde ud af det.
Det er det eneste, jeg siger.

 

C and the city blog

7 thoughts on “Om at have hukommelse som en si

  1. Det må være så svært! Har kendt en der havde det som dig. Hun prøvede at læse et enkelt fag på universitetet, 5 år efter hun fik stress. Men måtte desværre opgive. Pga. Hun ikke kunne huske stoffet. Er du i stand til at arbejde en smule?

  2. Pingback: Turen går til Nice | C & the City

  3. ØV det lyder ikke sjovt ….. det er en kedelig kamp med dig selv og menneske omkring dig. Det er jo ikke til at forstå for nogen.
    Jeg ville bestemt anbefale at prøve nogle produkter fra LifeWave, produkterne påvirker helt naturlige processer i kroppen, og bringer derved kroppen tilbage i balance – dette helt uden brug af kemi/medicin og en hjælp til selvhjælp for mennesker og dyr.
    Håber dit liv bliver bedre, og et bedre daligdagsindhold <3

  4. Pingback: Øjenåbner | C & the City

  5. Pingback: Siden sidst #2 | C & the City

  6. Pingback: Alt det I ikke ser | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *