Var det noget, jeg sagde?

Kort før jul havde jeg en oplevelse, der har fået mig til at fravige det ellers faste princip, jeg har herinde:
At jeg ikke skriver i real tid. Slet ikke når det kommer til dates og datingoplevelser. Der er faktisk flere års forskydelse på oplevelserne og til jeg eventuelt fortæller om det herinde.

Det er en beslutning, jeg tog, da jeg gik i gang med at skrive lidt om oplevelserne, man kommer ud for som single – der af sin psykolog er blevet tvunget ud på datingmarkedet –  theese days udfra et rent fairness-princip:
At man skulle kunne gå ud med mig uden, at være bange for at blive hængt ud på bloggen to dage senere.
Af samme grund får den/dem, jeg ser heller ikke øgenavne, fordi de eller deres venner måske ville have lidt for nemt ved at genkende dem, hvis jeg skrev om jeg oplevelse, jeg havde i sidste uge på en date med fx ”Kiropraktoren”, ”Advokaten”, ”Vindmølle-byggeren”, der havde utrolig dårlig intimhygiejne, eksempelvis.

Den eneste, der bliver ”hængt ud” herinde er mig selv og lejlighedsvis mine venner, men de ved altid, hvad jeg skriver om dem, historierne er godkendte, hvis jeg er i tvivl, skriver jeg den slet ikke og deres navne, fx Wingman, Radioværtinden osv. er også clearet med dem, så de ikke kan genkendes. Bare så det er helt på det rene. Og som jeg også sagde i indlægget omkring fødselsdagsrejsen, så skriver jeg ikke noget herinde, som jeg ikke kan sige direkte til folk, men generelt har jeg den indstilling, at folk ikke skal lide under, at jeg har en blog. Det er mit valg og mig, der må stå på mål for det.

Det skal jeg så også lige love for, at jeg gør. Altså tager tæskene for at have en blog. Som vi har været inde på før, så er det åbenbart blevet sådan, at man googler på alle man møder. Eller rettere:
Man skal bare have et billede af mig, lave en søgning og vupti, så lander man herinde med adgang til det meste af mit liv, mine fuck ups, mit livs største sorg, min sammenbrud, min sygdom, mine tømmermænd og mit tankeskrald.
Jeg synes stadig det er tarveligt, at det er måden, man dater på i dag, ved at gå i gang med at snage alt frem om folk på forhånd, uden overhovedet at have mødt folk og jeg gør det eksempelvis ikke selv. Og kald mig bare naiv, for jeg havde ikke regnet med, at der var så meget fordømmelse derude.

Men det var det, jeg mødte. Fordømmelsen. For fuld udblæsning.
En, jeg havde skrevet med i et stykke tid og aftalt at mødes med. Den eneste i et par år, faktisk. Lige indtil jeg åbnede mailbakken til denne besked:
”Beklager, at jeg træder så abrupt på bremsen, men jeg har fundet din blog. Hold da op…. Endnu en idiot takker af”

Det kan man jo så lægge i hvad man vil, men jeg antager, at det ikke var en kompliment. Nok nærmest tværtimod. Og den sved godt nok, for det er eddermame en afvisning, der er personlig. Det handler jo om mig. Udelukkende om mig. Ikke engang som jeg er, men som nogen, en vildfremmed, tror at jeg er, ud fra hvordan han har siddet og tolket på de ting, jeg har skrevet. Personlige ting endda og jeg vil være fuld af løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke blev ked af det, for det gjorde jeg og det er jeg faktisk stadig. Ikke på grund af ham, overhovedet, men fordi jeg, et eller andet sted føler, at jeg bliver straffet for at være ærlig, eller for at være blevet syg eller begge dele. Det er noget, jeg tænker rigtig meget over, stadig, og det har også sat sit præg på bloggen herinde, fordi jeg funderer over, hvordan jeg skal håndtere det og hvor meget, jeg egentlig skal dele. Jeg deler bestemt ikke alt, men der er noget, der tyder på, at jeg skal skrue endnu mere ned.

Uanset, hvordan man vender og drejer det, så har han, og gud ved hvor mange andre, læst noget herinde, som får ham til at konkludere, at jeg er så frygtelig, at han ikke engang gad at drikke kaffe med mig. Han gad faktisk heller ikke gøre sig den ulejlighed, at spørge til det, eller bede mig uddybe det.
Det gør jeg selv, rutinemæssigt, hvis der er noget, jeg undrer mig over eller ikke forstår. Jeg skærer aldrig folk af, uden at spørge til, hvad der foregår og det var ikke fordi, han ikke kendte min historie, Jeg skjuler ikke noget i den retning, fordi jeg jo ved, at folk finder den alligevel.
Måske er det i virkeligheden det, jeg stejler over, det, at blive bedømt, dømt og fravalgt uden overhovedet at ane hvorfor, og uden en mulighed for at forsvare mig.

Spørgsmålet er bare hvad det er, der er så frygteligt herinde og det tænker jeg en del over. Og ja, jeg kunne have spurgt, men det gad jeg faktisk ikke nedværdige mig til. Men det rejser unægtelig det spørgsmål, hvad den her blog egentlig signalerer og om den skader mere end den gavner.
Jeg har naturligvis haft mit entourage i konsultation over flere omgange, uden held.
Wingman mener fx at bloggen er en af mine fordele. Radioværtinden lavede klassikeren: ”Jamen så er han jo ikke noget for dig, hvis han ikke kan tåle det” og det har hun fuldstændig ret i.

MEN

De kender mig jo, de ved hvordan jeg er, de kan lide mig alligevel, siger de og derfor kan jeg ikke rigtig bruge deres svar til en skid.
Det, der er det væsentlige her er, hvad man tænker, når man ikke kender mig, ser bloggen her udefra og hvilke konklusioner man så åbenbart drager og i særdeleshed, hvad der er herinde, der åbenbart er virkelig slemt

Tror man at jeg er en nutcase, og skingrende skør? For det er jeg ikke, og det har jeg endda papir på.

At jeg er en, der knalder hele byen? For det gør jeg slet ikke. Faktisk laver jeg så lidt på den front, at Radioværtinden forleden meddelte, at hun vil sætte mig op med en, som hun kunne sige god for og som kunne nogle tricks i den afdeling…
Selvom jeg skam bestemt værdsætter omsorgen, så synes jeg måske ikke ligefrem at vi skal være stang-veninder. Så hellere være ærlig med, at jeg ikke har været nøgen med nogen i 4 år. Fordi jeg slet, slet, slet ikke har lyst. Tak eks-anden halvdel og anti-depressiver, der dræber alt.

At jeg vælter rundt i byen, hver weekend, skidefuld? At jeg er dummere end tagpap?
Faktisk går jeg ekstremt sjældent ud. Ekstremt sjældent. Fordi jeg heller ikke drikker. Og ikke kan overskue larm og mange mennesker. Jeg får konsekvent at vide af mænd, sgu, at jeg er for klog (Hvad er “For klog” i øvrigt og hvornår fanden er det nu blevet et problem?)

Det kan også være, jeg fremstår som en, der hader mænd. Det gør jeg ikke. Jeg er MEGET glad for mænd og hvis man ikke vil skrives om, så kan man jo lade være med at være et røvhul. Jeg har faktisk også være på date med en mand, der er blevet ved med at spørge:
”Hvornår kommer der noget om mig på bloggen, hva’, hva’, hva’?!”

Jeg er helt med på, at alle ikke kan lide en og det skal de heller ikke kunne.

Da jeg tog skridtet og besluttede at være offentlig omkring hele stress – og depressionshistorien havde jeg overvejet det grundigt og længe. At jeg kunne ende med at blive hende, der for evigt er stemplet som ”Hende med stress, der derfor ikke kan tåle en skid”. Eller ”Hende den skøre”.
Ligesom at jeg havde gjort mig klart, at der sikkert ville være fremtidige arbejdsgivere, der vil vælge mig fra, fordi jeg har skrevet som jeg gør, eller har været syg og dem vil jeg alligevel ikke være interesseret i at arbejde for.

Men fordommene og den manglende forståelse er lige præcis derfor, jeg synes det er vigtigt, at man fortæller om det, for stigmatiseringen, tabuerne og fordømmelserne lever i bedste velgående og det er simpelthen så tarveligt.

Der er 700.000 mennesker i Danmark, der lider af stress, depression eller en anden psykisk lidelse, man ikke kan se. Det er flere end der får kræft og hjertesygdomme tilsammen. Og alligevel sidder de 99,9 % og lider i stilhed, fordi folk er så ualmindeligt hurtige på aftrækkeren, hvis det gælder noget med hovedet og endnu mere, hvis der er medicin involveret. Det er åbenbart noget alle må have en mening om, selvom de ikke ved en skid. Så derfor fortæller jeg om det. Om hvordan det i virkeligheden er. Også selvom jeg bliver dømt på det og valgt fra.

Uanset hvad, så er det nemmere at sidde hjemme bag sin computer, pege fingre og dømme andre end det er, at stille sig frem og være ærlig omkring sit livs største sorg og nederlag.

Jeg vil stadig mene, at jeg har større nosser ved at fortælle om tingene, end ham, den fordømmende nar-hat, der sidder hjemme bag skærmen og dømmer en, han aldrig har mødt. I det mindste er jeg ærlig. Og jeg kan stå inde for de ting, jeg fortæller. Jeg kan endda sige, at jeg er blevet et væsentligt bedre menneske, end jeg var før, for det er jeg. Straight up.

Men jeg kommer nok til at overveje endnu mere nøje, hvad jeg skriver, og hvilket signal det sender, fordi han næppe er den eneste, der kan tænke ”Galehus”, ”Slut” eller ”Freak Show” og jeg har egentlig ikke tænkt mig, at være single for evigt fordi jeg har en blog. Eller har været syg. Om ikke andet synes jeg, at det er en interessant problemstilling i en tid, der pt. er ekstremt drevet af sociale medier og hvor vi deler så meget med hinanden, at folk skriver på Facebook om den bæ, de lagde i tønden (Det er desværre et sandt eksempel)
Men risikerer alt den offentlighed, at ramme os selv lige i r*ven?

Jeg vil rigtig gerne høre, hvad tænker I om tingene I læser herinde? Måske især mændene (Og man må gerne være anonym) Er det noget, der får Jer til at løbe langt væk? Eller?

NB:
Nej. Jeg synes ikke det er upassende, at jeg nu udleverer pågældende tarvelige type herinde. Det er et reelt dilemma, jeg tager op. Den eneste jeg fortryder er, at jeg ikke svarede på hans mail med:
”Sikke ærgerligt, at vi er så tæt på jul, at du ikke kan nå at skrive humor på din ønskeseddel. Det er tydeligvis noget, du mangler”

 

SATC-The-Look

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

12 thoughts on “Var det noget, jeg sagde?

  1. Jeg synes at du er for sej!
    Personligt har jeg også været nede at vide i græsset, stress wise. Og svag, vil jeg på ingen måde betegne hverken mig selv eller dig. Det kræver fandme nosser (pardon my french) at komme gennem stress og depression.
    Han er et kvaj, og i sidste ende er det hans tab. Og, ja, at vælge nogen fra grundet en blog, det er i min optik overfladisk. Der gemmer sig altid mere under overfladen, og det er da det, der er spændende. At møde et nyt menneske, og se hvordan du udfolder dig, om hvad der gemmer sig blandt alle de lag man gemmer på, det er super interessant. Hvis det der står på skrift skræmmer ham, så er han ikke den rigtig <3

    • Tak Helle!
      Og jeg er helt enig med dig. Hvis først man kommer op at stå efter stress og depression, så har man noget. Og kan noget. Og det skal sgu ikke bruges i mod mig. Det er ham, der er et skvat. Tak for din kommentar <3

  2. Jeg har ikke mødt dig i virkeligheden – men hvis jeg var single og hankøn ville jeg totalt gerne date dig, alene ud fra din blog. Du lyder klog, sjov, følsom, tænksom og anderledes.

    • Tak søde Kim!
      Er det i øvrigt ikke snart på tide, at vi kommer til det samme event, så vi kan ses? Så kan du også sætte mig op med nogen af lækkert hankøn, som tænker på samme måde som dig 😉

  3. Et stk. hankøn her.
    Jarmenaltså, hvis ikke det var fordi jeg både var for gammel og samtidig vertikalt udfordret, ville jeg da helt vildt gerne date dig.

    Jeg holder meget af at læse din blog. Som regel sidder jeg og klukker af fryd over dit vid, din humor og sarkasme, medens jeg prøver at blive klogere på kvindekønnet. (At jeg i en alder af knap halvtreds stadig prøver, beviser vist kun at jeg er dumstædig)

    Men, hvis nogen ikke kan tåle det de læser, var de nok skredet senere hen alligevel. Aj, det lyder grimt, når sætningen står alene. Men forstået på den måde, at de kun kan fokuserer på småfejl fordi de render rundt med hovedet så langt oppe i egen r#v, at de ikke kan se helheden. Så et eller andet sted, har de vel egentlig gjort dig en tjeneste, ved ikke at spilde din tid.

    Hold dampen oppe og fortsæt som du plejer. FTW

    • Hurra! En mand, der tør melde sig på banen. Tak for det!
      Altså, hvis der er noget livet har lært mig, så er det, at alder og højde er issues, man skal se bort fra. Ellers gør man det svært for sig selv og kærlighed kommer i mange forklædninger.
      Men du har ret i, at hvis det ikke allerede var et problem nu, enten med bloggen eller mig, så var det nok blevet det senere. Og ja. Faktisk kan man vel bruge bloggen til at holde de mest håbløse fra døren. 😉
      Så tak for det! 🙂

  4. Han var bare ikke mand nok til dig. Bum. Og dating markedet er efterhånden for viderekomne (siger en 35-årig single). Jeg gør det mest i Tinder, og dér skifter mændene også mening i flæng – det er faktisk svært at få en ærlig date i hus. Så har manden dobbeltbooket, skiftet mening eller laver the silent treatment.. Eller også skriver de med rigtig mange, og kan ikke holde styr på ens alder / højde/ interesser (mænd og multi-taskning you know;-) )
    Så keep on going- din blog afslører bare en klog, reflekterende kvinde med humor!

    • Nej. Det var han ikke. Og rimelig fordomsfuld btw.
      Puh. Det lyder også som om du tager din fair share af de tåbelige Tinder-typer. Håber på det bedste for dig.
      Men – jeg skriver altså også med flere på en gang. Udfra tesen om at man ikke skal lægge alle sine æg i en kurv, you know. Til gengæld har jeg styr på min historik 😉

  5. Pingback: Aner jo ikke hvad jeg laver | C & the City

  6. Måske er han blevet klar over, at han har overvurderet sin højde, undervurderet sin vægt og ikke længere har samme hårpragt som for ti år siden.
    Han blev vel heller ikke det, han drømte om, og dit cv er imponerende. Og udover at du ser hamrende godt ud på billeder og har den fedeste humor, som af og til går lidt for meget udover dig selv, ja hvad skal jeg sige ….
    Jeg er selv så småt begyndt at blogge, og derfor er jeg begyndt at se mig lidt omkring Jeg har ikke læst så mange blogge endnu, men din er godt nok god og ville gerne skrive inspirerende, men den er nok mere intimiderende. For så god bliver jeg aldrig. Men måske er less more eller not.

  7. Pingback: Træt | C & the City

  8. Pingback: Om at blogge med bagage | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *