Kunsten at invitere folk på ferie

*Nogen* har fødselsdag i år. Af den slags som man nok ikke rigtig bør ignorere og den er desværre heller ikke så lang væk. Derfor har jeg været en del i tænkeboks vedrørende fejringen eller manglen på samme, fordi jeg ikke rigtig ved, om jeg har lyst til at holde en fest, men til gengæld godt ved, at jeg ikke rigtig orker det. Der er nogle andre ting, der fylder lidt rigeligt i øjeblikket, som jeg nok skal komme ind på i et andet indlæg, men som gør, at det med at holde fest ikke rigtig er en option.

Derfor havde jeg udtænkt, at jeg ville tage mine damer m/k med til Paris. Paris er altid en god idé og man kan drukne sig selv og sit latterlige runde tal i champagne, bearnaise og drinks og så er alt jo godt.
Den plan har så vist sig at være noget sværere end forventet:

Juristen har termin tre dage efter min fødselsdag, så den går ikke rigtig. Dårlig timing, men ok. Det er en ret rimelig årsag til afbud.
Radioværtinden har små børn og skæve arbejdstider, så det er sådan set også fair, at det ikke lige hænger sammen at pille 4 dage ud af kalenderen.

Men så er der en, der ikke kan overskue, at signe sig op for dagene med et par måneders varsel, så jeg kan få købt flybilletter, mens de er billige. En anden har booket alle weekends frem til sommer og en tredje brokkede sig over, at det involverede en hverdag.
For ja. Det gør det.
Udover jeg rammer den nederen version 4.0, så ligger dagen fanme på en mandag. Som bare lige for at understrege det røvhulsagtige i den fødselsdag.
Men det kan jeg sådan set ikke lave om på og det har jeg heller ikke tænkt mig.

Jeg overvejede kort om det kunne løse nogle problematikker, at pille flyet ud af ligningen og i stedet finde på noget, som der kan køres til fx et af de labre spa-steder i Sverige eller Tyskland, men det hjælper jo ikke Juristen, der risikerer at gå i fødsel midt i bassinet og Wingman har annonceret, at han slet ikke gider i spa.

Heldigvis er jeg ved at være mig selv igen og kunne derfor sætte hælene i og stoppe festen, før jeg fik kørt mig selv i hegnet. For et par år siden havde jeg helt sikkert rodet mig ud i alaskens mærkelige set-ups i et forsøg på at få alt til at gå op, rykke rundt på alt muligt og gøre alle glade. Nu er jeg heldigvis der, hvor jeg bare siger: ”Glem det”

Jeg har det sådan, at hvis man får en invitation til at komme på ferie med alt betalt og det eneste man bare skal gøre er, at dukke op og more sig, så kan man enten sige ”Ja. Det gider jeg godt” eller også kan man sige ”Nej tak”
Man går ikke i gang med at brokke sig over arrangementet, destinationen, eller foreslå at man lige flytter datoen. I min optik, altså. For så kommer man bare ikke med.
I øvrigt er det også ret svært at flytte sin fødselsdag – fyi.

Det er egentlig ret rart. At være så meget tilbage i sig selv, at jeg uden at blinke kan sige:
”Det er som jeg har planlagt det – med alle de hensyn, der er taget til alle involverede parter og eventuelle børn – take it or leave it”.

Der er altså trods alt min fødselsdag og mig, der står for arrangementet og jeg er gået virkelig meget op i, at alt skulle kunne lade sig gøre ud fra alles individuelle behov. For sådan er det, når man er forskellige steder i livet. Dem med små børn kan ikke det samme som en single og dem, der er højgravide kan ikke en skid og sådan må det være. Jeg tror også at det er måden, at man bevarer venskaber på: At man hugger lidt hæle og filer på et par tæer for at gøre alle glade. Krukkeri og fikse ideer gider jeg så til gengæld ikke – og jeg er heldigvis snart ved at være gammel nok til, at kunne trække sur, gammel dame-kortet 😉

Jeg vil godt understrege, at jeg ikke er i gang med at hænge nogen ud, det er ikke hensigten.
Jeg blev bare oprigtigt overrasket over, at det har vist sig så problematisk at smide x-antal tusind kroner efter folk i en god anledning. Jeg troede også, at det var noget alle småbørnsmødre drømte om: Et par dage væk med drinks, godt selskab og uforstyrret nattesøvn. Og når der er noget, jeg undrer mig over, så skriver jeg indimellem om det herinde. Det er sådan set konceptet for bloggen, og jeg skriver aldrig noget, jeg enten ikke har sagt til folk eller kan sige direkte.
Folk må gøre som de vil og jeg kunne ikke drømme om, at brokke mig over deres valg eller gå i gang med at manipulere dem. Jeg forholder mig bare til, at det åbenbart er meget svært, at afsætte to dage, to måneder fremme i tiden og hvis man ikke kan det, så er det mit valg, at så må man blive hjemme.
Det står jo mig frit for og så synes jeg egentlig at det viser en ret interessant tendens, som jeg har talt om før:
At vi er efterhånden er blevet så dygtige til, at tage hensyn til os selv og agere ud fra det, at det tilsyneladende er helt i orden, at man brokker sig over, at folk vil invitere en på ferie. Det synes jeg er en overvejelse værd.

Og det skal nok blive godt. Jeg ved det!
Og jeg har faktisk også bestemt, hvor vi skal hen.
Næsten. Der er altid plads til en fiks last minute ide, hvis du nu sidder der ude og har et helt genialt forslag til det bedste sted at holde fødselsdag, når man kan være væk et par dage.

Hvad siger du? Hvor tror du, vi skal hen?( Billedet er dit hint)  Og har du et bedre forslag?

 

Photocredit: Lonely Planet

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

4 thoughts on “Kunsten at invitere folk på ferie

  1. Choktilstand. Øv altså! Fandme ellers en super ide. Og røvtur at dine veninder ikk kan finde ud af at undvære børn i de dage.
    Jeg er selv lige fyldt 40. Magtede ikk at fejre det…. hader virkelig det tal. Men Paris er man da klar på til hver en tid.

    • Skal vi fejre os selv i Paris så ? Dig og mig 🙂
      En af de ting, jeg har lært af at blive syg er, ikke at dømme andre. Folk må gøre som de vil. Og det må jeg så forholde mig til. Altså jeg forstår det ikke nødvendigvis, men jeg respekterer det. Nogle har måske svært ved at se sig ud af, at skulle planlægge på forhånd. Andre vil måske bare kun på ferie med deres familier og børn. Eller har en mand, der ikke kan overskue at være alene hjemme med børnene. Hvad ved jeg. Det er fiktive eksempler, vil jeg lige sige.
      Sådan er det bare. Så er der flere penge og flere Michelin-restauranter til os, der skal afsted 🙂

  2. Pingback: Var det noget, jeg sagde? | C & the City

  3. Pingback: Turen går til Nice | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *