Torsdagstip: 5 trin til mere nærvær

Kan I huske mit forsøg på en digital detox?

Det gik, som nævnt, jævnt dårligt, men i den forbindelse er jeg blevet interviewet af Alt for Damerne omkring det at gå offline – og de konsekvenser det har haft. Sociale medier er blevet så stor en del af vores hverdag, at det faktisk har haft en høj pris, men nu må jeg jo ikke spoile et interview før bladet er på gaden, så det venter vi lige med.

Men det fik mig til at tænke på, hvor lidt nærværende vi egentlig er efterhånden og hvad man kan gøre ved det.

Jeg ser dagligt folk, der går tur med deres hund med næsen i deres smartphone i stedet for at give kræet et kvarters opmærksomhed, når det nu alligevel har været alene hjemme hele dagen. Eller børn, der slås for deres forældres opmærksomhed, fordi det er federe at sidde og tjekke Facebook end at se barnet kaste sten i vandet.

Ingen hellighed
Jeg vil godt understrege, at jeg bestemt ikke har grund til at være hellig på det område, for jeg har klart været en af de allerværste.
Eksempelvis har holdt min telefon mere i hånden end min Ex Anden Halvdel, siddet bag en skærm i stedet for at tale med bonusbørn på besøg og jeg tjekkede mails, når jeg holdt for rødt i de 15 minutter, det tog mig at køre hjem fra arbejde.
Ikke fordi, jeg er et røvhul, men fordi det blev en vane, jeg arbejdede for meget og i takt med at både stress og depression kom helt ud af kontrol, så blev det også den eneste måde, jeg kunne være social på, fordi jeg ikke magtede menneskelig kontakt.

Min afhængighed er klart relateret til en stressproblematik, men min pointe er, at man godt kan nå at stoppe sig selv, for ens forbrug bliver et problem eller en afhængighed.
Det er efterhånden dokumenteret fra A-Z, at vi reelt udvikler afhængighed af vores telefoner og sociale medier, fordi et like udløser velværehormonet dopamin. Det føles godt, derfor fortsætter vi og så kører bussen.

Ingen kontrol for voksne
Problemet er, at vi bruger vores telefoner og adgang til sociale medier som underholdning, selvværdsboost, digitale dagbøger, kontaktmiddel, computer, arbejdscomputer – og overspringshandlinger.
Så enten er der nogen, der flår i os og vil have noget af os, når der er noget, vi skal svare på eller forholde os til, eller vi bruger det selv, hvis vi keder os i forskellige former – og at det er så nemt, når man, bogstaveligt talt, har det hele inden for rækkevidde.

Det er slående, at vi er så strikse, når det kommer til vores børns forbrug af computere, iPads, sociale medier og sukker, mens vi selv ruller os i det på daglig basis, helt uden kontrol eller refleksion.
Det er jo bizart, at vi først føler at noget er hændt, når det er dokumenteret på et socialt medie – og jeg tror altså, at det manglende nærvær kan få nogle ret store konsekvenser for vores sociale relationer, fordi vi efterhånden kører det hele online og derfor vil være til stede der døgnet rundt.

Og igen: Det er IKKE fordi, jeg er hellig omkring hverken smartphones, onlineforbrug eller sociale medier. I love it og det gør mange ting nemmere. Men jeg har også betalt en overordentlig høj pris, da det løb af sporet og jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der kæmper med at styre mit forbrug og øge mit nærvær.

Så her får du min, helt uautoriserede guide, til at få lidt mere nærvær ind i hverdagen:

 

tumblr_inline_o234nqXwmg1r79k32_500

 

Adskil dig fysisk fra din telefon
Det mener jeg helt bogstaveligt. Hav tidsrum på dagen, hvor den ikke er inden for rækkevidde. Det er en glimrende måde at teste på, hvor afhængig du egentlig er af den lille fanden. Læg den i en lomme, i en taske, i et skab – på lydløs.
Formentlig vil du opdage, at det er langt sværere, at holde nallerne fra den end du overhovedet havde forestillet dig.
Sæt et tidsrum på fx fra kl. 9 – 12, 14 – 18 eller efter kl. 19. Eller dem alle.

Når du har prøvet det i eksempelvis en uge, så ved du også, hvor slemt det er og hvor du evt. skal sætte ekstra ind. Og du har helt sikkert lagt mærke til, hvor meget du er ”på” og hvor meget ro i hovedet det også giver, at der er tidspunkter, hvor du ikke er tilgængelig.
I de perioder, du er online, må du så surfe, tweete, maile og svare på alt muligt, alt det du vil og kan.
Det er området, hvor du er på 24/7, der er problemet og der hjælper det, at du ikke kan få telefonen i hånden.

Fjern alle notifikationer
De fleste telefoner er skabt med en sand kakofoni af bimlen og bamlen, hvergang du får et tweet, en mail, sms, et like på Instagram eller en besked på Tinder. Slå dem fra. Proto. Din opmærksomhed ryger, hver gang der kommer et ”ding” eller telefonen lyser op og det tager mindst 20 minutter at genskabe koncentrationen.
Jeg har helt absurde koncentrations- og hukommelsesproblemer, så jeg kan ikke fokusere på noget som helst i forvejen og det hjælper overhovedet ikke, hvis der er mere der forstyrrer. Så væk med dem.

Skab telefonfrie ritualer
Hav tidspunkter på dagen, hvor du ikke har din telefon med dig.
Jeg har aldrig (Ok, næsten aldrig) min telefon med, når jeg går med Wilma. Simpelthen fordi, at jeg bemærkede, at jeg så går og tænker i tweets, statusopdateringer, billeder til Instagram osv.
I det sekund, man har hevet telefonen op ad lommen og går i gang med at fotografere, så er nærværet jo røget. Det samme gælder, når man så smider billedet på et socialt medie, for så skal man også tjekke, hvor mange likes det får, svare på en besked, så kommer der også en sms og så ruller møllen.
Andre tidspunkter kan være, når man tager toget, er på café, venter hos tandlægen, står i kø i Føtex, henter børn osv.

Din hjerne har simpelthen brug for at få en pause, hvor den ikke skal forholde sig til noget – og det har du også.

Lav regler for, hvornår du er på sociale medier.
En af de svære, men gode.
Det kan ret nemt blive en ond cirkel, hvor man konstant tjekker mail, Facebook, Twitter, Instagram, Tinder og så begynder forfra hver gang, fordi man lige skal se, om der er sket noget nyt. Det er der sjældent!
Jeg har lavet den regel for mig selv, at jeg må tjekke Instagram morgen og aften – og IKKE på andre tidspunkter. Det er også kun der, jeg selv på lægge noget på.

Facebook må jeg scrolle igennem tre gange om ugen og jeg må kun selv skrive noget, hvis jeg har noget at bidrage med. Som ikke er sagt 1000 gange før af alle de andre.
Twitter og Facebook har jeg desuden fjernet som apps, fordi det simpelthen er for nemt lige at klikke på dem. Det kræver lidt mere arbejde, når man manuelt skal taste en adresselinje ind og så kan man nå at stoppe sig selv.

Tro mig, det kan faktisk godt lade sig gøre, at gå på toilettet uden at tjekke samtlige sociale medier samtidig. Det er egentlig også rart, at kunne spise mad, der ikke er smeltet eller blevet koldt, fordi man har skullet fotodokumentere det først…

Genindfør singletasking
Eller som det hedder på dansk: ”Lav en ting af gangen”;-)
Det er nok den, jeg kæmper mest med og jeg har også været Dronningen af Multitasking, der kunne både arbejdsmaile, shoppe, almindeligt maile, Facebooke, tweete, instagramme, se film – og føre en samtale samtidig.
Men med ovennævnte udfordringer med koncentration – og hukommelse, så har jeg været nødt til at tvinge mig selv tilbage til en ting ad gangen og det er pissesvært!

I praksis betyder det, at jeg ser TV/Serie/Film uden at være på computer eller telefon samtidig. Eller omvendt.
Det samme gælder, når jeg spiser, går tur med hund, løber, taler med et andet menneske osv, fordi jeg lagde mærke til, at jeg simpelthen ikke kan huske, hvad der er foregået, koncentrere mig om at svare osv.
Klart, det er en fordel, at man kan se Homeland, House of Cards og Suits både 3 og 4 gange, fordi man har misset så meget undervejs, men jeg er nødt til 1) at øve den koncentration og 2) Få stressniveauet ned, så der er ingen shopperi, Facebook, datingsites, sms eller andet, når jeg har en anden skærm kørende.

Det er klart det, jeg kæmper mest med, fordi det er så meget en vane – og også skidehyggeligt, at hele landet ser ”Gift ved første blik” på alle sociale medier samtidigt. I TV-branchen har vi jo målrettet konceptudviklet ud fra second screen-tendensen, så det er klart noget, der er kommet for at blive, men jeg tror man gør sig selv en tjeneste ved at blive bevidst om sit forbrug.

Indimellem skal man lukke verden ude, holde sin kæreste i hånden, føre en samtale, mærke vinden i ansigtet og lægge mærke til farven på himlen.

Og hvis I vil have mig undskyldt: Nu skal jeg se noget Suits 😉 Imens vil jeg rigtig gerne have din mening. Kan du styre det? Eller er du en lille junkie som mig ?

2 thoughts on “Torsdagstip: 5 trin til mere nærvær

  1. Jeg er klar over at det forholder sig som du nævner, at mange mennesker har et reelt problem ift. brugen af sociale medier og følelsen af hele tiden at “være på”, men det har altid undret mig. Jeg har det selv sådan, at jeg ikke orker alt det palaver. Jeg bruger instagram meget begrænset, dvs. at jeg følger ca. 20 profiler, har en lukket profil og sjældent lægger noget op derinde. Men jeg synes det er hyggeligt at se billeder af mine venners børn ellers venners rejser, deres måltider er jeg jævnt ligeglad med;-) Jeg har aldrig brugt twitter, men jeg kunne forestille mig at det kræver en del at holde sig ajour derinde. Jeg har slettet min facebook profil for lidt over et år siden, jeg synes konceptet blev lidt anmasende og jeg havde ikke lyst til at bruge min energi på at tage stilling til alle dem, der befandt sig på den kontaktflade. (altså, jeg håber de alle har det godt og jeg ønsker dem selvfølgelig det bedste, der er bare grænser for hvor mange mennesker jeg kan have i hovedet på daglig basis) Da jeg slettede facebook begyndte jeg så at læse blogs i stedet (lidt stimuli har jeg åbenbart brug for;-)) og det hygger jeg mig meget med. Jeg følger ikke så mange blogs, til gengæld læser jeg næsten alt hos dem jeg følger og går op i det. Men jeg føler mig ikke forpligtet til at læse indlæg eller stresser over hvis der går et par dage uden jeg får læst noget. Jeg tror det er det det handler om for mig; Jeg har ikke lyst til at føle en forpligtigelse over for noget medie eller kommunikationsplatform, det forstyrrer og stresser min energi. Sikken en smøre jeg fik skrevet, det beklager jeg:-)

    • Du er velkommen og jeg er meget enig.
      Jeg tror bare, at det er blevet så stor en del af vores liv og hverdag, at vi er nødt til at forholde os til, at vi egentlig ikke rigtig er opdraget til hvordan man bruger alle de sociale medier. Og hvad man gør når man bliver afhænging, som nogle jo bliver. Mit bud er at vi fremover ser langt flere, der kobler sig af og ikke frygter at gå glip af noget, men i stedet nærmest går glip af noget med glæde. Og så er det godt at høre at du ikke har problemer i den retning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *