Livet går videre – men hvordan?

”Livet går jo videre”

Det er nærmest som en mantra for tiden, det med at sige til sig selv, offentligt, på samtlige sociale medier og til hinanden, at livet går videre. Og det gør det jo også. Men hvordan?
Det er en af de ting, jeg tænker meget over, når der sker noget alvorlig som i Paris, at vi gør et stort nummer ud af, at livet går videre og skal gå videre, men hvordan man så lige gør det, når verden står i flammer og man selv er i top 3 på listen over mål, der skal rammes, det taler vi ikke så meget om.

Til gengæld peger vi fingre.

Hellere være sur for en sikkerheds skyld
Noget, der nærmest har udviklet sig til at være dansk nationalsport nummero uno, at pege fingre ad andre og være sur for en sikkerheds skyld. Og derfor har der været stille her på bloggen siden i lørdags, fordi jeg simpelthen ikke har haft temperament til at skulle rodes ud i et slagsmål omkring, at det, jeg evt. havde skrevet var forkert i nogens øjne.
Det har jo været en hvepserede overhovedet at åbne munden, den seneste uge. Som, forunderligt nok, handler om alle de ting, der er helt, helt, helt forkerte og ikke hvad man kan gøre:

Man kan jo eksempelvis tage folk på ordet og fortsætte som vi plejer, med at gøre sig morsom omkring dette og hint. Men så er man et røvhul uden situationsfornemmelse.

Man kan svælge i egne genvordigheder som stormvejr, mudder og manglede levering fra Nemlig.com, men det giver næsten sig selv, at first world problems af den kaliber er… fra et rigtigt røvhul uden situationsfornemmelse

Man kan gå light og poste mode, rejser, hundebilleder og datinghistorier, men så er man for dum – og uden situationsfornemmelse.

Hvis man kloger sig omkring, hvad der egentlig foregår, er man for kedelig, hvis man udviser kondolence og medfølelse for dem i Paris, er man en falsk røv, fordi man ikke gjorde det samme for dem i Beirut og hvis man faktisk havde sagt noget om dem i Beirut, så er man en røv overfor dem i Bamako. For ikke at sige ligeglad med andre menneskeliv, racist og hvad der nu ellers er føget rundt.
Hvis man er bekymret, pisker man en stemning op, og hvis man giver udtryk for at være bange, så er man en idiot, der er kuet af terrorister. Og så fremdeles.

Findes der et kodeks på det her? 
I må meget pardon, for jeg kender desværre ikke rigtig til konduiten omkring terrorangreb, og det tvivler jeg på, at ret mange gør, heldigvis, men jeg er ret sikker på, at det rigtige at gøre, når der sker noget slemt, er, at udvise noget medfølelse. På den ene eller anden måde.
Jeg er også ret sikker på, at måden man kommer igennem slemme ting på, er ved, at stå sammen og derfor begriber jeg ikke, at folk lægger så meget energi i, at pege på, hvad alle de/vi/os andre gør forkert.
Altså – hvad skal det hjælpe?!
Det bringer os da ingen steder. Overhovedet.

Er det ikke lige præcis nu, at man skal stå sammen på kryds og tværs af politiske, religiøse, geografiske og kulturelle forskelle? Eller er det bare mig, der har drukket af natpotten, når jeg kan blive helt rasende over al den viften med løftede pegefingre og tænker, at nærmest er problematikken i en nøddeskal, når det altid er de andre, der er galt på den?

Rolig nu
Uanset hvordan vi vender og drejer det, så kommer vi ikke tilbage til ”normalen”.
Det bliver ikke som før. Vi har fået en ny normal, som vi er nødt til at forholde os til. Hvis man er i tvivl, så spørg de pårørende, der er i gang med arrangere begravelser for 128 mennesker.
Mennesker, hvis eneste brøde var, at nyde livet en fredag aften.

De var til koncert, sad på cafeer, barer og restauranter og det er en opskalering af tidligere, hvor målene har haft politisk eller religiøs betydning som fx ambassader, aviser og store internationale hoteller.
Formålet denne gang var udelukkende at ramme uskyldige civile og det er faktisk ret naturligt, at man så bliver bekymret – selvom man ikke bor i Frankrig.

Vi ved jo , at der var planlagt flere terroraktioner end den i Paris.
At attentatet dernede har tråde til Belgien og Tyskland og at vi selv, herhjemme, netop har rundet ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.
De tegninger, der har sendt Danmark ind på top tre over mål, som terrorister allerhelst vil ramme og det vil da være underligt, hvis ikke der sidder et fjols et sted og mener, at den 10-års dag skal ”fejres”.

Og at efterretningstjenesterne netop har vurderet, at der absolut ikke var nogen hos Daesh, der var i stand til at mønstre et gedigent, koordineret angreb på Europa, det viste sig så, en uge senere, at det kunne de sådan set godt.

Der er mægtig god grund til at være bekymret, tænke sine tanke og tage sine forholdsregler. Der er til gengæld IKKE grund til at tage sine børn ud af skolen, fordi den ligger nær lufthavnen eller en metro, sprede rygtemails eller sms’er og videresende alt fuldstændig ukritisk.

Man må faktisk godt holde hovedet koldt og hjertet varmt, som Stine Bosse sagde sidste gang og man må helt bestemt gerne holde op med at beskylde folk for falskhed og at nogle menneskeliv er mere værd end andre, når man sørger med franskmændene.

Let røven eller klap i
Mig bekendt var der ikke nogen, der kritiserede, at Facebook gik i rødt, hvidt og blåt i sympati med nordmændene, da Anders Breivik lavede sit terrorangreb på Utøya.
Måske fordi det er en latterlig, akademisk pseudo-diskussion blandt mennesker, der intet aner om, hvordan virkeligheden eller medierne fungerer, at påstå at franskmænd er mere værd end syrere, når angrebet i Paris dækkes mere end andre terrorangreb.

Meget kan man sige om journalister og vores chefer, men vi er ikke idioter.
At sende folk ud i områder, hvor der er 80-90% risiko for kidnapning, tortur og henrettelse, for at dække Daesh og deres terrorregime er simpelthen for farligt. Der er det, trods alt, sikrere at tage til Paris, Oslo eller Bruxelles.
TV 2 har haft korrespondentkontor i Afghanistan, for fucks sake. Er I klar over hvor farligt det er?!

Og så er der jo lige den detalje, at folk ikke gider læse om det. For ja, vi laver statistikker, alt bliver målt, og det er meget tydeligt, hvad I vil læse og hvad I ikke vil læse. Eller se i TV. Hvis der var en kæmpe interesse for at læse reportager fra Raqqa eller Mali, så tog nogle medier måske chancen. Selvom det er med en skræmmende høj indsats i form af menneskeliv, man risikerer.

Uanset hvad, så er det simpelthen for nemt, at sidde med røven solidt plantet i Wegner-stolen bag sin Mac med Fairtradekaffen i Royal Copenhagen-koppen og påstå at medier kun interesser sig for ”Hvide mennesker i Europa”.
Smut selv ud og få røven skudt af eller lav researchen inden du slår dig løs i selvgode opdateringer på Facebook eller i Politiken. Pardon my french.

De har våben, men vi har champagne
Så, når livet går videre, så tror jeg, det bedste man kan gøre er, ikke at overreagere. At stikke den moraliserende, fordømme, bedrevidende pegefinger op, hvor solen ikke skinner, være rar ved sig selv og sige, at man reagerer naturligt på noget, der er unaturligt og fortsætte med at rejse til Paris fx
Det er nu, de har brug for støtten mere end noget andet.

Man kan ikke andet end at elske pariserne for deres indstilling, hvor satirebladet Charlie Hebdo udkom, efter d. 13. november med forsiden: ”Det er muligt, at de har våben, men vi har champagne”

Derfor er bloggen det næste stykke tid viet til min yndlingsby over dem alle, Paris.

Jeg tror og håber, at franskmændene vil opfatte det som støtte, respekt og medfølelse.
(Og hvis nogen har et problem med det, så er det bare ærgerligt)

unnamed-105

 

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

2 thoughts on “Livet går videre – men hvordan?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *