10 grunde til at give singler skattefradrag

Siden politik efterhånden er blevet en leflen for laveste fællesnævner, har jeg tænkt på, hvorfor ingen endnu har forslået et skattefradrag for singler?
Jamen, det er da et fuldstændig legitimt forslag og der er altså virkelig mange områder, som vi slet ikke benytter lige så meget som alle andre.
Jeg har fx ikke lånt en eneste bog på biblioteket de seneste to år (MEGET billigere at købe dem med de horrible gebyrer, de biblioteker holder sig) vi kører så meget i taxa på vej hjem fra byen, at der er tale om minimalt fortovs – og vejslid og et opkald til 1830 for score for 40 kr. farmaka mod en blærebetændelse i ny og næ, kan fanme ikke koste alverden.

Alle ved, at det er dyrere at leve i en solo-husstand.
I hvertfald de dage man laver mad og ikke forfalder til at stjæle sine børns slik, som Radioværtinden gjorde forleden, som stand in for aftensmad og rosé hos mig:

unnamed-93

Så er der alle aftenerne ude i byen.
Eller rettere: Ude på markedet, som man jo nærmest er tvunget til at være.
Der er mad, der skal betales, drinks, der skal købes og tøj, der skal investeres i, fordi man jo ikke kan forvente at finde noget Prins Charming iført sæk, aske og lilla frottésokker.
Her er min tro på eventyr og happy endnings long gone. Selvom det jo faktisk sker ind i mellem henne i virkeligheden.

En ting er udgifterne til at gå i – og komme hjem fra byen, men derudover betyder alle de lange aftner i alt for stramt tøj, alt for høje sko, med alt for mange drinks, at man jo ikke ligefrem får sin skønhedssøvn. Plus alt det tømmermændsmad, man er nødt til at spise heller ikke er godt for huden.
Det burde altså klokkeklart udløse noget “Løft og sug”- tilskud.

Sagen er jo, at man bliver jo ikke ligefrem yngre. Heller ikke selvom folk er rundhåndede med at titulere en som teenager, hvilket jeg straight up, tager som en kompliment.

Hele det der datingshow er bare SÅ utroligt opslidende, når man skal igennem så mange dårlige mænd i træk:
Alle de ting, der skal tolkes på, som man overhovedet ikke har sagt, alle spillene, jeg ikke forstår, al den påtagede kostbarhed, for slet ikke at tale om al den tålmodighed man skal mønstre i et hav af rejsningproblemer, lig i lasten, eks-kærester og så dem, der bare er psykopater eller har sære tilbøjeligheder.

Man kommer til at ligne en gammel rosin i ansigtet af det, I tell you. Og det er faktisk ikke rimeligt, når det nu er de andre, der er fucked up.

Heldigvis har alt det der sygdom bonnet ud med efterhånden Nordeuropas største empati, for mit vedkommende. Og det er jo skønt.
Men min bullshit-grænse er altså også blevet lavere og jeg har øvet mig længe nok i børnehaven, man kalder mediebranchen til at vide, at jeg ikke har synderligt pædagogiske evner og datet længe nok til at have lært, at folk, der er decideret behandlingskrævende skal man undgå og ikke forsøge at fikse. 

Måske jeg simpelthen bare skal gå efter at blive politiker?

Her kan man klokke så meget i det, at man slet ikke bliver valgt ind i Folketinget og alligevel komme tilbage et par måneder senere som minister. Og fucker man i sit ministerium og er nødt til at gå, så udløser det 1,7 millioner efter 93 dages, hvor man har brugt tiden på at holde ferie og fortælle omskrevede versioner af sandheden.

Samtidig har man en ok løn, 3 måneders sommerferie, pensionsalderen er lavere end alle andres og man behøver tydeligvis ikke vide specielt meget om det samfund man dikterer. Det må være landets bedste arbejdsforhold, så den napper jeg.

Hvad skal jeg ellers have på mit valgprogram?

de2d1b9fe893d813d123b3ac2d1fe32b

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *