Hilsen fra slagmarken

unnamed-89

 

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at skrive mere om hverken depression eller stress her på siden. Ny blog, nyt navn, ny stil, happy days and all that jazz.
Ikke fordi, jeg ikke vil være ved det, jeg har jo skrevet om det her, der og alle vegne, men fordi jeg simpelthen ikke gider.
Jeg er SÅ træt af at være syg, og det er en helt bevidst strategi, at der er steder i mit liv, der kun er lyserøde, underholdende og bidrager med noget sjovt. Agtigt.

Problemet er bare, at det er løgn.

Eller rettere:
Det følges som en løgn, når jeg sidder og skriver et letbenet indlæg om fx mænd, fordi det udgør bare en promille af tilværelsen hos mig. Jævnligt er jeg slet ikke i stand til at skrive noget som helst og ved kun at vælge den muntre side, så kan jeg jo komme til at give det indtryk, at det går meget bedre end det gør.
Omvendt gider jeg heller ikke at det hele kommer til at gå op i sygdom, elendighed, sorg og mistede muligheder. Aldrig i livet og hvis der er noget, jeg ALDRIG kommer til at være, så er det et offer. Fandme nej.

Så det må være herinde, som det er i hele resten af livet, en balancegang. Lidt af det hele. Det gode, det onde og det virkelig grusomme ;).

Glansbilleder er alligevel bare en-dimensionelle og kedelige, uanset hvor meget glimmer, man drysser ud over og nogen er jo for fanden nødt til at sige, hvordan det er.
Om ikke andet så fordi, at depression og andre sygdomme i hovedet er så ekstremt tabubelagte, og samtidig er noget virkelig mange mennesker mener sig berettigede til at udtale sig om, uden at vide en skid, at det er decideret stigmatiserende.
Alene af den grund synes jeg det er vigtigt, at nogen gider fortælle, hvordan realiteterne er, så der kan blive ryddet op i både fordomme og Kloge Åger.

Det dér depression er præcis som der står på billedet: Det er en krig. Og enten så vinder man. Eller også så dør man.
No more, no less.

Det kan lyde både barskt, overdrevet og karikeret. Og det ER barskt og virkelig ikke særlig kønt. Desværre er det hverken tilnærmelsesvis overdrevnet eller karikeret.

Jeg tror, det er det, der gør depressioner og andre sygdomme i hovedet, så svære at forstå.

At det kan blive så mørkt, så mørkt, så mørkt, at man vælger livet fra. Ikke for ens egen skyld, men for omverdenens, fordi man er så håbløs, uduelig og intet værd, at det er bedst for dem, at man ikke er her længere.
Det er et mørke med styrke som Niagara Falls, man bliver bare trukket ned, og har ikke en chance for at kæmpe imod. Det er noget, der er større end en selv, end vilje og alaskens positive tanker.

”Ahmmen, så må du lige tage dig sammen, spise en kage, se noget godt i TV og hygge dig lidt”
Den slags ”gode råd” er formentlig velmente, men fejlcastede som ind i helvede. Depressioner er langt ude over, hvad der kan kureres med lidt trøstespisning og noget Netflix.
Det er ikke ked af det-hed, efterårsblues, eller noget man er i stand til at tage sig sammen omkring.

Det er en sygdom inde i hjernen, et kemisk rod i signalstoffer osv., der fuldstændig ændrer den måde, man ser verden på, sig selv, sine følelser, alt.
Lidt som at være besat, faktisk.

Der er noget andet, der styrer en, som man ikke kan kontrollere. Ikke engang med ens vilje. For tro mig:
Jeg er nok et af jordens allerstædigste og mest viljestærke mennesker. Jeg er vant til at slås. Det har jeg gjort hele mit liv. Bring it on!
Men når hjernen ændrer sig og giver sig til, at tænke ting, der ikke passer, så er man rimelig fucked, for det er ikke noget, man selv er herre over.

Det er også det, der gør den sygdom så farlig:
At man ikke kan tro på sine egne tanker og sit eget hoved, fordi det, der foregår derinde er løgn. 

Det er jo lige præcis IKKE sandt, at man er et dårligt menneske. At verden vil være et bedre sted, hvis man ikke . At man gør folk en tjeneste ved ikke at være her. Det er depressionen, der taler. Den, der også giver en dårlig samvittighed på størrelse med Grand Canyon og Nordeuropas største selvhad. Og trangen til at afslutte det hele.

Så hver evig eneste dag er en kamp.

Der er gode dage og der er dårlige dage, men de er alle en kamp i en krigszone. Hver dag er kampen mellem de to sider:
Skal jeg bide mig fast i bordkanten og forsøge at komme igennem endnu en dag, mens man messer: ”Det bliver bedre, det bliver bedre, det bliver bedre” eller skal jeg gøre verden og de folk, jeg holder af den tjeneste, at hoppe i havnen.
Og ja, jeg har været i krig og været ved at få r*ven skudt af, så jeg ved, hvordan en slagmark ser ud og sammenligningen er helt relevant.

Depression er en rendyrket kamp for overlevelse, hvor man er ude på den alleryderste kant.

Dem, der har prøvet det ved præcis, hvad jeg taler om. Dem, der ikke har, ved ikke en skid. Og det er helt fint. Der er nogle ting i livet, som man er nødt til at have oplevet på egen krop før, man forstår, hvad det handler om og så iøvrigt holde sin kæft indtil man har prøvet det.
Man behøver nemlig ikke kunne forstå for at kunne respektere og selvom det lyder vanvittigt, så findes de faktisk, folkene, der har så travlt med deres egne behov, at de ikke engang respekterer, at der, helt bogstaveligt, pågår en kamp mellem liv og død. Dem må man så gerne sparke ad h… til.

Hjælpen og bedringen er der, hvor man tør tale om det og sige det højt. Blandt andet. At der er nogen, der ved præcis hvordan det føles. Også selvom det bare er en fremmed, der har skrevet noget på sin blog på nettet som fx her.
Det lader til, at det nærmest er mere socialt acceptabelt at have fået en dom for spritkørsel end at have fået en depression og det er sgu ikke i orden.
Man vælger ikke selv, at alle sikringer lige pludselig springer oveni hovedet på en og det gør heller ikke en til et dårligere menneske eller en ringere medarbejder.

Nogle gange er det ok, at man ikke er ok og når der går lidt for lang tid mellem indlæggene herinde, så er det derfor.
Men jeg skal nok vinde.

9 thoughts on “Hilsen fra slagmarken

  1. Jeps, det er sgu en kamp. Ikke kun for en selv, men også for den manglende forståelse og “lad os feje det hele ind under gulvtæppet og så taler vi ikke mere om det”. Folk der ikke har rørt ved mørket, ville aldrig komme med alle deres fine og flotte viskelædre til at viske det ud med, hvis de vitterligt havde rørt bare en flig af det. Min vej ud af mørket er heldigvis ved at være slut. Jeg har den dybeste forståelse for folk der lider af den her sygdom fra helvede med i rygsækken, og det er jeg glad for. Jeg håber virkelig, at du snart når det punkt, hvor du føler dig rask. Jeg fik den største hjælp, da jeg begyndte at drikke fiskeolie anbefalet af min læge. Det virkede i løbet af ganske kort tid, og kan kun anbefales. Kh Rikke

    • Den manglende forståelse er SÅ ødelæggende.
      Så derfor bliver det heller ikke det sidste indlæg om det herfra.

      Og ja, jeg er på vej. Æder dog også så meget fiskeolie, at jeg snart har svømmehud 😀

    • Hej Rikke & Christian.
      Må jeg spørge jer om hvad fiskeolie i drikker og er pillerne måske lige så godt.
      Mange tak for svar 🙂

      • Hej Conni

        Lige pt er jeg på den fra Lysi, der fåes i Kvickly, Brugsen mv til ca 80 kr. Smager ad røven til selvom, det er med citrussmag, men hælder det i juice og så er det til at holde ud.
        Ellers har jeg taget pillerne fra EyeQ, der skulle være gode.

        Generelt skal man være opmærksom på, at hvis man er stresset eller syg, så optager kroppen tilskud, vitaminer osv. dårligere. Så derfor tager jeg pt olien, da den er nemmere at “få ind i systemet”

        Håber du kan bruge svaret

  2. For fanden et godt og ærligt indlæg C! Super godt skrevet.
    Og jeg synes det er fedt at din blog indeholder lidt af det hele, selvfølgelig er det ikke fedt, at du har depression og stress, men det er squ fedt du ikke kun viser at livet er et glansbillede. Det er der mange der kan lære noget af… for vi gennemgår squ alle tider i livet, hvor det absolut ikk er sjovt, og hvor man mest har lyst til at krybe sammen i fosterstilling under dynen.

    Keep up the good work 🙂

  3. Pingback: Sig det højt | C & the City

  4. Pingback: Årsopgørelse årsskiftet 2015 / 2016 | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *