Kære meningsmafia: Luk munden og let røven

Hjælp mig lige på den her:
Er det bare mig, eller er der for tiden gang i en meningsmafia, hvor alle partout føler sig kaldet til at kommentere på alt? Og helst på den måde, hvor man skal kloge sig, skælde ud og helst spille politibetjent over for andre mennesker?

Når jeg spørger, så kan det være fordi, det er mig, der er lidt… følsom i den retning. Eller rettere:
Et af kendetegnene ved både stress og depression er, at man bliver ualmindeligt kortluntet, irritabel, hidsig og meget lidt rummelig og tolerant. Og eftersom jeg jo er udstyret med begge dele, så er der en sandsynlighed for, at det bare er mig, der har en periode, hvor ”Hell is other people” og så skal jeg jo bare pakke sammen.

Alternativt kan jeg have en pointe, så here goes:
Ofte, som i flere gange om ugen, tager jeg mig selv i at blive utrolig irriteret og holde lange pauser fra både Facebook og Twitter, fordi jeg synes det er blevet et råbekor uden lige, der bare sidder og skælder ud, uden at der er en reel pointe med det. Udover at føle sig kaldet til at vise, at man mener det samme, som 10.000 andre allerede har vist, at de mener.

Det er klart værst omkring store ting som valg, politik, kriminalitet, tynde modeller, kronprinser, der krydser broer og generelle fadæser, men det har i dén grad bredt sig til helt almindelige ting, som tøj, graviditeter, vægttab osv. uden på nogen måde at bidrage med noget nyt, opsigtsvækkende, en hidtil uset betragtning eller noget så lavstatus som reel fakta.
Det er bare… Larm.
Og uanset, hvor glad jeg er for ytringsfrihed, så kommer jeg aldrig til at gå ind for ytringspligt.

Det er det, jeg synes der er en tendens til pt.

At samtlige sociale medier er blevet overtaget af ”Nationen” på Ekstra Bladet og at man skal sige noget, bare fordi man kan, enten for at føle sig som en del af fællesskabet eller endnu bedre – for at skælde ud på andre (Sagde damen med en blog. Jeg ER klar over ironien og noget med at kaste sten og bo i glashuse)

Det er især trangen til at være politibetjent over for andre, jeg finder noget så opslidende.

Hvis man lægger et billede på Instagram, der viser hud, pels, børn, hunde, tøj og mad, så kan man være 1000 % sikker på, at der sidder en horde, der føler sig kaldet til at skulle ytre, at man er for tynd/tyk/spiseforstyrret/træningsfreak/dum/forkælet eller børne – og dyremishandler, hvis en hundesele sidder skævt eller barnet spiser en politisk ukorrekt riskiks. Eller noget om nogle børn, der dør ude i verden.

Det kan man vælge:
1) At lade sig styre af og over-redigere ALT (Gider jeg ikke)
2) Ikke at poste noget som helst (For kedeligt)
3) Eller lade være med at blive irriteret over det (Hvorfor jeg stikker en føler ud nu)

For mit eget vedkommende fik jeg nok, da jeg forleden på Facebook efterlyste påklædningsråd til en ambassadør-picnic og straks fik: ”Imens ligger børn og dør. Mon ikke du klarer den, uanset hvilket kluns du vælger?” kylet retur.
Frit oversat betyder det: ”Når du interesserer dig for noget så ligegyldigt som tøj, så er du også ligeglad med at folk og børn, dør af krig, sult og nød. Du går faktisk ind for det”.

Helt ærligt!

Med mindre man bor under en sten, så ved man sgu godt, hvordan det står til ude i verden. Jeg gør i hvert fald.
Men det ændrer altså ikke på, at jeg ikke kommer i ambassadørkredse specielt tit og egentlig godt vil overholde den dresscode, der eventuelt måtte være. For det er da det mindste, man kan gøre.

Alle, der kender mig, følger med på Facebook eller bloggen, er også da udmærket klar over, at mit sociale hjerte er voldsomt stort.
Om ikke andet, så giver jeg tit ting gratis væk, afleverer til herberger og krisecentre, og sidst, der blev solgt ud af klunset, gik pengene faktisk til Syrien.
For ikke at nævne den kroniske skyld og dårlig samvittighed over de sultne børn i Afrika, som alle os, der voksede op i 80’erne, konsekvent skulle guilttrippes med, når man ikke kunne overskue stegt lever til aftensmad…

Så det eneste den kommentar og andre i den dur, skal gøre godt for er, at være den sure gårdvagt med den løftede pengefinger. Skælde ud på andre og konsekvent være sur for en sikkerheds skyld. Og det er jeg noget så grusomt træt af, at høre på.

Man behøver altså ikke nødvendigvis altid påpege det åbenlyse. Eller som jeg plejer at sige: At tale for at holde sig selv vågen.
Indimellem er det helt legitimt og faktisk at foretrække, at man ikke mener noget overhovedet. I hvert fald hvis det ikke bidrager konstruktivt. Det er bla. derfor bloggen her er i gang med at ændre til at indeholde lidt færre meninger (Igen: Oh the ironi), fordi jeg mener, at man selv skal være den forandring, man ønsker i verden.
Det er i øvrigt påfaldende sjældent, at jeg ser dem, der skælder mest ud bag skærmen, stå forrest i startboksen, når det gælder om at gøre noget for andre.

Eller sagt på dansk:
Lukke munden og lette røven.

unnamed-70

 

One thought on “Kære meningsmafia: Luk munden og let røven

  1. Pingback: Her er jeg – hvem er du? | C & the City

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *