Sort tomhed

IMG_4527

 

Det er en nitte, at leve af det med ord, når man står i en situation, hvor der slet ingen ord er. Jeg ville så inderligt gerne skrive noget klog, indsigtsfuldt og ytringslækkert efter det forfærdelige terrorangreb i Paris i går, men jeg har simpelthen ikke ordene. Desværre evnede jeg ikke at lave en helt sort side, for det var det, jeg havde mest lyst til.

På den anden side har jeg slet heller ikke lyst til at udgive det planlagte indlæg om ”Små glæder” fordi det virker fuldstændig malplaceret, ja nærmest ufølsomt og dumt.

Så bær over med, hvis dette indlæg er rodet og ikke giver nogen mening, for det er præcis sådan, jeg har det i dag og alligevel vil jeg gerne prøve at knytte en kommentar til gårsdagens begivenheder. Ikke som journalist, ikke som en, der har terror- og kriminalstof som sit fag, men bare som mig.

En ting er, at det er ubegribeligt, at man kan finde på, at slå folk ihjel for en tegning. Seriøst – en tegning?! Det er ubegribeligt, at man kan blive dræbt på grund af sit job og at der findes mennesker, der er så hjernevaskede, at de mener, at måden at forsvare og repræsentere deres tro og religion på, er gennem vold og drab. For dette er ikke religion, det er fanatisme og uanset, hvilken form den antager, så klæder den virkelig ikke nogen.
Det er ubegribeligt, at folk, der arbejder på en bestemt avis dagligt må leve med risikoen og frygten for, at det kan blive dem, der en dag bliver udsat for terror. Det er ubegribeligt, at jeg ved at skrive det her indlæg, faktisk sætter mig selv i skudlinjen. Næppe i forreste række, men bare det at skulle tænke over, hvordan og om man skal skrive om det her på en offentlig blog, er ubegribeligt.

Det er derfor, at det angår os alle.
Ikke kun os, der lever af ord og tager ytringsfriheden som en selvfølge og noget, der skal kæmpes for.
Det handler ikke ”bare” om 12 døde mennesker på et fransk satireblad, som de fleste af os næppe har hørt om før i går.

Det handler om demokrati, om det samfund som vi alle er en del og bidrager til på hver vores måde. Om det liv, vi gerne vil leve.

Vi har gået rundt i den tro, at humor er universel og et sprog hele verden forstår. Det er det tydeligvis ikke.
Vi har en ny virkelighed, hvor vi er nødt til at forholde os til, at Danmark stadig er på top tre over terrormål og dermed er vi, i min optik, også nødt til at forholde os til, at vi ikke kun har ret til at sige hvad vi vil, men også pligt til at tænke os om inden vi gør det, uanset om man er menneske eller medie.
Det er unfair, at man ikke længere ubetinget kan gøre det, man har ret til, men når den ene part slås med blyant og den anden slås med maskinpistoler, så er det desværre maskinpistolen, der vinder, også selvom det er blyanten, der har ret. For hvor langt kommer man med sin grundlovs – og domsstolssikrede ret, når nogen smider en bombe i den?

Jeg ved, at mange ikke deler den holdning. At det er ytringsfriheden frem for alt og at retten til at gøre, sige og trykke det, man vil, vinder over alt andet. Det er jeg enig i – jeg synes bare også, at man skal tænke sig om og være sig sit ansvar bevidst, inden man gør det, fordi konsekvenserne kan blive dødelige og påvirke virkelig mange mennesker.

Der er også dem, der mener, at strømmen af sympatierklæringer på fx Facebook er “Ligegyldigt og smagløst medløberi, for dem, vi ønsker skal se det, ser jo ikke danske medier”.

Nu mener jeg, at drab på 12 uskyldige mennesker, der passede deres arbejde er rigelig grund til afstandtagen og offentlig sympati. Men man skal heller ikke være blind overfor, at der i Europa og i Danmark sidder mennesker, der mener at både demokrati og ytringsfrihed er noget, der skal bekæmpes. Det vidner tre danske terrorsager, Madrid i 2002, London i 2007, Oslo i 2012 og et ukendt antal afværgede terrorangreb mod Danmark om og dem kan man i hvert fald sende et signal om, at den slags unfair metoder er uacceptable. Der er forhåbentlig ingen, der er så naive, at de ikke ved, at det er held og politimæssig dygtighed, der gør, at det ikke er sket i Danmark endnu.

Ytringsfrihed behøver ikke ophøjes til en stor, forkromet medie -eller politisk debat, men kan skæres ned til din ret til at læse fx den her blog og min ret til at skrive den.

Og det er lige præcis derfor, at angrebet på Charlie Hebdo vedkommer os alle:
At vi har retten til at mene noget, selvom andre er uenige.

Så lavpraktisk og enkelt er det faktisk: At vi har retten til at skrive, blogge, Facebooke, tweete, tegne og sige vores mening om angrebet, om mediernes dækning, om menneskerne, der udførte den forfærdelige handling, om politikernes måde at håndtere det på, eller ja, endnu mere banalt: Retten til at skrive dette indlæg, fortælle at man synes julen var hård eller skælde ud på Alt for Damerne.

Den ret, den er værd at kæmpe for. I dag, i morgen og for evigt.

IMG_4529

Kan du lide, hvad du læser, så del gerne!


Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *