Om topløs jul og umådelig dumhed

I skrivende stund sidder jeg på Starbucks, i Fields, den 22. December, klokken 16.34 og et eller andet sted står Hr. Skæg og skriger hele centret op. Det er næsten frivilligt, at jeg er her og jeg er endnu ikke gået op i flammer af hysteri. Endnu. (Men hvis hende, der sidder overfor mig fortsætter med at nynnefløjte med på ALLE sange, så tror jeg det sker snart! Kan vi ikke godt afskaffe det fløjteri i det offentlige rum? Det er sindssygt irriterende!)

Til gengæld er jeg i alvorlig tvivl om min sunde fornuft, for hvordan f… i hede hule h…, jeg kan få den tanke, at det er en god idé, at booke rengøring af bil på det her tidspunkt, er mig, mildest talt, en gåde.
Eller – jeg ved godt, at jeg synes det var smart at få ren bil inden julekørsel, men på en måde gik det helt hen over hovedet på mig, at man jo skal vente i TO timer mens flinke mænd fikser slæden og at det jo er nødt til at foregå indendørs i alle storcenterhelveders moder, to dage før jul.

Dumt.

Virkelig, virkelig dumt.

Når man er så dum, så kan man faktisk ikke tillade sig at blive hverken sur eller hidsig. Sådan rigtigt.

Faktisk synes jeg selv, at jeg tog det overraskende pænt først, at stå i kø like forever i Zara, for derefter at erfare, at de har smidt min bestilte skjorte væk, selvom jeg ikke orker at finde en ny og derfor er gået i landflygtighed på Starbucks.
Så må det blive topløs jul, for mit vedkommende, jeg tvivler på at nogen bemærker det alligevel.

 

unnamed-10

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og her er kaffe, rå mængder flødeskum, jeg kan blogge, jeg kan næsten ikke høre Hr. Skæg og om lidt skal jeg have noget helt vildt vulgært, der indeholder rå mængder sukker og marcipan. Hvis det ikke var fordi netforbindelsen var så r*vdårlig, er det lige før, jeg er så kæk, at jeg ville liveblogge, direkte fra Fields.

Nu er det så her, at jeg bør være den kloge og huske på, at jeg åbenbart stadig har et lille udestående med Karma. Ikke at jeg ved, hvad jeg nogensinde har gjort hende, men det har tilsyneladende været virkelig grimt og derfor må jeg hellere lige styre ”Wuhu – se hvor fint, jeg egentlig klarer julekaos i fucking Fields”

Og ved I hvad?
Kækheden ramte mig lige i røven. For da jeg kom ned til bil efter 2 ½ time, havde faret vild 1000 gange og i dén grad var mør, så var de ikke engang gået i gang med den endnu! Seriøst!

Jeg var fuldstændig målløs, mens bil-dude så på mig med største selvfølgelighed i verden og sagde:
”Jeg sagde jo, at jeg sendte en sms, når den var færdig”
Mig: ”Ja, men den skulle jo have været færdig for 40 minutter siden”
Ham: ”Jamen, jeg sagde jo at vi var forsinkede”
Mig: ”Sgudda ikke fucking 2 ½ time. Det er da en ret væsentlig detalje!

Aftalte derefter at han fik EN time og så havde den bil bare at være klar. Blev derefter holdt i live af søde mennesker over sms, for der var slet ikke mere tilbage at give af. Gad ikke trøsteshoppe, gad ikke trøstespise og havde der været et åbent vindue i det helvede af et indkøbscenter, så var jeg hoppet ud, fordi jeg var så overloaded i hovedet, at jeg ikke kunne rumme mere larm.

Christina Melchiors blog

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter endnu to timer, skrivning af 2 blogindlæg, indkøb af både kalender, jule-dørmåtte, krimskrams for en formue i Tiger, en nær-tudetur over Wilma stadig sad alene hjemme i mørke og have indhaleret, så meget sukker, at hvis der havde været en dopingkontrol på motorvejen, så var jeg røget lige i fælden, luskede jeg tilbage, forberedt på endnu mere ventetid.

Gæt hvad manden så sagde?

”Jeg sendte dig da en sms for 45 minutter siden”

??

!!

#%)=€J””#%OO!!!

Gu’ havde han da røv.

Og 4 ½ time i Fields gør mig så mør, at jeg ikke engang gad skælde ud. Men jeg kunne jo for fanden selv have nået, at håndpolere samtlige biler i det P-hus selv på den tid!

Jeg er fuldstændig sikker på, at det er hævn for, at jeg gennem hele december har skrevet kloge-lister om at undgå julestress, være på forkant, planlægge og min bare røv. Så kan man lære ikke at være kålhøgen og forsøge at trække egen smarthed hed over hovedet på andre.
Til gengæld har jeg nu en bil, der er så ren, at den er forbudt for hunde og folk bliver sprittet af før de kommer ind. Til halv pris. De havde endda renset sæderne!

Jeg nåede også sæsonafslutningen på Homeland, er fuldstændig ligeglad med, om jeg skal holde jul i bar røv og lover hermed ikke at lave flere juleguides. Bare jeg ikke skal i Fields.
Nogensinde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *